Luk

Luk
Luk

Luk

B 7 Folketingsbeslutning om offentlig forebyggende børnetandpleje.

Samling: 1969-70
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Folketingsbeslutningen — hvis tekst blev omformuleret under folketingets behandling — har i sin endelige form følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til — efter forudgående forhandlinger med de kommunale organisationer — at fremsætte forslag til lov om offentlig forebyggende børnetandpleje."

I sin oprindelige form havde forslaget følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om offentlig forebyggende børnetandpleje efter de retningslinjer, der er angivet i betænkning nr. 427/1966 om offentlig forebyggende børnetandpleje".

Forslaget var ledsaget af følgende bemærkninger:

„I 1959 nedsatte indenrigsministeren en kommission med den opgave at overveje problemerne i forbindelse med fremtidige børnetandplejeordninger. En enig kommission afgav „Betænkning om offentlig forebyggende børnetandpleje" i 1966 (nr. 427/66) indeholdende forslag til lov om obligatorisk indførelse af børnetandpleje gennem en opbygningsperiode og med statstilskud på 50 pct. af lønudgifterne til de kommunalt drevne klinikker.

Ifølge oplysninger på tandlægernes årskongres i januar 1970 vil der efter 1. april 1970 til trods for kommunesammenlægningerne være 35-40 pct. skolesøgende børn, der ikke inden for en overskuelig tid vil få tandpleje, medmindre kommunerne får pligt til at indføre offentlig børnetandpleje.

Hvis staten ikke — som angivet i betænkningen — for tiden vil kunne yde et tilskud på 50 pct. af lønudgifterne, må vi med hensyn til tilvejebringelsen af et økonomisk grundlag for tandplejeordningen henvise til de af socialdemokratiet stillede forslag til folketingsbeslutning, bl.a. vedrørende skattegrundlagstilskud og fastlæggelse af opgavefordeling med henblik på tilvejebringelse af en statslig tilskudsordning".

Forslaget blev mødt med megen velvilje fra alle sider i folketinget. Indenrigsministeren oplyste, at man i ministeriet var gået i gang med at udarbejde lovforslag om en obligatorisk børnetandplejeordning efter de retningslinjer, der er indeholdt i betænkningen fra 1966. Når der endnu ikke var fremsat lovforslag, skyldtes det, at sagen havde været stillet i bero på grund af kommunalreformens gennemførelse og overvejelser vedrørende den ændrede byrdefordeling mellem stat og kommuner. Det var hensigten at udforme forslaget på en sådan måde, at udgifterne bæres uden refusion af staten, men lovforslaget skulle naturligvis nærmere forhandles med de kommunale myndigheder og andre interessegrupper.

Sin endelige form fik forslaget efter et ændringsforslag, som i udvalgets betænkning blev stillet af hele udvalget, og som var tiltrådt af indenrigsministeren. Af betænkningen fremgår det, at forhandlingerne mellem ministeren og de kommunale organisationer muligvis vil blive påbegyndt allerede i juni måned 1970, og at udvalget forventer, at ministeren på baggrund af disse forhandlinger vil kunne fremsætte forslag til lov om offentlig forebyggende børnetandpleje.

Ved 2. (sidste) behandling blev forslaget til folketingsbeslutning i den ændrede affattelse vedtaget enstemmigt med 131 stemmer.
Partiernes ordførere
Karl Max Rasmussen (S), Ulla Worm (KF), Anna Sejerøe-Olsen (V), Ejnar Amtoft (RV) og Ove Munch (SF)