Luk

Luk
Luk

Luk

L 81 Lov om ændring af postloven.

Af: Minister for offentlige arbejder Niels Matthiasen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 60 af 25-02-1976
Efter 1. behandling henvist til udvalget om offentlige arbejder.

Loven bevirkede en stigning i portoen for breve, postkort, tryksager, pakker, postanvisninger m.v.

De seneste generelle takstforhøjelser trådte i kraft pr. 15. juni 1974. Beregningerne, som lå forud for takstforhøjelserne, blev imidlertid foretaget i oktober 1973.

Der blev dengang forudset et underskud i postsektoren på ca. 175 mill. kr. i 1973-74 og ca. 330 mill. kr. i 1974-75.

De faktiske regnskabsresultater for de omhandlede to finansår blev for postsektorens vedkommende et underskud på 175,1 mill. kr. i 1973-74 og 197,2 mill. kr. i 1974-75. Merindtægter pa ca. 192 mill. kr. som følge af de pr. 15. juni 1974 gennemførte takstforhøjelser kunne således ikke afbøde et underskud i postsektoren i 1974-75.

Merindtægterne som følge af loven skulle blive ca. 218,1 mill. kr. årligt.

Ud over forhøjelse af de ved lov fastsatte posttakster oplyste ministeren for offentlige arbejder, at det var hans hensigt også at forhøje visse administrativt fastsatte takster (småpakker, postgiro m.v.). Dette skulle give en årlig merindtægt på ca. 56,2 mill. kr.

I udvalgets betænkning stillede fremskridtspartiet ændringsforslag om, at portoen for dagblade og andre aviser forhøjes, således at den dækker de faktiske udgifter.

Det konservative folkeparti stillede ændringsforslag om mindre forhøjelser end de af ministeren for offentlige arbejder foreslåede.

Begge ændringsforslag blev forkastet ved 2. behandling.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 112 stemmer mod 14 (KF, DKP og VS).
Partiernes ordførere
Normann Andersen (S), Jens Jacobsen (V), Leif Glensgård (FP), Niels Henrik Gydemark (RV), Poul Dam (SF), Johannes Burgdorf (KF), Svend Erik Sørensen (KrF), Villy Fuglsang (DKP), Jes Schmidt (CD) og Nana Mikkelsen (VS)