Luk

Luk
Luk

Luk

L 87 Lov om ændring af forskellige lovbestemmelser med 21 års aldersgrænser.

Af: Justitsminister K. Thestrup (KF)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 579 af 19-12-1969
Loven har sammenhæng med den omtalte lov om ændring af myndighedsloven (Myndighedsalderen). Ved denne lov nedsættes myndighedsalderen fra 21 år til 20 år. Ved nærværende lov nedsættes en række 21 års aldersgrænser i den øvrige lovgivning, som skønnes at have en sådan sammenhæng med myndighedsalderen, at de bør følge denne. Den vigtigste bestemmelse er, at ægteskabsloven af 1969 ændres således, at grænsen for forældres samtykke til ægteskab bliver 20 år i stedet for 21 år.

Lovforslaget var en genfremsættelse af et i folketingsåret 1968-69 fremsat forslag (se folketingsårbogen 1968-69 s. 564).

Ved 1. behandling rejste Kofoed (V) spørgsmålet om nedsættelse til 20 år af et par af de grænser på 21 år, der ikke blev nedsat. Det drejede sig om grænsen for at erhverve dykkerbevis og grænsen for at blive fiskeskipper af 2. grad. Poul Dam (SF) ønskede en individuel vurdering af hvert enkelt tilfælde. I nogle tilfælde ville det føre til, at 21 års reglen blev bevaret, i andre tilfælde at man gik længere ned end 20 år. Det fremgår af det nedsatte udvalgs betænkning, at udvalget har drøftet en række af de aldersgrænser på 21 år, der ikke blev nedsat ifølge forslaget. Grænsen for dykkerbevis og fiskeskipper af 2. og 3. grad på 21 år er således drøftet. Argumentationen for at bevare 21 år har man ikke fundet overbevisende, og det henstilles, at spørgsmålet om en nedsættelse til 20 år ved en senere lejlighed tages op til overvejelse. Udvalget har endelig drøftet aldersgrænsen på 21 år i straffelovens § 228, stk. 2. Denne bestemmelse fastsætter straf af fængsel indtil 4 år for den, der tilskynder eller bistår en person under 21 år til at søge erhverv ved kønslig usædelighed, samt den, der medvirker til en persons befordring ud af riget, for at denne i udlandet skal drive erhverv ved kønslig usædelighed eller benyttes til sådan usædelighed, når den befordrede person er under 21 år eller uvidende om formålet. Det er oplyst, at bestemmelsen er anvendelig over for erhvervsmæssig beskæftigelse af modeller til optagelse af pornofilm, hvori der indgår optagelse af egentlige kønsakter. På denne baggrund har justitsministeriet ment at måtte modsætte sig, at aldersgrænsen nedsættes til 20 år. Da udvalget finder, at argumentationen for ikke at nedsætte aldersgrænsen til 20 år i overensstemmelse med nedsættelsen af myndighedsalderen ikke er særlig overbevisende, henstiller man, at spørgsmålet om en nedsættelse tages op til overvejelse i forbindelse med en kommende revision af straffeloven.

Ved 2. behandlingen fandt Poul Dam (SF) anledning til, i tilknytning til spørgsmålet om en nedsættelse af aldersgrænsen i § 228, stk. 2, til 20 år, at udtale, at det viste, hvilke arbejdsforhold der fandtes mellem regering og folketing. Justitsministeren lovede, at det rejste spørgsmål ville blive taget op, når straffeloven blev revideret i forbindelse med den gennemgang af straffeloven, der for øjeblikket fandt sted.

Ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 134 stemmer.
Partiernes ordførere
Poul Dalsager (S), Hanne Budtz (KF), Niels Anker Kofoed (V), Erik Hansen (RV), Poul Dam (SF) og Erik Sigsgaard (VS)