Luk

Luk
Luk

Luk

L 64 Lov om en midlertidig formueafgift af visse pensionskapitaler m.v.

Af: Minister for skatter og afgifter Isi Foighel ()
Samling: 1982-83
Status: Stadfæstet
Lov nr. 696 af 21-12-1982
Efter 1. behandling henvist til skatte- og afgiftsudvalget.

Loven går ud på, at livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde m.v. i 1983 skal betale afgift til staten af deres formue. Formueafgiften skal også betales af visse skattebegunstigede opsparingsordninger i pengeinstitutter m.v.

Afgiften skal beregnes med 2,5 pct. af formuen. Formuer, som danner grundlag for aktuelle løbende pensioner, skal friholdes for afgiften derved, at pensioner, som er begyndt at løbe inden 1. januar 1983, friholdes. Pensioner, der begynder at løbe efter denne dato, er derimod omfattet af afgiften.

Formueafgiften omfatter livsforsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde samt ATP, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og den sociale pensionsfond. Endvidere påhviler afgiften indehaverne af visse skattebegunstigede opsparingskonti i pengeinstitutter. Det drejer sig om pensionsopsparingskonti, selvpensiorieringskonti og indekskonti.

Afgiften beregnes af den formue, de forsikrede eller pensionsberettigede har stående i forsikringsselskabet, pensionskassen eller pensionsfonden m.v. ved udgangen af 1982.

For opsparingskontiene i pengeinstitutterne er afgiftsgrundlaget indestående ved udgangen af 1982.

De afgiftspligtige forsikringsselskaber, pensionskasser og pensionsfonde m.v skal indsende en opgørelse til statsskattedirektoratet i midten af juli 1983, henholdsvis 1984. Samtidig skal afgiften indbetales til direktoratet. For de afgiftspligtige kontohavere i pengeinstitutterne skal opgørelse og indbetaling ikke foretages af kontohaverne, men derimod af pengeinstitutterne.

Statsskattedirektoratet kontrollerer de indsendte opgørelser og forelægger eventuelle ændringer af afgiften for ligningsrådet. Ændringer af afgiften kan af de afgiftspligtige indbringes for landsskatteretten og domstolene efter de samme regler, som gælder i skattelovgivningen.

Afgiften opkræves som nævnt hos forsikringsselskaberne, pensionskasserne og pensionsfondene m.v., men den skal bæres af de enkelte forsikringstagere eller pensionskassemedlemmer m.v. Der er derfor fastsat nærmere regler om fordelingen af afgiften.

Ved fremsættelsen af lovforslaget var afgiften bestemt til at gælde i 2 år, men under udvalgsbehandlingen begrænsedes den til 1983 iflg. aftale mellem regeringen og socialdemokratiet (optrykt som bilag til betænkningen, hvortil der henvises).

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 110 stemmer (S, KF, V, CD, KrF og Steenholdt (Grønl.) mod 21 (FP og RV), mens 24 (SF, VS og Barsøe-Carnfeldt (UP)) undlod at stemme.
Partiernes ordførere
Mogens Lykketoft (S), Lars P. Gammelgaard (KF), Anders Christian Poulsen (V), Marianne Bentsen-Pedersen (SF), Bent Stubkjær Pedersen (CD), Mogens Glistrup (FP), Bernhard Baunsgaard (RV), Preben Wilhjelm (VS) og Arne Bjerregaard (KrF)