Udenrigsministeren behandlede indledningsvis regeringens politik i Danmarks centrale sikkerhedsproblemer. Han fastslog, at den politiske udvikling og meningsdannelse i henholdsvis USA og Sovjetunionen var af afgørende betydning. Med forholdet mellem Moskva og Washington stod og faldt verdensfreden. Der syntes at kunne spores et begyndende fællesskab hos de to supermagter i følelsen af ansvar for opretholdelsen af verdensfreden.
Konflikten i Vietnam satte i dag grænsen for dette fællesskabs rækkevidde. Det var i dag næppe muligt gennem FNs sikkerhedsråd at finde en vej, der kunne føre til fred, og bestræbelserne måtte derfor i den nuværende fase koncentreres om at få tilvejebragt forudsætninger for en direkte forhandlingskontakt mellem de implicerede parter. Regeringen havde ved flere lejligheder opfordret USA til ensidigt og betingelsesløst at standse bombningerne af Nordvietnam, samtidig med at man havde opfordret konfliktens anden part og dennes allierede til i så fald at gå til forhandlingsbordet for at nå frem til en fredelig løsning. Målet for en fredsordning i Vietnam måtte være at skabe sikkerhed for, at det vietnamesiske folk fik mulighed for — uden indblanding udefra — at bestemme sin fremtidige skæbne.
Konflikten måtte ses i en større sammenhæng, hvori forholdet mellem USA og Kina og spørgsmålet om voksende kinesisk dominans i Sydøstasien spillede en afgørende rolle. I denne forbindelse omtalte udenrigsministeren Kinas isolation fra den øvrige verden. Han ville finde det ønskeligt, om denne isolationistiske udvikling ville blive bremset. Fra dansk side ville man fortsat arbejde på, at regeringen i Peking kunne komme til at beklæde Kinas plads i De Forenede Nationer.
I sin omtale af det internationale samarbejde kom udenrigsministeren først ind på De Forenede Nationer. Han fandt, at FNs muligheder var stærkt begrænsede i tilfælde, hvor stormagterne havde modstridende interesser, hvorimod FN i andre tilfælde kunne yde væsentlige bidrag til opretholdelse af fred og sikkerhed. Ikke mindst de små nationer havde en klar interesse i verdensorganisationen. Hvad angik krisen i Det mellemste Østen, var det ved sikkerhedsrådets mellemkomst lykkedes at tilvejebringe en våbenhvile. Hovedproblemet var i dag at få udpeget en særlig FN-repræsentant, der kunne samarbejde med begge konfliktens parter. Der var imidlertid vanskeligheder i forbindelse med formuleringen af visse af de retningslinjer, sikkerhedsrådet skulle fastsætte for hans virksomhed. Fra dansk side havde man anlagt det grundsynspunkt, at en resolution ikke ville være nyttig eller praktisk, medmindre begge konfliktens parter kunne acceptere den eller i hvert fald affinde sig med den. Man ville på dansk side gøre sit yderste for at fremme en politisk løsning, der kunne danne grundlaget for en fredelig udvikling i området.
Et andet centralt FN-problem var nedrustningsspørgsmålet. Interessen koncentrerede sig her fortsat om spørgsmålet om at hindre en yderligere spredning af nukleare våben. Forelæggelsen af enslydende sovjetiske og amerikanske udkast til en ikke-spredningsaftale syntes at have bragt et spredningsforbud nærmere.
Hvad angik situationen i Sydafrika, var det fortsat regeringens politik, at den frembød en trussel mod international fred og sikkerhed, og det var derfor regeringens ønske, at sikkerhedsrådet, når fornøden tilslutning var til stede, skulle slå dette fast og træffe de foranstaltninger, som pagten foreskrev for en sådan situation.
Ministeren kom derefter ind på den globale magtbalance mellem USA og Sovjetunionen og den fortsatte militær-teknologiske udvikling i de to magter. Det måtte være et hovedmål for de internationale fredsbestræbelser, at magtbalancen bragtes under kontrol gennem aftaler eller forståelse, så den militærtekniske konkurrence blev standset på et balanceret stadium.
I Europa var de to hovedproblemer Tysklandsspørgsmålet og opmarchen i to politiske lejre koncentreret i NATO- og Warszwapagten.
Det var regeringens politik at gå ind for Tysklands genforening på grundlag af selvbestemmelsesretten. Dette kunne kun opnås som resultat af en afspændingsproces.
Ministeren fandt, at eksistensen af forsvarsalliancerne så langt fra at skade afspændingen — som påstået af nogle — i et område som Europa netop var forudsætningen for, at der kunne skabes et klima af tryghed, i hvilket afspænding kunne trives, og i hvilket alliancernes enkelte medlemmer kunne føre en afspændingspolitik. Det var fortsat regeringens opfattelse, at vort medlemskab ville give os den bedst mulige garanti for vor nationale sikkerhed. NATOs oprindelige mål: at genoprette og bevare en rimelig politisk og militær balance i Europa, var efter regeringens opfattelse stort set nået. Det var en hovedopgave for alliancen at opretholde denne tilstand. En anden vigtig opgave måtte nu være at bringe afspændingspolitikken i stigende grad ind i alliancens politiske målsætning og overvejelser. Harmeldrøftelserne ville forhåbentlig resultere i en klar tilkendegivelse heraf.
Som afslutning på sin omtale af problemerne omkring NATO nævnede udenrigsministeren Grækenlandspørgsmålet. Regeringen fandt det helt afgørende som NATO-partner klart at markere sit standpunkt til det, der skete i Grækenland. Central var den sag, der var rejst af Danmark, Norge, Sverige og Holland for Europarådets menneskerettighedskommission. Regeringens holdning betød ikke, at Danmark ikke var indstillet på at fortsætte og udbygge de danskgræske handelsforbindelser.
Hvad udviklingslandene angik, måtte man i de kommende år forudse en stigende dansk indsats for at udfylde rammerne i regeringens bistandsplan, der var fremlagt i forrige samling. Denne plan sigtede på, at Danmarks bistand skulle nå op på 1 pct. af nationalindkomsten i 1972-73.
På længere sigt måtte målet for al hjælp til udviklingslandene være, at de blev i stand til at klare sig ved egne kræfter ved, at de bl. a. ved eksport fik mulighed for at skaffe sig de fornødne valutaindtægter. Det var regeringens politik aktivt at virke for, at der på det handelspolitiske område fandt en udvikling sted til fordel for udviklingslandene. Det var først og fremmest inden for GATT og UNCTAD, at disse problemer skulle drøftes.
Sluttelig kommenterede ministeren kort resultaterne af Kennedyrunden set fra et dansk synspunkt. Der var opnået betydelige toldindrømmelser for næsten alle industrivarer. På den anden side var det beklageligt, at forhandlingerne ikke havde ført til noget brud på den traditionelle landbrugsprotektionisme. Det var regeringens hensigt under de kommende forhandlinger i GATT at arbejde videre med overvejelserne om internationale varearrangementer for landbrugsvarer.
Per Hækkerup (S) kunne give sit partis tilslutning til regeringens politik, som den var skitseret i udenrigsministerens redegørelse.
Han beskæftigede sig indgående med det almindelige sikkerhedspolitiske perspektiv og imødegik en række af de argumenter, som blev fremført af modstandere af Danmarks medlemskab af NATO. Han konkluderede i, at Danmark burde fastholde hovedlinjerne i vor udenrigspolitik. Det var i u-landsarbejdet, i FN-arbejdet, i NATO-samarbejdet, i det europæiske og nordiske samarbejde, der lå en fremtid for Danmark.
Per Federspiel (V) fandt, at ministerens redegørelse gav et meget sandfærdigt billede af aktuel dansk udenrigspolitik. Han fastslog, at der bortset fra enkelte yderliggående standpunkter stort set var enighed i folketinget om Danmarks forhold til udlandet. Det var nødvendigt at koncentrere den udenrigspolitiske aktivitet om forhold, som var væsentlige, og som vi var i stand til at udøve en egentlig indflydelse på, ikke mindst forhold, der berørte danske interesser.
Hvad Grækenland angik, kunne han tiltræde, at Danmark sammen med andre lande havde indbragt den græske regerings krænkelser af menneskeretskonventionen for menneskeretskommissionen. Man måtte imidlertid være overordentlig varsom med at blande politiske demonstrationer og retslig procedure sammen. I forholdet til Grækenland måtte etableres en saglig og ikke en følelsesbetonet atmosfære.
Han var enig i, at NATO var grundlaget for vor sikkerhedspolitik. Afspændingsbestræbelserne burde imidlertid først og fremmest finde sted gennem bilaterale kontakter og ikke ved en konfrontation af de europæiske alliancer.
Danmark måtte naturligvis stille sig velvilligt over for et spredningsforbud, men burde forbeholde sig sin stilling, indtil man havde haft lejlighed til at studere de nærmere enkeltheder i den endelige aftale.
FNs eneste virkelige opgave i spørgsmålet om krisen i Mellemøsten måtte være at bringe parterne til forhandlingsbordet. Han fandt det lidt ejendommeligt, at ministeren blandt alle de mange ulykkelige konflikter, der fandtes verden over også mange steder i Afrika, alene betegnede forholdene i Sydafrika som en trussel mod international fred og sikkerhed. Efter hans opfattelse var sanktioner omtrent det slettest egnede middel til at fremkalde handling i den retning, man ønskede det, hos dem, over for hvem man anvendte dem.
Hans parti kunne fuldt ud støtte enhver bestræbelse for at få parterne i Vietnam til forhandlingsbordet; men der var en vis inkonsekvens i, at regeringen ikke nævnede det, som var det afgørende for forholdene også i Vietnam, nemlig bevarelsen af den internationale balance.
Poul Møller (KF) fandt udenrigsministerens redegørelse velafbalanceret og indholdsmæssigt af en sådan karakter, at det var muligt at samle tingets flertal omkring landets udenrigspolitik.
Han beskæftigede sig en del med de europæiske markedsproblemer, som efter hans opfattelse var af en så vigtig karakter, at de ikke kunne holdes uden for en debat om landets udenrigspolitik, selv om de ikke faldt direkte inden for udenrigsministerens område. Han fremhævede i denne forbindelse stærkt tanken om i Europa at skabe en sådan enhed, at der kunne komme en tredje faktor ind i verdenspolitikken.
Han vendte sig stærkt imod den antiamerikanisme, som trivedes i Europa, og som vel i første række var foranlediget af Vietnamspørgsmålet. Hvad dette angik, fastslog han, at Nordvietnam var aggressoren, og påpegede Nordvietnams og Vietcongs manglende forhandlingsvilje. Havde regeringen i forbindelse med sin henvendelse til USA samtidig henvendt sig til den anden part med opfordring til at gå til forhandlingsbordet?
Hvad angik spørgsmålet om afspænding i Europa, specielt Tysklandsspørgsmålet, var det klogeste, man kunne gøre fra dansk side, at lade den nye tyske koalitionsregering selv afgøre, hvornår tidspunktet var inde til en anerkendelse af grænsen mellem Tyskland og Polen.
Man ville fra konservativ side give støtte til at gøre NATO til et led i en afspændingspolitik. Det måtte være det rette forum for drøftelser af, hvilke initiativer der kunne tages for at skabe en afspænding mellem øst og vest.
For socialistisk folkeparti var taletiden delt mellem Kai Moltke og Gert Petersen.
Kai Moltke (SF) kunne give udenrigsministeren ret i, at den væsentligste hindring for afspændingsbestræbelserne var krigen i Vietnam. Han fremhævede som et vigtigt punkt, at FNL burde anerkendes som forhandlingspartner. Han kom endvidere ind på problemerne omkring Kinas isolation, forholdene i Det mellemste Østen, Sydafrika og Cypernkonflikten. Hvad NATO angik, håbede han, at der i udenrigsministerens redegørelse lå en klar afvisning af den såkaldte globale NATO-strategi, udvidelsen af NATOs virksomhed til alle dele af verden.
Gert Petersen (SF) beskæftigede sig med de europæiske problemer. Tysklands genforening var et langsigtet mål og kunne kun komme i stand på basis af en dialog mellem dem, der skulle genforenes. Derfor var gensidig anerkendelse og almen international anerkendelse af begge Tysklande det afgørende og eneste mulige udgangspunkt for en senere genforening. Tysklandsspørgsmålet var det centrale sikkerhedspolitiske problem i Europa, og dets løsning ville give muligheder for en bred europæisk afspænding. NATO havde imidlertid været den væsentligste hindring herfor. Han var uforandret af den opfattelse, at Danmark kunne gøre bedst fyldest stående uden for de magtblokke, der bremsede afspændingen.
K. Helveg Petersen (RV) værdsatte regeringens krav om, at USA skulle standse bombningen af Vietnam. En af de væsentligste opgaver måtte imidlertid være at få klarlagt, hvilke krav Hanoi og befrielsesfronten stillede, for at våbenhvile kunne iværksættes. Han henstillede til regeringen at optage drøftelser på nordisk plan med henblik på, at en af de nordiske udenrigsministre tog til Vietnam.
En virkelig afspænding i Europa kunne ikke nås, før Tysklandsproblemet var løst, og dette var uforeneligt med bevarelsen af de to blokke, NATO og Warszawapagten. Der kunne opstå en udvikling, hvor NATO ikke længere havde sin berettigelse.
Han håbede, at man fra dansk side ville sætte ind med stor energi for at medvirke til en handelspolitisk udvikling til fordel for udviklingslandene. Med den direkte hjælp, Danmark ydede til udviklingslandene, stod det ikke godt til. Han håbede, man kunne gå hurtigere frem end den af regeringen skitserede plan.
Sluttelig fremhævede han det ønskelige i en øget indsats inden for forskning af international politik og konfliktforskning og anbefalede et samarbejde herom med de øvrige nordiske lande.
Niels Westerby (LC) betonede, at u-landshjælp eller -bistand fortsat måtte være i centrum i dansk udenrigspolitik. Den stigningstakt i den danske bistand, som var lagt frem i regeringens plan, var for langsom.
Af alle spørgsmål var det vigtigste at undgå en atomkrig, og han kunne give sin fulde tilslutning til den meget forbeholdsløse erklæring fra regeringen om at ville støtte gennemførelsen af en ikke-spredningsaftale.
Hvad Vietnam angik, måtte det centrale være at få bragt parterne til forhandlingsbordet. Et meget vigtigt led heri var det, at det klart blev slået fast, at alle implicerede parter måtte anerkende hinanden som forhandlingsberettigede.
Så længe det ikke var muligt at skabe en sikkerhedsordning, der omfattede hele Europa, øst såvel som vest og USA såvel som Sovjetunionen, måtte vi bevare vort medlemskab af NATO og herigennem arbejde på en afspænding.
Under debatten havde foruden udenrigsministeren og ordførerne følgende ordet: økonomiministeren, forsvarsministeren, Frode Jakobsen (S), Per Møller (V), Erik Kragh (KF) og Svend Haugaard (RV).