Luk

Luk
Luk

Luk

L 47 Forslag til patentlov.

Af: Handelsminister Tyge Dahlgaard ()
Samling: 1966-67 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Lovforslaget, der fremsattes sammen med de to nedenfor omtalte lovforslag om ændringer i lov om hemmelige patenter og om ændring i lov om arbejdstageres opfindelser, var enslydende med det lovforslag, som fremsattes i folketingsåret 1965-66, bortset fra en mindre tilføjelse til § 25, stk. 3, der var indsat for at tydeliggøre denne bestemmelse, samt en udskydelse af forslagets ikrafttræden til den 1. juli 1967.

Om lovforslagets indhold og baggrunden for det kan derfor i det hele henvises til omtalen i folketingsårbogen 1965-66, side 466 f.

Ved fremsættelsen erindrede handelsministeren om, at baggrunden for, at lovforslaget var blevet fremsat første gang i maj måned 1966, havde været dels at give folketinget lejlighed til så tidligt som muligt at påbegynde behandlingen, dels at skabe mulighed for, at repræsentanter for folketingsudvalget kunne mødes med repræsentanter for tilsvarende parlamentsudvalg i Finland, Norge og Sverige, idet det jo var en forudsætning for patentlovsforslagets bestemmelser om nordisk patent, at der kunne opnås enighed i de nordiske lande på de væsentligste punkter. I forbindelse hermed oplyste ministeren, at der havde fundet et fællesnordisk møde sted om den nordiske patentlovgivning i Stockholm i august 1966, og at der var planlagt et nyt møde i København i begyndelsen af 1967. Det var hans håb, at man på dette møde kunne tage endelig stilling til forslaget på nordisk basis.

Lovforslaget nåede ikke at komme til behandling inden samlingens slutning.