Loven er bl. a. en følge af, at de nye tjenestemandslove og loven om statsstøtte til visse private skoler af henholdsvis 18. og 19. juni 1969 har gjort en revision af tilskudsbetingelserne i friskoleloven og loven om statstilskud til de private realskoler aktuel. I forbindelse hermed er gennemført forskellige andre
ændringer, bl. a. ajourføringer af reglerne samtidig med, at bestemmelserne om friskolerne og de private realskoler er arbejdet sammen i én lov; en række af bestemmelserne gælder tillige hovedskolerne ved de private gymnasieskolers hovedskoler. Loven indeholder endvidere bestemmelser om de private realskoler og om hjemmeundervisning. De hidtidige særregler om tysksproget privatundervisning i de sønderjyske landsdele ophæves.

Af lovens almindelige bestemmelser, som indeholdes i kapitel 1 (§§ 1-7) skal nævnes, at børnehaveklasser kan oprettes ved friskolerne og de private realskoler, uden at det som hidtil kræver forudgående godkendelse (§§ 1 og 2). Det er imidlertid en forudsætning, at oprettelsen sker efter de samme regler, som gælder for folkeskolen, og at det sker i tilslutning til en 1. klasse.

Den hidtidige adgang for en friskole til at henvise sine elever til undervisning i en anden skole i det 7. skoleår er udvidet til også at omfatte elever i det 6. skoleår (§ 1).

Der indføres regler om specialundervisning. Herefter kan friskoler og private realskoler efter de regler, der er fastsat herom for folkeskolen, indrette specialundervisning på hold eller som enetimer eller i særlige tilfælde med undervisningsministerens godkendelse i specialklasser. Skolerne kan endvidere henvise elever til specialundervisning ved en anden privat skole eller ved hjemstedskommunens skolevæsen. Kommunen skal yde vederlagsfri specialundervisning og skolepsykologisk bistand inden for de rammer, der er fastsat i skoleplanen. (§ 4).

I § 6 er indført regler om anerkendelse af private realskoler, der i det væsentlige svarer til de hidtidige regler for meddelelse af eksamensret.

Ved kapitel 2 om tilsyn (§§ 8-11) udvides de tilsynsregler, som hidtil har været gældende for friskoler, til også at omfatte hovedskolens 1.-7. årgang ved de private realskoler og de private gymnasieskoler.

Der indføres ministerielt tilsyn med de private skolers 8., 9. og 10. klasser.

Reglerne om muligheden for at vælge en stedlig tilsynsførende til at varetage det offentlige tilsyn med skolerne ændres, bl. a. således at afgørelsen af, hvorvidt tilsynet skal indrettes på denne måde, alene beror på forældrekredsen.

Kapitel 3 om tilskud (§ 12) indebærer visse ændringer i tilskudsbetingelserne, navnlig for så vidt angår kravene til elevtal og til aflønning af lærerne.

Kravene til elevtal er skærpet i forhold til den hidtidige ordning. For så vidt angår børnehaveklasser og 8.-10. årgang samt kursusklasser på private realkursus lempedes bestemmelserne noget under folketingets behandling. Bestemmelserne om de nødvendige elevtal fik i deres endelige formulering følgende ordlyd:

„a) 1.-7. årgang: Som gennemsnit af de seneste tre finansår mindst 10 elever pr. klasse og mindst 20 elever i alt. En fuldt udbygget skole skal have mindst 2 klasser. Kravet om mindst 20 elever i gennemsnit gælder fra og med det andet skoleår, i hvilket en skole har været i virksomhed.

b) Børnehaveklasser: Mindst 10 elever pr. klasse som et gennemsnit af de seneste tre finansår.

c) 8.-10. årgang og kursusklasser på private realkursus: Som gennemsnit af de seneste tre finansår mindst 10 elever pr. klasse. Beregningen foretages under ét for disse årgange. Kursusklasser på private realkursus skal som gennemsnit af de seneste tre finansår have mindst 10 elever pr. klasse. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde fravige disse elevtalskrav."

Ledere og lærere skal efter bestemmelsen lønnes efter de regler, der gælder for aflønning i den offentlige skole. Dette system med bunden indplacering af lærerne — som allerede tidligere har været gældende for de private realskoler — overføres hermed til friskolerne og de private eksamensskolers hovedskoleafdeling. Som følge af dette indplaceringssystem vil en række andre bestemmelser, der gælder for lærerne i den offentlige skole, f. eks. bestemmelser om lærernes arbejdstid osv., blive overført til også at gælde for disse private skoler.

Bestemmelserne i kapitel 4 om hjemmeundervisning (§§ 13 og 14) viderefører i princippet de hidtil gældende regler herom.

Kapitel 5 om efterlønskassen (§ 15) svarer i formen til tilsvarende bestemmelser i andre love fra de senere år og tilsigter ikke ændringer i forhold til de hidtidige bestemmelser.

Loven har ifølge § 16 virkning fra den 1. april 1970.

Paragraffen indeholder endvidere overgangsbestemmelser, som giver bestående mindre skoler ret til fortsat at modtage statstilskud, selv om de ikke kan opfylde lovens krav til elevtal, såfremt de kan opfylde Íriskolelovens hidtidige krav hertil. Der gives endvidere undervisningsministeren bemyndigelse til i et vist omfang at fravige kravet om elevtal i 1.-7. årgang. Bestemmelserne lempedes yderligere under folketingets behandling af hensyn til ældre, små skoler.

Lovforslaget fik ved 1. behandling en positiv modtagelse af alle ordførerne, som fandt det væsentligt, at de frie skoler fremdeles anerkendtes som et væsentligt led i uddannelsessystemet.

Medens mange af lovforslagets bestemmelser måtte anses for forbedringer, var der dog også bestemmelser, som gav anledning til kritik og ønske om ændringer.

En del af disse ønsker — bl. a. vedrørende kravene til elevtal — blev imødekommet ved ændringsforslag, stillet af undervisningsministeren i udvalgets betænkning. De væsentligste af disse er omtalt i det foregående.

Af betænkningens indhold skal i øvrigt anføres følgende:

„.... Spørgsmålet om muligheden for at yde tilskud fra det offentlige til udgifter til befordring af elever i private skoler har været drøftet i udvalget. Udvalget henstiller til ministeren at optage forhandlinger med kommunerne om gennemførelse af en ordning, hvorefter kommunerne yder tilskud til disse udgifter i samme omfang som til eleverne i den offentlige skole....

.... Det er efter udvalgets opfattelse af den største betydning, at der sikres eleverne i private skoler adgang til tilstrækkelig og kvalificeret specialundervisning, jfr. lovforslagets § 4, og udvalget forventer, at bestemmelserne herom udbygges og administreres på en sådan måde, at alle børn får adgang til den hjælp, der af samfundsmæssige og pædagogiske grunde må anses for ønskelig. Udvalget har med glæde noteret sig den positive holdning til dette spørgsmål, som er kommet til udtryk i en henvendelse fra de kommunale organisationer. I denne forbindelse udtaler udvalget håbet om, at det vil være muligt at gennemføre en ordning, hvorefter en privat skole for elevens hjemstedskommunes regning kan henvise en elev til specialundervisning i en anden skole i den kommune, hvori den private skole er beliggende. Herved undgås, at eleven — som det nu ofte vil være tilfældet — må tilbagelægge store afstande i skoletiden for at opnå en fornødne specialundervisning, ofte med uheldige økonomiske, tidkrævende og pædagogiske konsekvenser.

Udvalget finder, at det bør være naturligt, at elev-sociale og faglig-pædagogiske ydelser, der står til rådighed for den offentlige skoles elever, i samme omfang og på samme økonomiske grundlag stilles til rådighed for eleverne i de private skoler, og henstiller til ministeren at være opmærksom på dette spørgsmål...."

Et mindretal (Poul Dam (SF)) kunne efter omstændighederne tiltræde lovforslaget, som ikke kunne udskydes længere.

Han nærede dog en vis frygt for, at de frie skoler i praksis ikke ville få reel mulighed for at give den undervisning, de ønskede at give. Man måtte derfor følge disse skolers forhold nøje i de nærmeste år for at sikre den reelle skolefrihed og om muligt finde frem til en bedre løsning.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 146 stemmer.