Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om kontinentalsoklen (se side 232).

Ved folketingsbeslutningen meddeler folketinget sit samtykke til, at Danmark ratificerer den i København den 28. januar 1971 undertegnede overenskomst mellem kongeriget Danmark og Forbundsrepublikken Tyskland om afgrænsning af den kontinentale sokkel under Nordsøen.

Udenrigsministeren redegjorde i sin fremsættelse for udviklingen i den sag, der havde fundet sin afslutning ved den ovennævnte aftale.

Efter at folketinget i 1963 havde givet tilslutning til ratifikationen af sokkelkonventionen af 1958, indledtes forhandlinger med Forbundsrepublikken Tyskland — hvori senere også Holland deltog — om afgrænsningen af sokkelområderne. Tyskland, som ikke havde ratificeret sokkelkonventionen, kunne herunder ikke anerkende, at konventionen var udtryk for gældende folkeret og dermed bindende også for lande, der ikke havde ratificeret. Man gjorde fra tysk side gældende, at det i konventionen indeholdte ligeafstandsprincip ville føre til et for Forbundsrepublikken ubilligt resultat.

Efter at forhandlingerne var endt resultatløst, indbragtes sagen for Den internationale Domstol, hvis dom gik ud på, at konventionens ligeafstandsprincip ikke var bindende for Tyskland, og at der ikke eksisterede noget andet afgrænsningsprincip, der ubetinget skulle finde anvendelse.

På grundlag af dommen førtes herefter fornyede forhandlinger mellem de tre lande, og overenskomsten er udtryk for det kompromis, som blev resultatet af forhandlingerne.

Om den nærmere afgrænsning må henvises til konventionens tekst. Det område, der ved boringer foretaget af den danske bevillingshaver havde vist sig lovende, er ved forhandlingerne sikret Danmark. Endvidere er det lykkedes at opretholde den danske bevillingshavers interesser i et område syd for den nye grænse i umiddelbar tilslutning til det lovende område.

Alle ordførere i folketinget med undtagelse af Sigsgaard (VS) kunne give tilslutning til overenskomstens ratifikation ud fra den betragtning, at den var udtryk for det efter omstændighederne bedst mulige resultat. Morten Lange (SF) dog med særdeles kritiske bemærkninger om domstolens afgørelse og Tysklands indstilling.

Forslaget vedtoges ved anden (sidste) behandling enstemmigt med 130 stemmer; 2 medlemmer (VS) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.