Luk

Luk
Luk

Luk

L 69 Lov om ændring af skattekontrolloven.

Af: Finansminister Henry Grünbaum (S)
Samling: 1972-73
Status: Stadfæstet
Lov nr. 177 af 21-03-1973
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven er sammen med lov om ændring af merværdiafgiftsloven. (Kontrolbestemmelser m. v.) (se under A. 1. 15), et forsøg på at bekæmpe skatte- og afgiftsunddragelser.

Loven medfører, at finansministeren efter indstilling fra ligningsrådet kan fastsætte regler om det regnskabsmæssige grundlag for de regnskaber, der skal indsendes til skattemyndighederne. Dette gælder bl. a. for det regnskabsmæssige grundlag vedrørende repræsentationsudgifter. Endvidere indebærer loven en udbygning af det allerede eksisterende samarbejde mellem toldmyndigheder og skattemyndigheder. Lovens sigte på dette punkt er, at disse myndigheder bør have de samme kontrolbeføjelser og bør kunne bistå hinanden i deres kontrolfunktioner, bl. a. ved udveksling af oplysninger.

I tilknytning til dette gav finansministeren i bemærkningerne til det fremsatte lovforslag udtryk for, at skattekontrollovens § 6, stk. 2 og 3 fremover vil blive praktiseret efter sin ordlyd. Dette indebærer, at ligningsmyndighederne — ligesom toldmyndighederne — får adgang til at foretage eftersyn på stedet. Et sådant eftersyn vil herefter kunne gennemtvinges ved politiets hjælp uden retskendelse, hvis formålet med eftersynet ellers forspildes.

Loven indebærer i øvrigt, at det gøres strafbart at give urigtige oplysninger til brug ved skatteberegningen, f. eks. ved at give forkerte oplysninger om tilbageholdt A-skat.

Endelig indeholder loven enkelte andre bestemmelser, hvorom henvises til lovforslagets bemærkninger.

Loven træder i kraft den 1. juli 1973.

Under folketingets behandling af lovforslaget beskæftigede man sig især med spørgsmålet om skattevæsenets eftersyn af en persons regnskaber på hans bopæl eller i hans forretningslokaler. Om dette hedder det i udvalgsbetænkningen:

"Udvalget har med finansministeren drøftet spørgsmålet om den politimæssige bistand i tilfælde, hvor der nægtes adgang til at foretage eftersyn på stedet, jfr. skattekontrollovens § 6, stk. 2, 3 og 4.

Man er enig om, at indhentning af retskendelse ikke skal ske, hvor formålet med eftersynet derved vil forspildes, som f. eks. i tilfælde, hvor eftersynet er led i en krydsrevision o. lign. Udvalget henstiller i øvrigt, at justitsministeriets udvalg om forvaltningsmyndigheders adgang til uden for strafferetsplejens område at foretage ransagninger snarest muligt fremkommer med forslag til en lovgivning herom."

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 149 stemmer.
Partiernes ordførere
Søren Jensen (S), Hans Kjær (KF), J. E. Foged (V), Gunnar Jensen (RV) og Sigurd Ømann (SF)