Luk

Luk
Luk

Luk

B 1 Folketingsbeslutning om forsvarsordningens videreførelse.

Af: Justitsminister Orla Møller (S)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. behandling henvist til forsvarsudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget bemyndiger forsvarsministeren til indtil 31. marts 1981 at videreføre forsvarsordningen af 1973 med de justeringer, der fremgår af bilaget."

I det i folketingsbeslutningen nævnte bilag er anført de økonomiske rammer og de personeltal, der foreslås at være gældende indtil 31. marts 1981. Bilaget havde følgende indhold:

„Notat om videreførelse af forsvarsordningen af 1973.

Forudsætninger:

1. De økonomiske rammer for forsvarsudgifterne fastsættes i perioden indtil 31. marts 1981 til 5.547 mill. kr. årligt (forsvarsbudgettet for 1976-77 i niveau april 1976).

Udover nævnte beløb tilgodeses hjemmeværnet i forlìgsperioden med indtil 32 mill. kr. (niveau april 1976).

Udgifterne ved gennemførelsen af værnepligtsløn på grundlag af finansudvalgets godkendelse i aktstykke nr. 420 af 19. maj 1976 afholdes udover ovennævnte ramme med de i aktstykket angivne beløb.

2. Forsvarsudgifterne undergives — som hidtil — reguleringer på grundlag af udviklingen i lønninger og priser.

3. En udvidelse af opgaverne for forsvaret i forbindelse med fiskeriinspektion, forureningsbekæmpelse og lignende samt fredsbevarende operationer under Forenede Nationer tilgodeses gennem øget ressourcetildeling i påkrævet omfang.

Indhold:

Uændrede styrkemål, uændret tjenestetid for værnepligtige og uændret struktur af forsvaret i forhold til forsvarsordningen af 1973.

Personel:

Officerer/musikere ...................................................... ca. 5.800
Øvrigt militært personel, ekskulsive værnepligtigt
personel, men inklusive kadetter................................. ca. 15.500
Værnepligtigt personel (mandår)................................. ca. 13.100
Civile............................................................................ ca. 6.950

I alt............................................................................... ca. 41.350

Personellet ved NATO-depoter i Danmark, hvis lønning refunderes af brugernationen, holdes uden for normtallene.

Forsvarsministeren vil kunne foretage ændringer og tilpasninger mellem de enkelte personelkategorier inden for forsvarets samlede personaleloft."

Ved folketingsbeslutningen gennemføres i princippet en videreførelse af den forsvarsordning, der blev tiltrådt af folketinget ved lov nr. 214 af 26. april 1973 om ændring af lov om forsvarets organisation m.v. og om ændring af lov om forsvarets personel.

Forsvarsordningen bygger herefter som den gældende hidtidige forsvarsordning på Danmarks medlemskab af NATO, herunder uændrede opgaver for forsvaret.

I den skriftlige fremsættelse anførte ministeren bl.a. følgende:

„Det fremsatte forslag har til formål gennem visse mindre justeringer på det økonomiske og det personelmæssige område af gældende forsvarsordning at fastsætte en forsvarsordning for perioden 1. april 1977-31. marts 1981.

Justeringerne har som grundlag de praktiske erfaringer, forsvaret har indhøstet i tiden fra 1. april 1973, og i vurderingen af behovet for justeringer er endvidere indgået udviklingen på det sikkerhedspolitiske og det økonomiske område.

Forslaget forudsætter, at dansk forsvars- og sikkerhedspolitik fortsat bygger på dansk medlemskab af NATO, og der lægges som hidtil den største vægt på den fornødne planlægning i fredstid for modtagelse af allierede forstærkninger på dansk område til støtte for forsvaret af Danmark.

Regeringen støtter bestræbelserne, herunder de initiativer, der er taget fra NATOs side, på at fremme afspændingen mellem Øst og Vest. Det må imidlertid erkendes, at selv om visse resultater er opnået på det politiske område, har der ikke hidtil kunnet registreres nogle tilsvarende resultater inden for den militære afspændingsproces.

På baggrund af den foreliggende sikkerhedspolitiske situation finder regeringen, at det nuværende forsvarsforlig bør afløses af en ny forsvarsordning. For at sikre en rolig udvikling og størst mulig stabilitet er perioden fastsat til 4 år.

Regeringen har i sit forslag forudsat, at der ikke sker ændringer i den gældende forsvarslov, hvilket er ensbetydende med, at styrkemålene og forsvarets struktur forbliver uændret, ligesom forsvarets opgaver, som disse er anført i betænkningen over forsvarslovene af 1973, opretholdes. Tilsvarende vil tjenestetidens længde blive opretholdt uændret.

Den nuværende opdeling af forsvarets personel ikke blot på værnene, men også på en række personelkategorier, har vist sig uhensigtsmæssig. Dette foreslås ændret på den måde, at værnenes nuværende personeltal sammenlægges og herunder inddeles i færre personelkategorier. Herved vil der være tilvejebragt en betydelig fleksibilitet på personelområdet. Det foreslås endvidere, at der herudover bliver mulighed for ændringer og tilpasninger mellem de enkelte personelkategorier inden for forsvarets samlede personaleloft.

Den økonomiske ramme for finansåret 1966-77 foreslås i princippet videreført for de enkelte år i omtalte periode.

Forslaget vedrørende de økonomiske rammer har haft som forudsætning, at en udvidelse af opgaverne for forsvaret i forbindelse med fiskeriinspektion, fredsbevarende operationer under FN, forureningsbekæmpelse og lignende tilgodeses gennem øgede ressourcetildelinger i påkrævet omfang. Der er yderligere tilgodeset et eventuelt behov hos hjemmeværnet i forbindelse med en øget tilgang af frivillige.

Rammerne dækker endvidere behovet for økonomiske midler til værnepligtslønnen, som i maj 1976 blev besluttet indført."

Efter at ændringsforslag fra henholdsvis FP og VS (uden for betænkning) var forkastet, blev forslaget til folketingsbeslutning ved 2. behandling vedtaget med 125 stemmer mod 22 (SF, DKP, RV og VS) medens 6 (DR) hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Poul Søgaard (S), John Arentoft (FP), Arne Christiansen (V), Poul Schlüter (KF), Niels Bollmann (CD), Gert Petersen (SF), Villy Fuglsang (DKP), Niels Helveg Petersen (RV), Bent Honoré (KrF), Ib Christensen (DR) og Kurt Hansen (VS)