Luk

Luk
Luk

Luk

L 100 Finanslov for finansåret 1. april 1976-31. marts 1977.

Af: Finansminister Knud Heinesen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. B 2 af 31-03-1976
Lov nr. B 2 af 31. marts 1976.

Efter 1. behandling henvist til finansudvalget.

Efter 2. behandling henvist til fornyet udvalgsbehandling.

Finanslovforslaget udviste ved fremsættelsen samlede indtægter på drifts-, anlægs- og udlånsbudgettet til et beløb af ca. 66,8 milliarder kr. og udgifter til et beløb af ca. 77,0 milliarder kr., hvilket under hensyntagen til nettokapitaludgifter på ca. 2,7 milliarder kr. ville give et kasseunderskud på ca. 12,9 milliarder kr.

De tilsvarende tal i den vedtagne finanslov blev: indtægter ca. 67,0 milliarder kr., udgifter ca. 79,3 milliarder kr., nettokapitaludgifter ca. 2,6 milliarder kr. og kasseunderskud ca. 14,9 milliarder kr.

Ved fremsættelsen gennemgik finansministeren hovedposterne i og forudsætningerne for det fremsatte finanslovforslag. Forinden fremsatte han dog som indledning følgende udtalelser:

„Det finanslovforslag, jeg fremsætter i dag, fastholder og viderefører den økonomiske politik, som 5 partier enedes om under tingets septembersamling. Hovedpunktet i dette forlig var at fastlægge en langsigtet økonomisk politik, der kunne bringe os igennem den dybtgående krise i produktion og beskæftigelse, som vi står over for — ikke blot herhjemme, men i alle de vestlige industrilande. Der var enighed om, at vi i første omgang måtte sætte ind med kraftige konjunkturstimulerende indgreb for i hvert fald at skære toppen af arbejdsløsheden i denne vinter. Den næste fase, som, efter hvad vi har forudset, stort set må dække finansåret 1976-77, er præget af en videreførelse af de foranstaltninger til fremme af beskæftigelse og investering, som vi har iværksat i år. Samtidig har der været enighed om, at når konjunkturerne bedres, skal vi være klar til at bremse op, således at vi kan bevare en genvunden økonomisk stabilitet. Et bidrag hertil vil være, at vi, blandt andet igennem de aftalte besparelser, sikrer en rolig udvikling i den offentlige sektor."

Ved finanslovforslagets 1. behandling talte foruden de foran nævnte ordførere Lysholt Hansen (S), Johan Nielsen (S), Kaj Poulsen (S), Maisted (FP) og Poulsgaard (FP) og foruden finansministeren talte ligeledes ministeren for Grønland samt ministeren for skatter og afgifter.

Efter afslutningen af 1. behandling overgik finanslovforslaget til 2. behandling og henvistes til finansudvalget.

Den af finansudvalget afgivne betænkning indeholdt i et bilag de af ministrene afgivne svar på de af udvalget stillede spørgsmål, hvorimod der ikke i betænkningen var stillet ændringsforslag.

Betænkningen indeholdt i øvrigt følgende indstilling:

„Herefter indstiller udvalget finanslovforslaget for 1976-77 til vedtagelse ved 2. behandling, men fremhæver, at der med afgivelsen af nærværende betænkning ikke fra nogen side i udvalget er taget stilling til den endelige udformning af de enkelte paragraffer. Partiernes stilling til finanslovforslaget og de enkelte dele af dette vil som i tidligere år afhænge af det videre udvalgsarbejde, herunder de ændringsforslag, der stilles til lovforslaget ved dets 3. behandling."

Uden for betænkningen var der dog af Kristine Heltberg (SF) og Ebba Strange (SF) stillet ændringsforslag om forhøjelse af tilskuddet til børns og unges ophold i daginstitutioner og om opførelse af et tilskud til Danske Studerendes Fællesråd. Disse ændringsforslag forkastedes dog ved lovforslagets 2. behandling.

Efter 2. behandling af finanslovforslaget henvistes dette på ny til finansudvalget, der afgav en tillægsbetænkning med 306 ændringsforslag fra ministrene og 969 ændringsforslag fra forskellige mindretal.

Uden for tillægsbetænkningen var der stillet 82 ændringsforslag af finansministeren samt 13 ændringsforslag af forskellige mindretal.

3. behandling af finanslovforslaget blev på grund af de mange ændringsforslag meget omfattende. Under forhandlingen om ændringsforslagene fremsatte Kaj Hansen (DKP) følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget opfordrer regeringen til

at fremsætte forslag, der kan forhindre, at den omkostningsbestemte leje i private udlejningsejendomme udløser nye huslejeforhøjelser den 1. april og senere,

at fremsætte forslag, der giver Boligselskabernes Landsbyggefond yderligere 125 mill. kr. til driftsstøtte for boligafdelinger med økonomiske vanskeligheder,

at fremsætte forslag til ændring af rentesikringen, således at aftrapningen sker med 0,5 pct. pr. år og stoppes ved en rente, der svarer til den, der var gældende, da loven blev gennemført, ca. 9 pct.,

fortsætter tinget behandlingen af finansloven."

Dette dagsordensforslag blev ved den påfølgende afstemning forkastet med 142 stemmer mod 11 (DKP og VS), medens 5 medlemmer (SF) hverken stemte for eller imod.

Efter afstemningen om ændringsforslagene blev lovforslagets 3. behandlings fortsættelse stillet i bero, og finanslovforslaget henvistes til fornyet behandling i finansudvalget.

Fortsættelsen af finanslovforslagets 3. behandling blev ret omfattende, hvortil kom, at der i debatten inddroges en mængde emner, hvorom der blev stillet en række forslag om motiverede dagsordener. Således fremsatte Kjeld Olesen (S) følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet tinget konstaterer, at aftalen mellem regeringen og Christiania udløber 1. april, og henviser til ministerens redegørelse af 19. februar d.å.,

opfordrer tinget regeringen til at gennemføre den vedtagne rømning af området uden unødvendig forsinkelse.

Tinget fortsætter herefter behandlingen af forslaget til finanslov."

Hertil stillede Kurt Brauer (SF) følgende ændringsforslag:

„Efter ordet „udløber" indsættes i stedet for resten:

„i indeværende år, opfordrer tinget regeringen til at indgå en ny aftale om fristaden Christianias fortsatte eksistens.

Tinget fortsætter herefter behandlingen af forslaget til finanslov."

Senere stillede Wilhjelm (VS) følgende ændringsforslag:

„Efter ordet „forsinkelse" indsættes:

„hvorunder det betragtes som en selvfølge, at rømning ikke indledes, så længe retssagen løber.""

Yderligere fremsattes om samme emne to forslag:

Poul Schlüter (KF) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget bekræfter sin beslutning i dagsordenen af den 10. april 1975 om Christianias rømning,

fortsætter tinget behandlingen af finanslovforslaget."

Senere fremsatte Brusvang (CD) følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Folketinget konstaterer, at beboerne på Bådsmandsstrædes kaserne Christiania ikke har ønsket at forhandle om en afvikling.

Folketinget bekræfter herefter sin beslutning af 10. april 1975 og opfordrer følgelig regeringen til den 1. april 1976 at tage de fornødne retslige og andre skridt til afviklingens iværksættelse, således at afviklingen derefter gennemføres ufortøvet uden anden forsinkelse eller opsættelse end den, der følger af processuelle forskrifter eller er uafviselig nødvendig for opgavens praktiske løsning.

Herefter fortsætter tinget behandlingen af forslaget."

Ved den efter forhandlingernes afslutning følgende afstemning foretoges følgende:

Ændringsforslag af Kurt Brauer (se foran) til forslag om motiveret dagsorden af Kjeld Olesen (se foran) forkastedes med 153 stemmer mod 13 (SF og VS).

Ændringsforslag af Wilhjelm (se foran) til forslag om motiveret dagsorden af Kjeld Olesen (se foran) forkastedes med 147 stemmer mod 19 (SF, DKP og VS).

Forslag til motiveret dagsorden af Kjeld Olesen (se foran) vedtoges med 100 stemmer (S, V og RV) mod 65 (FP, SF, KrF, DKP, CD og VS), medens 1 medlem (Ingomar Petersen) hverken stemte for eller imod.

Hermed bortfaldt det af Poul Schlüter og det af Brusvang stillede forslag om motiveret dagsorden (vedrørende Christiania) (se foran).

Vedrørende andre emner fremsattes følgende forslag om motiveret dagsorden:

Svend Andersen (Roske. a.) (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget konstaterer,

at regeringens hensigter med hensyn til det offentliges udgiftspolitik ikke er i overensstemmelse med, hvad folketingets flertal har givet udtryk for,

fortsætter tinget behandlingen af sagen."

Kurt Hansen (VS) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget konstaterer, at hovedfunktionen af finansloven er at skærpe den økonomiske, politiske og ideologiske undertrykkelse af arbejderklassen og dermed bane vejen for flere indkomstpolitiske løsningsforsøg på den kapitalistiske krise,

pålægges det regeringen

1) ikke at gribe ind i de kommende overenskomstforhandlinger,

2) ikke at kriminalisere den fysiske blokade som kampform, hvad enten det sker administrativt gennem ændring af politivedtægten eller ved en ændring af straffeloven,

3) ikke at gribe ind over for interne forhold i fagbevægelsen, sådan som det f. eks. er sket over for Sømændenes Forbund.

Herefter fortsætter tinget den videre behandling af finansloven."

Freddy Madsen (DKP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget udtrykker sin beklagelse af, at grundlovens bestemmelser om ret til arbejde ikke er opfyldt,

opfordrer det regeringen til — inden 30 dage — at iværksætte planerne til igangsættelse af offentlige arbejder

og erklærer, at det fælles mål er at sikre alle arbejdende mennesker retten til et meningsfyldt arbejde.

Tinget fortsætter dermed behandlingen af finanslovforslaget."

Brusvang (CD) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Folketinget

1) fremhæver det ønskelige i, at den retsusikkerhed, der endnu består efter debatten om blokadesagerne, bringes ud af verden, samt

2) bemærker, at justitsministeren i skrivelse til folketingets retsudvalg af 25. marts 1976 har fremsendt en formulering med henblik på ændring af politivedtægten, som skønnes egnet til løsning af problemet,

3) folketinget opfordrer derfor regeringen ved justitsministeren til snarest at tage et initiativ, som er i principiel overensstemmelse med ovenstående,

hvorefter tinget fortsætter behandlingen af finanslovforslaget."

Wamberg (FP) fremsatte følgende forslag om motiveret dagsorden:

„Idet folketinget tager afstand fra de voldelige metoder og den indespærring, som socialministeren har billiget over for Vietnambørnene, og konstaterer, at socialministerens embedsførelse også på andre punkter har givet anledning til berettiget kritik,

opfordrer folketinget socialministeren til at træde tilbage.

Tinget fortsætter herefter behandlingen af forslaget til finanslov."

Efter forhandlingernes afslutning foretoges vedrørende disse forslag følgende afstemninger:

Forslag om motiveret dagsorden af Svend Andersen (Rosk. a.) (se foran) forkastedes med 140 stemmer mod 22 (FP).

Forslag om motiveret dagsorden af Kurt Hansen (se foran) forkastedes med 145 stemmer mod 19 (SF, DKP og VS).

Forslag om motiveret dagsorden af Freddy Madsen (se foran) forkastedes med 145 stemmer mod 15 (SF og DKP), medens 4 medlemmer (VS) hverken stemte for eller imod.

Forslag om motiveret dagsorden af Brusvang (vedrørende blokade) (se foran) forkastedes med 83 stemmer mod 74 (V,FP, KF og CD) medens 9 medlemmer (KrF) hverken stemte for eller imod.

Forslag om motiveret dagsorden af Wamberg (se foran) forkastedes med 142 stemmer mod 23 (FP), medens 1 medlem (Abel) hverken stemte for eller imod.

Finanslovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 116 stemmer (S, V, RV, KrF, CD samt Haunstrup Clemmensen (KF) og Lembourn (KF) mod 33 (FP, DKP og VS), medens 17 medlemmer (SF og 8 medlemmer af KF) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Erling Olsen (S), Henning Christophersen (V), Svend Andersen (FP), Grethe Philip (RV), Poul Dam (SF), Hagen Hagensen (KF), Bent Honoré (KrF), Freddy Madsen (DKP), Jes Schmidt (CD) og Preben Wilhjelm (VS)