Luk

Luk
Luk

Luk

L 61 Lov om en saltvandssø i Margrethe Kog

Samling: 1982-83
Status: Stadfæstet
Lov nr. 92 af 02-03-1983
Efter 1. behandling henvist til miljø- og planlægningsudvalget.

Ifølge loven bemyndiges miljøministeren til at anlægge en saltvandssø på 225 ha i Margrethe Kog bag det fremskudte dige i Tønder Marsk med det formål at sikre eller genskabe levevilkårene for en række fuglearter. Projektet finansieres med delvis støtte fra De europæiske Fællesskaber.

Af lovforslagets bemærkninger fremgår blandt andet, at siden bygningen af det fremskudte dige er der ved omfattende fugletællinger konstateret markante nedgange i bestanden af langt de fleste træk- og ynglefugle i området i perioden 1981-82.

Under hensyntagen til områdets store nationale og internationale betydning for fuglelivet har miljøministeriet undersøgt mulighederne for at gennemføre foranstaltninger, der kunne afbøde de alvorligste skader på naturforholdene, der er en uundgåelig følge af, at det fremskudte dige med sin placering afskærer en væsentlig del af vaden fra daglige overskylninger med saltvand. Resultatet af disse overvejelser har været, at man fra biologisk sagkyndig side entydigt har peget på, at langt den bedste og mest effektive måde at genskabe levevilkårene for fuglelivet på består i etablering af et stort lavvandet saltvandsområde bag det fremskudte dige.

I udvalgets betænkning har miljøministeren stillet 2 ændringsforslag af teknisk karakter om saltvandssøens størrelse og ordinære drift samt fremsat en række tekniske kommentarer, der relaterer sig til lovforslagets bemærkninger.

Der blev til 3. behandling stillet et ændringsforslag af Dohrmann (FP) om, at der i lovforslagets titel skete en ændring af ordet »saltvandssø« til »brakvandssø«. Ændringsforslaget blev ikke vedtaget.

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget med 80 stemmer mod 62 (KF, V, FP, CD og KrF).
Partiernes ordførere
Karl Nielsen (S), Erik Holst (S), Bo Kristensen (KF), Peder Sønderby (V), Margrete Auken (SF), Helge Dohrmann (FP), Carl Hahn (CD), Tage Dræbye (RV) og Jens Kristian Steffensen (KrF)