Luk

Luk
Luk

Luk

L 96 Lov om ændring af lov om udlån til yngre landmænd.

Af: Landbrugsminister Henry Christensen (V)
Samling: 1970-71
Status: Stadfæstet
Lov nr. 183 af 28-04-1971
Efter 1. behandling henvist til samme udvalg som forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme, se side 247.

Efter loven om udlån til yngre landmænd af 1967, jfr. lovbekendtgørelse nr. 365 af 5. august 1970, kan der til yngre førstegangsetablerede landmænd ydes et kursudligningslån, der svarer til kurstabet på et tænkt 30-årigt 5 pct. obligationslån, hvis hovedstol udgør 20 pct. af indtil 600.000 kr. af ejendommens handelsværdi.

Ved nærværende lov forhøjes kursudligningslånet med 50 pct. Denne forhøjelse sker ved, at det tænkte lån, der ligger til grund for låneudmålingen, forhøjes fra 20 pct. til 30 pct. af handelsværdien, for så vidt angår ejendomme, der er erhvervet 1. april 1971 (oprindeligt foreslået 1. juni 1971) eller senere.

Loven indeholder endvidere en ændringsbestemmelse, hvorefter kursudligningslånet kan rykke for pantesikkerhed for driftskreditter, der oprettes, efter at kursudligningslånet er ydet. Efter den hidtidige lov var der alene hjemmel til at respektere bestående pantesikkerhed for driftskreditter på tidspunktet for kursudligningslånets ydelse.

Landbrugsministeren udtalte i sin fremsættelse bl. a., at den hidtidige låneordning havde virket godt og været til stor hjælp for de nyetablerede landmænd. Da tilgangen af unge til landbruget stadig var i tilbagegang, og da kapitalbehovet var stigende, var det fundet rimeligt at foreslå den nævnte forhøjelse af kursudligningslånet.

Den hidtidige lovs bestemmelser om driftskreditter havde i praksis medført mindre heldige konsekvenser.

Lovforslaget fremsattes samtidig med de i det foregående omtalte forslag til lov om ændring af lov om landbrugsejendomme (se side 247), forslag til lov om statens udlån til jordbrugsmæssige formål og forslag til lov om tilskud til investeringer i landbrugets produktionsbygninger. De nævnte forslag behandledes til dels sammen i folketinget og henvistes til samme udvalg, som i øvrigt tillige fik det i det følgende omtalte forslag til lov om fastsættelse af kapitelstakster til behandling.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 122 stemmer mod 1 (VS).
Partiernes ordførere
Chr. Thomsen (S), Niels Ravn (KF), Søren Jensen (V), Erik Hansen (RV), Morten Lange (SF), Svend Erik Kjær Rasmussen (VS) og Hanne Reintoft (DKP)