Luk

Luk
Luk

Luk

B 130 Forslag til folketingsbeslutning om et bioteknologisk forsknings- og udviklingsprogram.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til det særlige udvalg vedrørende teknologi, se side 48.

Efter forslaget til folketingsbeslutning skulle folketinget opfordre regeringen til snarest at fremsætte lovforslag og træffe de nødvendige foranstaltninger til at iværksætte et bioteknologisk forsknings- og udviklingsprogram med følgende målsætninger:

1) styrkelse af bioteknologisk eksport fra Danmark,

2) nedbringelse af forureningen og forbedring af arbejdsmiljøet ved omlæggelse af processer i den kemiske industri,

3) forbedring af folkesundheden og udvikling af produkter med højere næringsværdi og billiggørelse af fødevarer og medicin,

4) etablering af nye levedygtige industrier og økologiske landbrug og

5) styrkelse af de eksisterende virksomheders viden og ressourcer.

Baggrunden for beslutningsforslaget var ifølge den skriftlige fremsættelse, at socialdemokratiet ønskede »en målsætningsdebat omkring bioteknologiske tiltag«.

Ved 1. behandling blev der fra flere sider givet udtryk for sympati for beslutningsforslagets intentioner, men der kunne ikke umiddelbart konstateres noget flertal for en gennemførelse af forslaget i den foreliggende form.

Udvalget afgav en beretning over beslutningsforslaget, hvori bl.a. følgende er anført:

»Et flertal (socialdemokratiets, socialistisk folkepartis og det radikale venstres medlemmer af udvalget) er enige om at opfordre regeringen til inden 1. januar 1987 at fremsætte et forslag til folketingsbeslutning om et bioteknologisk forsknings- og udviklingsprogram for folketinget med baggrund i nærværende beslutningsforslag, regeringens handlingsplan for forskning og udvikling samt »Forslag til bioteknologisk forsknings- og udviklingsprogram for perioden 1987-1996«, af januar 1986, udarbejdet af tre særligt sagkyndige efter anmodning fra henholdsvis industri-, landbrugs- og undervisningsministeriet.«
Partiernes ordførere
Poul Erik Korneliusen (S), Jytte Hilden (S), Per Stig Møller (KF), Jens Skrumsager Skau (V), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Lone Dybkjær (RV), Bente Juncker (CD), Kristen Poulsgaard (FP), Anne Grete Holmsgaard (VS) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)