Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget beslutter i medfør af grundlovens § 16, at justitsminister Knud Thestrup skal tiltales for rigsretten, fordi han har givet folketinget vildledende oplysninger om, i hvilket omfang der bliver foretaget registrering af personer som følge af deres politiske virksomhed, jfr. lov om ministres ansvarlighed § 5, stk. 2.

Tiltalen omfatter følgende forhold:

1) Svar til Kurt Brauer i folketingets spørgetid den 23. oktober 1968 (sp. 758 f).

2) Skriftligt svar til Kjær Rasmussen af 15. november 1968 (sp. 1797 f).

3) Svar til Kjær Rasmussen i folketingets spørgetid den 27. november 1968 (sp. 1942).

4) Udtalelserne under 1. behandling af forslag til lov om ændring af borgerlig straffelov. (Forbud mod registrering af politisk tilhørsforhold i efterretningsøjemed) den 14. februar 1969 (sp. 4048 f).

5) Udtalelserne under 1. behandling af forslag til lov om ændring af borgerlig staffelov. (Forbud mod registrering af politisk tilhørsforhold i efterretningsøjemed) den 22. oktober 1969 (sp. 581 f)."

I bemærkningerne til forslaget anførtes følgende:

„I en regeringserklæring af 30. september 1968 siges følgende:

„Regeringen har i dag besluttet, at registrering af danske statsborgere ikke længere må finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed."

Efter regeringserklæringens hele indhold er det tydeligt, at det hermed tilkendegives, at registreringspraksis ændres afgørende i forhold til, hvad der hidtil skulle være gældende.

I overensstemmelse hermed har justitsminister Knud Thestrup svaret i folketinget i de tilfælde, der er nævnt i forslaget.

Erklæringen kan tydes på flere måder. Imidlertid er den blandt folketingets medlemmer blevet opfattet som en tilkendegivelse om, at der ikke længere finder nogen politisk registrering sted i politiets efterretningstjeneste.

Som illustration nævnes følgende: Den mangeårige radikale ordfører i efterretningssager (Else-Merete Ross) den 9. oktober 1968: „Politiets registrering af menneskers politiske tilhørsforhold skal nu til min store glæde ophøre...." (sp. 403).

SFs ordfører (Poul Dam) 22. oktober 1969: „Der er ingen parlamentarisk mulighed for at ændre den praksis, at registrering er ophørt" (sp. 589). Den socialdemokratiske ordfører (Kjeld Olesen) under forespørgselsdebatten den 20. november 1969: „.... de såkaldte hemmelige kartoteker, som den nuværende regering ... fik afskaffet sidste år", (sp. 1349).

Disse citater illustrerer, at den regeringserklæring, som i folketinget er viderebragt af justitsministeren, er blevet opfattet derhen — således som dens ordlyd fuldt ud berettiger til — at et menneskes politiske overbevisning ikke udgør noget tilstrækkeligt registrerings- grundlag.

Baggrunden for det foreliggende forslag er, at denne fortolkning er i strid med efterretningstjenestens praksis, idet det gennem justitsministerens offentlige udtalelse i november måned d. å. har vist sig, at efterretningstjenestens parlamentarisk ansvarlige øverste chef mener, at „alle, der er ude på overdrevet, bliver registreret".

Under forespørgselsdebatten den 20. november d. å. udtalte justitsministeren, at han hermed sigtede til personer, „der er under rimelig mistanke for ulovlig politisk virksomhed, herunder naturligvis først og fremmest voldelig omstyrtelse af forfatningen el. lign." (sp. 1396). Videre hedder det: „.... Hvor begynder den rimelige mis- tanke? Dér vil jeg gerne sige, at der ofte er et stykke vej, før en mistanke kan føre frem til bevisligheder, der er så gode, at de kan bære en tiltale. Det er imidlertid klart, at hvis efterretningstjenestens virksomhed overhovedet skal kunne opfylde sit formål, kan man ikke nøjes med at påbegynde sager, der straks på forhånd er så oplagte, at man kan rejse tiltale i dem" (sp. 1422). Realiteten er altså den, at politiets efterretningstjeneste foretager registrering ikke blot på grundlag af ulovlig politisk virksomhed, men på grundlag af politiets mistanke om, at en vis politisk virksomhed — (venstresocialistisk aktivitet?) — er ulovlig.

Muligvis kan den samlede regering drages til ansvar; men vi har begrænset forslaget til justitsministeren, fordi det i særlig grad måtte påhvile denne, der i folketinget har været stillet over for talrige spørgsmål om registreringspraksis siden den 30. september 1968, at redegøre for, at den praksis, der siges at være indført den 30. september 1968, ikke på afgørende måde er i strid med den indtil da fulgte praksis, jvf. særlig den daværende justitsministers udtalelser i folketinget den 21. maj 1964 (sp. 5291 f).

Gennem sine udtalelser i folketinget har ministeren vildledt tingets medlemmer, idet disse fejlagtigt har antaget, at politisk registrering er ophørt, mens registreringspraksis fortsat går ud på, at „alle, der er ude på overdrevet, bliver registreret."

Forslaget blev ved 1. behandling afvist af justitsministeren, som henviste til regeringserklæringen af 30. september 1968, og som gentog sin tidligere erklæring om, „at kun de, som er ude på overdrevet, registreres, d. v. s. de, der er under rimelig mistanke for ulovlig politisk virksomhed, herunder naturligvis først og fremmest voldelig omstyrtelse af forfatningen el. lign." Endvidere blev forslaget ubetinget afvist af alle andre partiers ordførere bortset fra Hanne Reintoft (DK), som dels kunne nævne et par yderligere tilfælde, hvor justitsministeren efter hendes opfattelse havde vildledt folketinget, dels rej - ste spørgsmålet, om rigsretsinstitutionen overhovedet var i live mere. Gert Petersen (SF) mente at måtte konstatere, at en vis form for politisk registrering fortsat fandt sted, men hvis man ville disse registreringer til livs, måtte det ske ad politisk vej. Han fandt det meget lidt betryggende at skulle overlade definitionen af begrebet „rimelig mistanke om ulovlig politisk virksomhed" til efterretningstjenestens chefer og til regeringen, og han så gerne på en eller anden måde kontroludvalget inddraget til belysning af spørgsmålet.

Forslaget henvistes til behandling i et udvalg, som afgav følgende betænkning:

„Udvalget har holdt 4 møder og har herunder haft samråd med justitsministeren, der har givet en orientering om efterretningstjenestens virksomhed og har besvaret forskellige spørgsmål.

Justitsministeren har gjort udvalget bekendt med indholdet af justitsministeriets instruks af 30. november 1953 til chefen for politiets efterretningstjeneste. Endvidere er udvalget blevet gjort bekendt med det den 30. september 1968 udfærdigede tillæg til instruks for efterretningstjenesten, hvis ordlyd er som følger:

„Registrering af danske statsborgere må ikke finde sted alene på grundlag af lovlig politisk virksomhed."

Dette tillæg blev fremsendt til efterretningstjenesten med en skrivelse, i hvilken det hedder:

„Tidligere reagistrerede oplysninger af den i tillægget omhandlede art skal snarest muligt tilintetgøres."

Justitsministeren har oplyst, at efterretningstjenesten har afsluttet denne revision af registrene. Det udskilte materiale er destrueret.

På et spørgsmål fra udvalget har ministeren oplyst, at politiets efterretningstjeneste ikke i de sikkerhedsundersøgelser, som på begæring foretages for f. eks. udenrigsministeriet og forsvarsministeriet, meddeler oplysninger, der er udelukket fra registrering i medfør af tillægget til instruksen.

Efter de førte drøftelser finder udvalget intet grundlag for en rigsretstiltale mod justitsministeren.

Udvalget indstiller herefter forslaget til forhastelse."

Med baggrund i afsløringen af kommunikationsknudepunktet i Kejsergade og en eventuel grundlovsstridig virksomhed dér udviklede 2. behandlingen sig til en længere debat, om hvis nærmere forløb må henvises til folketingets forhandlinger sp. 4892 ff. Foruden partiernes ordførere og justitsministeren deltog følgende i debatten: statsministeren, J. O. Krag (S), Henry Christensen (V), Aksel Larsen (V) og Sigs- gaard (VS).

Under debatten fremsatte først Gert Petersen (SF) følgende torslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget beslutter at nedsætte et udvalg på 17 medlemmer, der skal undersøge, om efterretningstjenesterne holder sig grundlovens bestemmelser efterrettelig, og som eventuelt udarbejder forslag til foranstaltninger til varig sikring heraf, fortsætter tinget behandlingen af det foreliggende beslutningsforslag."

Dette forslag blev senere under debatten taget tilbage af forslagsstilleren.

Dernæst foreslog Kjær Rasmussen (VS) følgende motiverede dagsordensforslag:

„Idet folketinget konstaterer, at regeringen ikke har givet oplysninger om et eventuelt grundlovsbrud i forbindelse med Kejsergade- centralens oprettelse og funktion og heller ikke har givet oplysninger om den praksis, hvorefter danske statsborgere registreres i hemmelige kartoteker, fortsætter tinget behandlingen af den foreliggende sag."

På de tre regeringspartiers vegne stillede Langhilde (KF) følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget beslutter at nedsætte et udvalg på 17 medlemmer til at overveje, hvorvidt der i forbindelse med efterretningstjenesternes virksomhed måtte være grundlag for at rejse rigsretssag mod nogen tidligere eller nuværende minister, fortsætter tinget behandlingen af den foreliggende sag."

Under debatten stillede Sigsgaard (VS) endvidere forslag om, at venstresocialisternes forslag til beslutning om rigsretstiltale mod justitsministeren blev tilbagevist til fornyet udvalgsbehandling.

Endelig stillede Aksel Larsen (SF) et ændringsforslag til det af regeringspartierne stillede dagsordensforslag, således at der efter ordene „måtte være grundlag for at rejse rigsretssag mod nogen tidligere eller nuværende minister" tilføjedes ordene: „eller mod andre".

Efter forhandlingens afslutning foretoges følgende afstemninger:

Ændringsforslag af Aksel Larsen til forslaget om motiveret dagsorden af Langkilde forkastedes med 84 stemmer mod 53 (S, SF og VS); 1 medlem (DK) tilkendegav, at hun hverken stemte for eller imod.

Forslag om motiveret dagsorden af Langkilde vedtoges enstemmigt med 136 stemmer; 2 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Hermed bortfaldt det af Kjær Rasmussen stillede forslag om motiveret dagsorden.

Forslaget om at afbryde forhandligen af den foreliggende sag og henvise forslaget til folketingsbeslutning til fornyet behandling i udvalget af Sigsgaard forkastedes med 130 stemmer mod 2 (VS); 1 medlem (DK) tilkendegav, at hun hverken stemte for eller imod.

Forslaget til folketingsbeslutning om rigsretstiltale mod justitsminister Knud Thestrup forkastedes med 129 stemmer mod 3 (VS og DK).

Udvalget til behandling af spørgsmålet om, hvorvidt der i forbindelse med efterretningstjenesternes virlcsomhed måtte være grundlag fog, at rejse rigsretssag mod nogen tidligere eller nuværende minister fik følgende sammensætning: Poul Schlüter, Hanne Budtz, Jørgen Jensen, Langkilde [formand], Ib Thyregod [næstformand], Henry Christensen, From, Svend Haugaard, Bernhard Baunsgaard, Nordquist, Kjeld Olesen, Camre, Lysholt Hansen, Frode Jakobsen, Helge Nielsen, Gert Petersen og Poul Dam.

Udvalget afgav den 2. juni 1970 en beretning med følgende ordlyd:

„Udvalget blev nedsat efter et den 10. april 1970 af folketinget vedtaget dagsordensforslag, som havde følgende ordlyd:

„Idet folketinget beslutter at nedsætte et udvalg på 17 medlemmer til at overveje, hvorvidt der i forbindelse med efterretningstjenesternes virksomhed måtte være grundlag for at rejse rigsretssag mod nogen tidligere eller nuværende minister, fortsætter tinget behandlingen af den foreliggende sag."

Udvalget har holdt 15 møder.

Udvalget har lagt vægt på at foretage en indgående undersøgelse i henhold til dagsordenens ordlyd og forhandlingerne i folketinget af efterretningsvæsenernes arbejde i relation til de ministre, under hvis ressort de hører, eller som har modtaget oplysninger fra dem.

Udvalget har modtaget de oplysninger, som har været nødvendige til dette arbejde, fra regeringen. En række nuværende og tidligere ministre har givet redegørelser til udvalget og besvaret udvalgets spørgsmål.

Enkelte nuværende og forhenværende tjenestemænd, som har beskæftiget sig tjenstligt med de her henhørende problemer, har sammen med ministrene givet møde i udvalget og besvaret spørgsmål fra udvalget.

Der er i udvalget enighed om at fremhæve den enstemmige opfattelse, at en efterretnings- og varslingstjeneste er nødvendig af sikkerhedsmæssige grunde, og at der må gives efterretningsvæsenet de fornødne arbejdsmuligheder.

Efter udvalgets opfattelse må de arbejdsmuligheder, som åbnes for efterretningstjenesterne mod forsøg på at drive spionage virksomhed på og fra dansk territorium, være således, at der dels kan udføres et effektivt arbejde, dels ikke sker tilsidesættelse af regler, der tilsigter at beskytte den enkelte borgers personlige rettigheder. Det må være den enkelte ministers ansvar gennem de fornødne instrukser til de dem underlagte tjenester at sikre dette.

Det er udvalgets opfattelse på grundlag af de forklaringer, som er afgivet af forsvarsministeren og justitsministeren, at der er afgivet de fornødne instrukser i så henseende. Det er endvidere oplyst gennem udvalgets undersøgelser, at regeringens sikkerhedsudvalg, hvoraf foruden de nævnte ministre statsministeren, udenrigsministeren og ministeren for kulturelle anliggender og for teknisk samarbejde med udviklingslandene samt nedrustningsspørgsmål er medlemmer, i fornødent omfang er blevet orienteret om efterretningstjenesternes arbejde.

Udvalget liar søgt at trænge til bunds i, hvorledes ansvarlige ministre i tidligere regeringer har instrueret tjenesterne, og i hvilket omfang de har sat sig ind i efterretningstjenesternes arbejde. Gennem de forklaringer, som de forhenværende justitsministre Hans Hækkerup og K. Axel Nielsen har afgivet i udvalget, synes det klarlagt, at de ved deres tiltræden har sat sig nøje ind i denne deres virksomhed og i deres ministertid nøje fulgt med i alle væsentlige problemer, som er opstået på dette område. De tidligere forsvarsministres forhold har det ikke været muligt at undersøge på samme måde, da begge disse — Poul Hansen og Victor Gram — er afgået ved døden. De forklaringer, som er afgivet af tjenestemænd, som har samarbejdet med disse ministre på efterretningsmæssige områder, synes dog at vise, at både Poul Hansen og Victor Gram nøje har fulgt den militære efterretningstjenestes arbejde og gennem deres beslutninger og instrukser taget ansvaret for arbejdet i det omfang, som det må være den ansvarlige ministers pligt.

Et flertal (udvalget med undtagelse af socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) har under sit arbejde fået den opfattelse, at de ledende tjenestemænd i efterretningstjenesterne i henhold til tjenesternes arbejdsgrundlag har orienteret de ansvarlige ministre om efterretningstjenesternes arbejde og søgt ministrenes afgørelser på områder, hvor afgørelser må træffes af den politisk ansvarlige minister.

Flertallet finder grund til at fremhæve, at når en sådan politisk afgørelse én gang er truffet af en minister, må de pågældende tjenestemænd anse denne afgørelse for fortsat gældende, uanset om der sker ministerskifte eller regeringsskifte, når der ikke ved disse skifter kan antages at være sket nogen ændring i den politik, som føres på dette område.

Spørgsmålet om, hvorvidt der gennem efterretningstjenesternes arbejde er sket nogen krænkelse af de regler i lovgivningen, som tilsigter at beskytte den enkelte borgers personlige rettigheder, har været genstand for udvalgets indgående undersøgelse. I den offentlige diskussion har dette spørgsmål især været rejst i relation til kommunikationsknudepunktet i Kejsergade under forsvarets centralradio.

Den af folketingets ombudsmand den 19. marts 1970 afgivne redegørelse giver en beskrivelse af oprettelsen af denne virksomhed og af de finansielle og ansvarsmæssige problemer, som stod i forbindelse hermed. Udvalget kan til redegørelsen føje, at centralen påbegyndte sin virksomhed den 1. juli 1965 efter en række drøftelser og forberedelser gennem de foregående år, at det som af folketingets ombudsmand fremhævet ikke var en i princippet ny aktivitet, og at virksomheden blev standset af forsvarsministeren i oktober 1969. Forsvarsministeren har over for udvalget erklæret, at han ikke kendte centralen i Kejsergade og dens funktion før den offentlige omtale af den, og at han ikke har ønske om. at søge en tilsvarende virksomhed oprettet.

Det er klargjort gennem udvalgets undersøgelser, at der ikke gennem centralens virksomhed er sket eller har kunnet ske nogen krænkelse af nogen borgers personlige rettigheder, som er beskyttet i lovgivningen, først og fremmest grundlovens § 72. Udvalget har med bistand af juridisk ekspertise undersøgt rækkevidden af bestemmelsen i grundlovens § 72 med henblik på, om denne bestemmelse også måtte antages at yde beskyttelse til andre. Afgørelsen af dette spørgsmål må principielt være et domstolsanliggende. Udvalget finder grund til at fremhæve, at grundlovens bestemmelser om friheds- oe menneskerettighederne er skabt for at tilgodese et behov for indskrænkning af statsmagtens kompetence over for enkeltpersoner, som ellers i fuldt omfang ville være undergivet statens overhøjhed, og som ikke har andre beskyttelsesmuligheder end dem, som lovgivningen og danske domstole yder.

Uanset at spørgsmålet om rækkevidden af grundlovens § 72 ikke kan anses at være entydigt afklaret, er det udvalgets opfattelse, at de foranstående synspunkter har spillet en betydelig rolle i forbindelse med kommunikationsknudepunktets oprettelse og virksomhed. Udvalget mener derfor, at det ikke kan fastslås, at der gennem kommunikationsknudepunktets oprettelse og virksomhed er sket en krænkelse af beskyttelsesreglerne i grundlovens § 72, som kan give grundlag for tiltalerejsning mod nogen minister eller tjenestemand. For så vidt angår tjenestemændene, er der i denne forbindelse grund til på ny at fremhæve, at det må antages, at deres handlinger også for denne specielle sags vedkommende har været dækket af den ansvarlige minister. De tidligere ministre J. O. Krag, Viggo Kampmann, Per Hækkerup, Hans Hækkerup, K. Axel Nielsen og K. Lindberg har over for udvalget erklæret, at de ikke har haft kendskab til den virksomhed, som fandt sted i kommunikationsknudepunktet, og udvalget har ikke — heller ikke ved den af to medlemmer på udvalgets vegne foretagne gennemgang af samtlige referater af sikkerhedsudvalgenes møder i tiden fra 1953-1970 — fundet grundlag for at anfægte dette.*)

*) Regeringens sikkerhedsudvalg bestod, indtil regeringsskiftet i 1968, af statsministeren, udenrigsministeren, justitsministeren, forsvarsministeren, udenrigsministeriets direktør, departementscheferne i justitsministeriet og forsvarsministeriet samt af cheferne for politiets efterretningstjeneste og forsvarets efterretningstjeneste.

På grundlag af de af udvalget foretagne undersøgelser finder man grund til om den bevillingsmæssige praksis, som har været fulgt gennem årene på efterretningstjenestens område, at bemærke følgende.

Det budgetmæssige grundlag, der ikke har været specificeret for de enkelte virksomheder, ligesom den særlige revisionsordning har været godkendt på regeringsplan gennem, så vidt udvalget kan se, hele den periode, hvor forsvarets centralradio har eksisteret.

Der er ikke gennem denne budget- og revisionsmæssige ordnings etablering og praktisering gennem årene begået noget pligtstridigt, som kan bebrejdes nogen minister. Da forholdet blev gjort til genstand for fornyet overvejelse i 1961 på foranledning af revisionsde- partementet, besluttedes det i 1961 af medlemmer af regeringen, at ordningen skulle fortsætte. De investeringsudgifter, som har været anvendt inden for forsvarets centralradio, har ikke altid været medtaget i de årlige budgetter, men dette må antages at være sket med regeringernes billigelse. Spørgsmålet nævnes senest — sammen med revisions- og konteringsproblemer — i et notat udfærdiget 10. november 1967 med henblik på statsministerens besøg i forsvarets centralradio. Besøget, der var fastsat til den 1. december, fandt på grund af den politiske situation i forbindelse med den britiske devaluering ikke sted, og tidligere statsminister Krag har over for udvalget oplyst, at han ikke har fået notatet i hænde. Det er af den tidligere statsminister oplyst, at spørgsmålet ikke har været drøftet mellem ham og den daværende forsvarsminister. Udvalget finder ikke, at det budget- og revisionsmæssige forhold kan danne grundlag for nogen kritik, når hensyn tages til de forhold, hvorunder opbygningen af virksomheden er sket.

Udvalget finder ej heller for det budget- og revisionsmæssige forholds vedkommende grundlag for at indstille, at der rejses tiltale ved rigsretten mod nogen tidligere minister.

Et mindretal (socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) kan tilslutte sig den af flertallet afgivne beretning og dens hovedkonklusioner, bortset fra følgende punkter:

1) Mens også mindretallet deler den opfattelse, at de to tidligere forsvarsministre Poul Hansen og Victor Gram i almindelighed har fulgt den militære efterretningstjenestes arbejde nøje og er blevet orienteret af de pågældende tjenestemænd, finder mindretallet, at arbejdets art synes at indebære, at kommunikationen af og til bliver så spinkel, at den vanskeliggør den parlamentarisk nødvendige kontrol fra politisk ansvarlig side.

Mindretallet må udtale sin forundring over, at statsministrene i perioden 1960-70 alle har måttet oplyse, at de har været uvidende om forberedelserne og oprettelsen af kommunikationsknudepunktet eller dets funktion, at sagen ikke på noget tidspunkt ses at være behandlet af de skiftende regeringers sikkerhedsudvalg, og at ej heller den nuværende forsvarsminister modtog nogen orientering, før „Kejsergade-sagen" opstod.

2) Mindretallet ønsker til bemærkningen om, at forsvarsministeren har oplyst, at han ikke har ønske om at søge en virksomhed som Kejsergade-centralen oprettet, at udtale sin tilfredshed hermed, idet den uklarhed, der i nogen grad kan siges at være gældende i forholdet mellem denne virksomhed og grundlovens § 72, i endnu stærkere grad er gældende i forhold til andre lovbestemmelser.

3) Mindretallet føler sig ikke dækket af bemærkningen om, at den af kommunikationsknudepunktet udøvede aktivitet „ikke var en i princippet ny aktivitet", idet sætningen må anses for at være i bedste fald ganske irrelevant."