Luk

Luk
Luk

Luk

B 22 Forslag til folketingsbeslutning om ejerlejligheder.

Af: Kaj Hansen (DKP), Freddy Madsen (DKP) og Tove Jørgensen (DKP)
Samling: 1976-77 (2. samling)
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag mod opdeling af ejendomme i ejer- eller anpartslejligheder samt forbud mod salg af allerede udstykkede, men ikke tidligere solgte lejligheder."

Om baggrunden for forslaget, der fik sin endelige udformning ved 2. (sidste) behandling efter et i betænkningen af DKP og VS stillet ændringsforslag, hedder det i de ledsagende bemærkninger:

„Ændring af loven om ejerlejligheder, der blev gennemført ved lov nr. 59 af 25. februar 1976, har medført en vild og uhæmmet spekulation i salg af ejerlejligheder. Den gennemsnitlige fortjeneste ved salg af en ejerlejlighed er nu ca. 125.000 kr. Priserne overstiger ofte nybyggeriets priser. Lånemarkedet belastes med unødvendige lån, og lejerne må betale for omfattende moderniseringer, som kommer ejerne til gode ved salg af lejlighederne. Tilbudspligten, der skulle give beboerne mulighed for at overtage ejendomme, er helt illusorisk, og lejerne fuppes og trues i mange tilfælde til at fraflytte deres lejligheder. Tusindvis af lejligheder står tomme, fordi ejerne holder dem tilbage med senere salg for øje. Det eneste rigtige vil være nu at gennemføre det foreslåede forbud."

Forslaget kom til behandling sammen med forslag til lov om ændring af lov om ejerlejligheder (A.I. 2. saml. nr. 19), forslag til lov om ændring af lov om ejerlejligheder (af Kirsten Jacobsen, FP, m. fl.) (A.II. 2. saml. nr. 29), forslag til lov om ændring af lov om midlertidig regulering af boligforholdene og forslag til lov om ændring af lov om boligsikring (A. I. 2. saml. nr. 20 og 21). Boligudvalget afgav samlet betænkning over ovennævnte forslag.

Ved 2. (sidste) behandling blev forslaget forkastet, idet 22 medlemmer (SF, DKP, DR og VS) stemte for, medens 134 stemte imod. Ingen medlemmer stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Winnie Russell (S), Kirsten Jacobsen (FP), Henning Christophersen (V), Keld Andersen (KF), Ernst Prehn (CD), Kaj Hansen (DKP), Ib Bjørn Poulsen (SF), Niels Mølgaard (DR), Niels Helveg Petersen (RV), Jens Møller (KrF) og Preben Wilhjelm (VS)