Loven om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre bygger på principperne i forsikringsordningerne under forrige krig, dog at ordningen i forhold til tidligere er søgt forenklet i det omfang, det er fundet muligt.

Medens ordningerne under forrige krig etableredes ved en lang række love — i alt 9 — er reglerne for en krigsforsikringsordning nu samlet i én lov, og medens administrationen tidligere varetoges af 13 krigsforsikringsforbund, er efter den nye lov alene oprettet 5 krigsforsikringsforbund, i hvilke fast ejendom og løsøre krigsforsikres. Denne opdeling i 5 krigsforsikringsforbund hviler på en afvejelse af den formodede risiko på de forskellige værdier samt på praktiske hensyn.

Den anvendte risikobetragtning går i hovedsagen ud på, at byer må forventes at være mere udsat for krigsskade end landdistrikter, dog at erhvervsmæssige forhold kan spille ind, idet industrivirksomheder i landdistrikterne må antages at være udsat for en større risiko end landbrugsvirksomhederne sammesteds.

Ved loven er området i øvrigt udvidet således, at så mange værdier som muligt er medtaget. Dette er sket bl. a. på den måde, at brandforsikring for de pågældende værdier efter loven kun har betydning for, om ejeren er obligatorisk medlem af krigsforsikringen, idet der i vidt omfang åbnes adgang til ved anmeldelse at begære sine værdier krigsforsikret, uanset om brandforsikring eller anden civil forsikring er eller har været tegnet.

Krigsforsikringsordningens omfang og organisation er nærmere beskrevet i lovens §§ 1-4.

Ifølge § 1 omfatter loven fast ejendom og løsøre, der befinder sig her i landet, eller som her er indført i offentlige registre, og som efter lovens bestemmelser er forsikret i et af de i § 4 nævnte krigsforsikringsforbund.

Loven omfatter dog ikke:

1) Ejendom, der tilhører den danske stat eller fremmede stater.

2) Ejendom, der skal være eller er forsikret i henhold til lovgivningen om danske skibes forsikring mod krigsfare, og ejendom, der er eller kunne være forsikret i henhold til lovgivningen om forsikring af varer og fragt mod krigsfare til søs.

3) Penge, pengesedler, aktier, obligationer og andre fordringsbeviser.

4) Smykker, ædle stene og perler, medmindre de pågældende effekter på skadetidspunktet var genstand for erhvervsmæssig virksomhed.

5) De af folkekirkens kirker, der er selvejende eller bestyres efter bestemmelserne for selvejende kirker, samt kirker tilhørende det romersk-katolske trossamfund.

6) Løsøre i kirker, der ikke omfattes af loven.

De værdier, der er omfattet af loven, forsikres ifølge § 2, stk. 1, mod krigsskade opstået i forsikringstiden.

Ifølge § 2, stk. 2, fastsætter handelsministeren tidspunktet for oprettelsen af de i loven omhandlede krigsforsikringsforbund og bestemmer, hvornår de skal indstille deres virksomhed. Endvidere fastsætter handelsministeren, fra hvilket tidspunkt forbundenes forsikringsmæssige ansvar skal anses at være indtrådt, og hvornår det skal ophøre (forsikringstiden), jfr. dog § 38, stk. 1, 3. punktum.

§ 3 giver nærmere bestemmelser for, hvad der skal forstås ved krigsskade.

Ifølge § 4 henføres de værdier, der er omfattet af loven, til følgende 5 krigsforsikringsforbund:

1. Krigsforsikringsforbundet for beboelsesbygninger m. v. og privat indbo (§§ 5-19),

II. Krigsforsikringsforbundet for erhvervsbygninger (§§ 20-21),

III. Krigsforsikringsforbundet for erhvervsløsøre (§§ 22-27),

IV. Krigsforsikringsforbundet for jordbrugets værdier (§§ 28-30),

V. Krigsforsikringsforbundet for personmotorkøretøjer, svævefly og lystfartøjer (§§ 31-34).

Paragraffen giver i øvrigt detaljerede regler for sammensætningen af hvert forbunds bestyrelse.

Lovens §§ 5-19 indeholder regler for krigsforsikringen for beboelsesbygninger m. v. og privat indbo. I dette krigsforsikringsforbund forsikres bygninger, som efter forsikringstidens indtræden er eller har været brandforsikret i et dansk eller her i landet virkende udenlandsk forsikringsselskab. Endvidere forsikres indbo i de nævnte bygninger samt sådanne værdier, der ikke er eller kan blive krigsforsikret i noget andet krigsforsikringsforbund, og som af ejeren ved skriftlig henvendelse til forbundet er begæret krigsforsikret. Det er dog en forudsætning, at bygningen ikke henhører under krigsforsikringsforbundet for erhvervsbygninger eller under krigsforsikringsforbundet for jordbrugets værdier.

Det var oprindelig foreslået, at forbundet alene skulle omfatte bygninger og privat indbo i byerne og bymæssige bebyggelser. Bestemmelsen ændredes imidlertid under folketingets behandling af lovforslaget, idet man fandt, at den foreslåede afgrænsning ville forekomme forældet, når loven om kommunernes styrelse trådte i kraft den 1. april 1970. Hertil kom, at afgrænsningen ville give anledning til praktiske vanskeligheder navnlig med hensyn til bygninger i bymæssige bebyggelser. I stedet indførtes som foran beskrevet en afgrænsning, der alene hviler på bygningernes anvendelsesformål.

På baggrund af forskellen i risiko er krigsforsikringsforbundet for beboelsesbygninger og privat indbo — efter folketingets behandling — opdelt i to økonomisk uafhængige afdelinger: afdeling A, der omfatter beboelsesbygninger med ikke over to lejligheder, og privat indbo i sådanne bygninger, og afdeling B, hvorunder hører andre i forbundet forsikrede bygninger, privat indbo i disse samt løsøre og andre værdier, der ikke er eller kan være krigsforsikret i noget andet krigsforsikringsforbund.

Forsikringssummen for krigsforsikring af fast ejendom er det beløb, for hvilket ejendommen er eller har været brandforsikret.

For privat indbo er forsikringssummen værdien af hver enkelt husstands samlede indbogenstande, dog højst 100.000 kr. — oprindeligt foreslået 200.000 kr. — pr. husstand. Forbundets bestyrelse kan dog ansætte et lavere eller højere maksimumsbeløb.

Tilsvarende ændringer foretoges i øvrigt for de tilsvarende forsikringer, der henhører under krigsforsikringsforbundene for erhvervsløsøre, og for jordbrugets værdier. Ved den skete nedsættelse af maksimumsbeløbet for privat indbo, der krigsforsikres uden særlig anmeldelse, er opnået et mere rimeligt forhold mellem erstatningsydelserne til sikrede, der uanset bidrag af samme størrelse på grund af forskel i indboets værdi tillægges erstatningsydelser af forskellig størrelse.

§ 8 giver nærmere regler for opgørelse af skader på bygninger og løsøre.

Ifølge § 9 udredes erstatningerne samt forbundets administrationsudgifter af for sikringsbidrag fra forbundets medlemmer.

Foreløbige krigsforsikringsbidrag pålignes, når forsikrings tiden er indtrådt, enhver, der har været medlem af forbundet i kalenderåret, og beregnes efter den tid, medlemskabet har varet. For fast ejendoms vedkommende svares foreløbige bidrag i forhold til ejendommens brandforsikringssum. For selvstændigt forsikret privat indbo, andet løsøre og andre værdier svares bidrag i forhold til den værdi, hvormed de pågældende genstande er anmeldt til forbundet.

Dækkes ikke alle skader fuldt ud af foreløbige bidrag, pålignes der i henhold til § 11 endelige bidrag efter forsikringstidens ophør.

Lovens § 14 giver ejeren af fast ejendom adgang til at kræve krigsforsikringsbidrag udlignet på ejendommens lejligheder og lokaler efter reglerne i lejelovens § 43.

Efter § 16 kan erstatning først kræves udbetalt 1/2 år efter, at opkrævningen af forsikringsbidrag har fundet sted, og kun med beløb svarende til forholdet mellem samtlige til forbundet indgåede bidrag og samtlige indtrådte skader på tidspunktet for bidragsberegningen.

Ifølge samme bestemmelse skal forbundets bestyrelse sikre sig, at erstatning for tab opstået ved krigsskade på fast ejendom bliver anvendt til ejendommens genopbygning. Bestyrelsen kan dog fritage herfor, såfremt den skønner, at forholdene taler derfor. Fritagelsen kan betinges af afkortning i erstatningssummen, hvis den sikrede ellers ville opnå en urimelig vinding.

Erstatning udbetales til ejeren, medmindre andre over for forbundet har anmeldt sig som berettiget til erstatning eller har en tinglyst ret over den forsikrede faste ejendom.

Erstatningskrav bortfalder, dersom skaden ikke anmeldes inden 6 måneder efter, at ejeren er blevet vidende om dens opståen og har haft mulighed for at foretage anmeldelse.

En lang række af de foran omtalte regler er ved henvisningsbestemmelser gjort anvendelige også for krigsforsikringen af de under de øvrige krigsforbund hørende værdier. For disse forbunds vedkommende skal derfor kun i hovedtræk redegøres for de i loven indeholdte bestemmelser.

I krigsforsikringsforbundet for erhvervsbygninger forsikres bygninger, der udelukkende anvendes til erhvervsudøvelse, men dog ikke til kontor, administration, landbrug, skovbrug eller gartneri. Endvidere „blandede bygninger", for så vidt de er eller under forsikringstiden har været krigsforsikret for 300.000 kr. eller derover, dog kun hvis de overvejende anvendes til erhvervsudøvelse. Også veje, broer, havne m. v. forsikres i forbundet, for så vidt de anmeldes til forbundet. Endelig er privat indbo i erhvervsbygninger henført til dette krigsforsikringsforbund.

Af reglerne vedrørende krigsforsikringen af jordbrugets værdier (§§ 28-30) følger bl. a., at huse på landet, herunder sommerhuse og indbo i sådanne huse, krigsforsikres sammen med jordbrugets værdier.

I §§ 31-34 gives endelig særlige regler for krigsforsikring af personmotorkøretøjer, svævefly og lystfartøjer, idet det ikke er skønnet rimeligt, at disse værdier, som i risikomæssig henseende indtager en særstilling, forsikres sammen med andre værdier. I denne forbindelse fremhæves, at lastbiler og varevogne samt personmotorkøretøjer, der anvendes til erhvervsmæssig personbefordring, henhører under forbundet for erhvervsløsøre.

Endelig er der i lovens sidste kapital (§§ 35-47) givet en række almindelige bestemmelser.

§ 35 fastslår således, at værdier, der ikke er krigsforsikret, fordi de ikke er eller har været omfattet af en civil forsikring, af ejeren kan forsikres mod krigsskade ved skriftlig henvendelse herom til vedkommende krigsforsikringsforbund.

Eventuelt overskud, som fremkommer i et krigsforsikringsforbund ved dets ophør, tilfalder ifølge § 36 statskassen.

§§ 38 og 39 giver nærmere regler for anmeldelse af krigsskade og for registrering og vurdering af skaderne.

Medens det oprindeligt var forudsat, at loven først skulle træde i kraft, når forholdene måtte gøre dette påkrævet, skete under behandlingen i folketinget den ændring, at loven sattes i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. Det var med denne ændring hensigten at tage højde for den situation, at krigsskader kan indtræde, inden loven var sat i kraft.

Af fremsættelsen fremgik bl. a. følgende om baggrunden for lovforslaget:

Lovforslaget svarer til et udkast, der indeholdes i en betænkning, der i 1966 blev afgivet af et af handelsministeriet nedsat udvalg.

Udvalget var oprindelig et embedsmandsudvalg. Dette udvalg afgav i 1962 en foreløbig betænkning med udkast til forslag til en lov om opgørelse af krigsskader. Der var dengang i udvalget delte meninger om, hvorvidt der i en sådan lovgivning skulle gives regler for, hvorledes skaderne skal dækkes. Et flertal mente, at man burde nøjes med at opstille et administrativt apparat, der straks efter krigsskaders indtræden kan modtage anmeldelse herom og foretage registrering og vurdering af skaderne. Flertallet mente derimod ikke, at der burde indføres en krigsskadeordning, der hviler på forsikringsmæssige principper, hvilket som bekendt var tilfældet for ordningerne under den sidste krig.

Det nævnte udkast til lovforslag tog først og fremmest sigte på opbygningen af et administrativt apparat til registrering og bedømmelse af skaderne, medens det foresloges overladt senere lovgivning at tage stilling til, hvilke forholdsrelger der skulle træffes med henblik på dækning af opståede krigsskader, herunder i hvilket omfang der af staten skulle ydes dækning for sådanne skader, og i hvilket omfang og rækkefølge dækning af skaderne skulle ske.

Udvalgets mindretal bestående af finansministeriets repræsentant ville foretrække, at der oprettes forsikringsordninger i lighed med ordningerne under den sidste krig.

Da det overvejende flertal af de organisationer m. v., der til handelsministeriet afgav erklæring over udvalgets betænkning, gik ind for mindretallets synspunkter, fandt handelsministeren det hensigtsmæssigt, at der udarbejdedes udkast til en lovgivning, der hviler på forsikringsmæssige principper. Det oprindelige udvalg blev herefter suppleret med repræsentanter for en række organisationer, og udvalget fremkom i 1966 med et udkast til forslag til lov om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre samt bemærkninger hertil.

På baggrund af den brede tilslutning hos organisationerne, det på forsikringsmæssige principper hvilende lovudkast havde opnået, var det fundet rigtigst at fremsætte dette udkast som lovforslag.

Ved 1. behandlingen blev lovforslaget mødt med velvilje af regeringspartiernes ordførere, selv om disse fandt, at der var en lang række enkeltheder, man burde underkaste en nøjere bedømmelse under det kommende udvalgsarbejde.

Derimod var hverken Holm Tved (S) eller Poul Dam (SF) særlig begejstret for forslaget. Efter deres opfattelse var lovforslaget bygget op på et forkert princip. I stedet for at være baseret på forsikringsprincippet og på forsikringsselskaberne burde det have været bygget op på en sådan måde, at det blev en samfundsopgave at yde erstatning eller foretage genopbygningen, eventuelt dog med en vis præmiebetaling via skatterne.

Efter 1. behandlingen henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg, i hvis betænkning handelsministeren med hele udvalgets tiltrædelse stillede en lang række ændringsforslag. Disse er i hovedtræk omtalt foran.

Et flertal i udvalget repræsenterende regeringspartierne indstillede lovforslaget til vedtagelse med de foreslåede ændringer.

Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer) kunne derimod ikke give tilslutning til lovforslagets vedtagelse og udtalte følgende i udvalgets betænkning:

Mindretallet kan principielt ikke tiltræde lovforslaget, men opfordrer handelsministeren til at fremsætte nyt lovforslag hvilende på skattesystemet og henviser i denne forbindelse til den af det af handelsministeren nedsatte udvalg af 1. december 1959 afgivne foreløbige betænkning om opgørelse og dækning af krigsskader, siderne 34-37.

Som begrundelse herfor skal anføres følgende:

Den forsikringsmæssige ordning vil efter mindretallet opfattelse medføre unødige administrative omkostninger for de forsikrede og give befolkningen en falsk tryghedsfølelse, som ikke kan tilgodeses, dersom Danmark igen skulle blive inddraget i — eller ramt af — krigshandlinger i større omfang.

Det er da også erkendt, at man må se den kendsgerning i øjnene, at staten kan komme ind i billedet, dersom store skader forekommer. Mindretallet mener derfor principielt, at det er rimeligt, at samfundet som helhed bærer de økonomiske byrder ved krigsskader, og at krigsforsikringsordningen vil være mere kompliceret og dermed mere byrdefuld for store dele af befolkningen end en ordning, der hviler på skattesystemet.

Mindretallet erkender, at lovforslaget med de ændringer, der siden fremsættelsen er stillet, har forbedret forslaget, men kan af de ovenfor anførte grunde ikke medvirke til forslagets endelige gennemførelse."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 85 stemmer mod 67 (S og SF).