Loven har følgende indhold:

„§ 1. Landbrugsministeren kan i finansåret 1968-69 på statskassens vegne yde garanti for lån, som til sædvanlig markedsrente optages i banker og sparekasser af frugtavlere, gartnere og landbrugere, som ved naturkatastrofen natten mellem den 25. og 26. juni 1967 har lidt tab ved haglskade på afgrøder, som ikke dækkes af en gældende forsikring.

§ 2. De lån, for hvilke der ydes garanti, må ikke overstige 75 pct. af den opgjorte skade for den enkelte ejendom.

Stk. 2. Garanti kan ikke ydes for skader, der opgøres til mindre end 1.000 kr.

§ 3. De for lånene udstedte pantebreve skal kunne tinglyses inden for 120 pct. af ejendommens panteværdi, hvorved forstås ejendomsværdien med tillæg af den ved formuebeskatningen ansatte værdi af besætning og inventar.

Stk. 2. Lånene skal være afdragsfri til og med juni termin 1970 og derefter afdrages over en 10 års periode.

Stk. 3. Statsgarantien for lånene bortfalder ved ejerskifte.

§ 4. Statsgaranti kan ikke ydes for lån til ejendomme, der har været genstand for salg eller bortforpagtning i tiden efter 26. juni 1967.

§ 5. Statsgaranti i henhold til § 1 kan kun ydes under forudsætning af:

at plante- eller frugtavlskonsulenten afgiver erklæring om, at ansøgerens opgivende af tabet ved den anførte haglkatastrofe må anses for at være rigtig,

at kommunalbestyrelsen bekræfter, at ejendommen ikke har været genstand for salg eller bortforpagtning som anført i § 4,

at kommunalbestyrelsen kan anbefale andragendet, og

at der fra kommunalbestyrelsen foreligger oplysning om ejendommens panteværdi, jfr. § 3, stk. 1.

§ 6. Når statsgaranti i henhold til § 1 er bevilget for lån til ejeren af et selvstændigt brug, som er undergivet pantsætningsbegrænsninger efter § 24 eller § 54 i statshusmandsloven (lovbekendtgørelse nr. 117 af 10. april 1967) eller efter lov om foranstaltninger vedrørende landbrugets gæld (lovbekendtgørelse nr. 706 af 30. december 1940), kan pant for lånet tinglyses uden særlig tilladelse.

§ 7. Nærmere regler vedrørende gennemførelsen af denne lov — herunder om tegning af forsikring — fastsættes af landbrugsministeren."

Om baggrunden for lovforslaget, der ved fremsættelsen havde følgende titel: forslag til lov om statslån til haglskaderamte frugtavlere, gartnere og landmænd, udtalte ordføreren for forslagsstillerne Holger Hansen (V) i sin fremsættelsestale følgende:

„Ved haglskadekatastrofen natten mellem den 25. og 26. juni 1967 ramtes den nordlige del af Falster, Bogø og den vestlige del af Møn af et uvejr, hvis lige vel næppe er set i Danmark i mange år. På mange ejendomme var al vækst totalt ødelagt, og den skade, der opgjordes, var ikke bare for den enkelte skaderamte, men for hele egnen af en sådan størrelsesorden, at man måtte befrygte en økonomisk krise i disse områder.

Heldigvis havde de allerfleste ejendomme forsikret, men alligevel måtte de fleste konstatere store tab.

Tilbage er en gruppe frugtavlere, gartnere og landmænd, der ikke havde forsikret. For disse har situationen — alt efter skadens omfang på den enkelte ejendom — været vanskelig, ja, for manges vedkommende så alvorlig, at en forbliven på ejendommene må skønnes at være umulig. Endvidere vil det for nogle være umuligt at få sået jorden til i dette forår af mangel på kapital.

Det siger sig selv, at når et helt høstårs indtægt helt eller delvis forsvinder netop i en periode med vanskelige vilkår, så virker katastrofen dobbelt.

Der har siden sommeren 1967 i landbrugsministeriet ligget anmodning om støtte fra disse skaderamte.

Nu foreligger der meddelelse om, at regeringen af principielle grunde ikke ser sig i stand til at yde nogen bistand. Derfor har forslagsstillerne ment det nødvendigt og rigtigt at fremsætte forslaget, som det nu ligger.

Det er ikke forslagsstillernes opfattelse, at dette forslag er den eneste vej til hjælp til de skaderamte. Forslagsstillerne har også drøftet muligheden af statsgaranti for lån, men vi har ment, at dette forslag var den enkleste måde at løse spørgsmålet på, men er naturligvis villige til i det udvalg, vi håber må blive nedsat, at drøfte enhver mulighed, der måtte være for at kunne yde en hjælp, ikke i form af tilskud, men i form af lån — for at kunne udstrække tabet over en årrække."

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at det drejer sig om omkring 250 ejendomme, der ikke har haft forsikret, og at tabet for disse ejendommes vedkommende er opgjort til ca. 3,6 mill. kr.

Ved lovforslagets behandling i folketinget udtalte landbrugsministeren, at regeringen af principielle grunde og af hensyn til konsekvenserne ikke kunne støtte forslaget. Det afgørende var, at de skadelidte i den foreliggende situation kunne have tegnet forsikring mod de indtrufne skader, hvorfor situationen ikke kunne sammenlignes med andre naturkatastrofer, hvor der var sket skader, mod hvilke forsikring ikke kunne tegnes. Ministeren henviste endvidere til, at der i 1948 blev gennemført en lignende låneordning for haglskaderamte, hvor finansudvalget ved sin tiltrædelse af ordningen gjorde opmærksom på, at det ikke for fremtiden kunne påregnes, at lignende skader ville blive dækket. Ministeriet havde i overensstemmelse hermed senere afslået lignende henvendelser om støtte.

Lysholt Hansen (S) kunne ubetinget anbefale lovforslaget, som han fandt var meget påkrævet. Han stillede sig uforstående over for regeringens stilling til forslaget og spurgte, om den måske skyldtes, at man havde skåret så meget ned på lovreserven på finanslovforslaget, at der ikke var de fornødne penge, og at man heller ikke ønskede at søge dem ved en ekstrabevilling.

Gerda Møller (KF), Ib Thyregod (V) og Stinus (RV) kunne meget vel forstå regeringens principielle betænkeligheder. Der var både blandt de konservative og de radikale medlemmer af folketinget delte meninger over for lovforslaget, og Ib Thyregod oplyste, at man inden for venstres folketingsgruppe ville foretrække et forslag om statsgaranti til markedsrente i stedet for det foreliggende forslag om statslån.

Kjær Rasmussen (VS) kunne ikke støtte lovforslaget.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, der behandlede forslaget i møder såvel mellem 1. og 2. behandling som mellem 2. og 3. behandling. I udvalgets betænkning udtales bl. a.: „Et flertal (udvalget med undtagelse af Niels Helveg Petersen) har under hensyn til, at de indtrufne haglskader er af et helt ekstraordinært omfang, fundet det rimeligt, at der efter omstændighederne ydes støtte til de frugtavlere, gartnere og landmænd, der ikke havde forsikret. Flertallet har dog fundet det rigtigere, at støtten ydes som statsgaranti for lån i stedet for som statslån, og har derfor stillet nedenstående ændringsforslag, der i øvrigt som lovforslaget tilsigter at afbøde virkningerne af de tab, som de ikke forsikrede ejendomme har lidt.

De organisationer, der har rettet henvendelse til udvalget, har oplyst, at de agter at påbegynde en oplysningsvirksomhed over for deres medlemmer med henblik på, at der fremtidig tegnes forsikringer over for lignende skader. Flertallet ønsker i tilslutning hertil at understrege, at der ikke i fremtiden kan regnes med, at skader af denne karakter vil kunne blive dækket på anden måde end gennem tegning af forsikring.

Det er flertallets opfattelse, at forslagets § 1 også omfatter forpagtere, men disse må sørge for, at garantien kan sikres ved pant i den pågældende ejendom. Ejeren må have en så stor interesse i, at forpagteren kan fortsætte trods indtægtstabet, at en sådan ordninger rimelig.

Flertallet går i øvrigt ud fra, at landbrugsministeren ved fastsættelsen af reglerne til gennemførelse af loven vil kræve, at der tegnes haglskadeforsikring af de personer, der opnår garanti i henhold til loven."

Herefter indstillede flertallet lovforslaget til vedtagelse med det af flertallet stillede ændringsforslag, mens et mindretal (Niels Helveg Petersen) ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse.

Ved 2. behandling anbefaledes det således ændrede lovforslag af samtlige partiers ordførere undtagen af ordføreren for venstresocialisterne, der fortsat ikke kunne stemme for det. Det blev endvidere af ordførerne for det konservative folkeparti og det radikale venstre understreget, at der stadig var delte meninger om forslaget i disse to partier. Ib Thyregod mente, at de principielle betænkeligheder, der havde været fremhævet, ikke kunne være afgørende over for det forslag, som nu forelå, og han henstillede derfor til regeringen at tage sin stilling op til fornyet overvejelse. Landbrugsministeren svarede, at regeringen — af hensyn til konsekvenserne — ikke kunne skifte standpunkt, uanset at han var enig i, at der var sket en principiel ændring af lovforslagets indhold.

Ved 3. behandling erklærede Chr. Rasmussen (S), at han på grund af principielle betænkeligheder ved den i lovforslagets § 3 fastsatte lånegrænse måtte anbefale at undlade at stemme. Niels Helveg Petersen (RV) motiverede, hvorfor han måtte stemme imod lovforslaget. Han fandt forslaget „farligt" og sagde bl. a., at hvis der skal være lighed for loven, „vil folketinget efter vedtagelsen af dette lovforslag være svagt stillet over for større eller mindre grupper og for så vidt også over for enkeltpersoner, der i fremtiden retter henvendelse til folketinget om økonomisk støtte på grund af manglende forsikring."

Efter at landbrugsministeren havde udtalt, at regeringen ikke ville gøre sagen til et kabinetsspørgsmål, vedtoges lovforslaget med 73 stemmer mod 35; 26 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.