Luk

Luk
Luk

Luk

B 74 Forslag til folketingsbeslutning om beskatning af fortjeneste og tab ved salg eller anden afståelse af aktier og anparter

Samling: 1979-80 (2. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Forslaget havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at udarbejde forslag til lov om beskatning af fortjeneste og tab ved salg eller anden afståelse af aktier og anparter efter følgende retningslinier:

1. Fortjeneste og tab ved afhændelse som led i næring eller inden forløbet af 2 år fra erhvervelsen beskattes som almindelig indkomst og således, at den gennemsnitlige anskaffelsesværdi lægges til grund efter samme regler som hidtil, dog at fortjeneste ved salg af tegningsrettigheder sættes til det beløb, tegningsretten indbringer.

2. Fortjeneste og tab, der opgøres som særlig indkomst, foretages efter en saldometode, efter hvilken samtlige anskaffelsessummer for aktier og anparter posteres som en samlet saldo, der årligt indeksreguleres efter en på grundlag af pristal fastsat faktor eller overensstemmende med reglerne om beskatning af fast ejendom som særlig indkomst.

Salgssummen fragår i saldo, og en negativ saldo kommer til beskatning, såfremt den ikke er udlignet ved nyinvestering i værdipapirer af nævnte arter. En positiv saldo, der foreligger, når alle værdipapirer af nævnte arter er solgt eller afstået, er fradragsberettiget ved opgørelse af særlig indkomst.

Såfremt den opgjorte indkomst er negativ, kan tab fradrages ved opgørelse af almindelig indkomst.

Der gives adgang til at fremføre tab i såvel særlig som almindelig indkomst i en 15-årig periode, respektive i skatteyders dødsbo.

3. Der indføres en overgangsordning for værdipapirer af de nævnte arter, der ved ordningens ikrafttræden ejes af en skatteyder, således at der gives kompensation for de senere års kraftige inflation, f. eks. ved en indeksering på grundlag af anskaffelsessum respektive kursværdi fem år før nyordningens ikrafttræden.«

I den skriftlige fremsættelse oplyses om baggrunden for forslagets fremsættelse bl. a. følgende:

» ...
Da den nuværende økonomiske situation nødvendiggør initiativer, der kan stimulere kapitaltilførslen til erhvervslivet, og da der er almindelig enighed om, at flere bør være medejere af dansk erhvervsliv, mener forslagsstillerne, at regeringen nu bør fremsætte lovforslag i overensstemmelse med kommissionsbetænkningen.

Udvalget afgav ikke betænkning over forslaget inden folketingsårets udløb.
Partiernes ordførere
Børge Bakholt (S), Anders Christian Poulsen (V), Mogens Glistrup (FP), Hagen Hagensen (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Bernhard Baunsgaard (RV) og Ole Flygaard (DR)