Luk

Luk
Luk

Luk

B 64 Forslag til folketingsbeslutning om Danmarks Radios styrelse.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til kulturudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed med henblik på at ændre Danmarks Radios styrelse efter følgende retningslinjer:

1. Danmarks Radio ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer.

1 medlem (formanden) udpeges af ministeren for kulturelle anliggender. 7 medlemmer udpeges af folketinget. 1 medlem udpeges af medarbejderne i Danmarks Radio. Folketingsmedlemmer kan ikke være medlemmer af bestyrelsen. Bestyrelsen udpeges for en 4-årig periode. Genvalg er kun mulig én gang.

2. Den daglige drift varetages af direktionen. Direktionen ansættes af bestyrelsen. Alle øvrige ansættelser foretages af direktionen.

3. Der nedsættes et programråd på ca. 30 medlemmer.

Programrådet består af repræsentanter for lytterbevægelsen samt foreninger og organisationer inden for kultur, fritid, politik, erhverv, arbejdsmarked og forbrug. Programrådets opgave er løbende at drøfte programvirksomheden og udøve efterkritik.

4. Amtsprogramrådene opretholdes til varetagelse af den efterkritiske og rådgivende funktion over for regionalradioerne.

5. Klager over programvirksomheden behandles i et klagenævn, der fungerer uafhængigt af Danmarks Radio.

6. Efter indstilling fra Danmarks Radios bestyrelse fastsætter ministeren for kulturelle anliggender licensens størrelse, som endeligt godkendes af folketingets finansudvalg. Licensfastsættelsen gælder for en 4-årig periode. I perioden reguleres licensen alene for pris- og lønudvikling.

7. Loven skal træde i kraft den 1. april 1986.«

Beslutningsforslaget blev behandlet sammen med forslag til folketingsbeslutning om Danmarks Radios styrelse [af Tastesen (S) og Birthe Hansen (SF) m.fl.], se nærmest foregående sag.

Kulturudvalget afgav beretning over forslaget, hvori bl.a. følgende anførtes:

»Et mindretal (det konservative folkepartis, venstres, det radikale venstres og kristeligt folkepartis medlemmer af udvalget) ønsker i den forbindelse at fremhæve, at ministeren for kulturelle anliggender i et svar til udvalget har givet tilsagn om, at lovforslag om ændring af Danmarks Radios styrelse m.v. vil blive fremsat så tidligt som muligt i folketingsåret 1986-87, og at lovforslaget for så vidt angår Danmarks Radios styrelse vil tage udgangspunkt i beslutningsforslag B 64 [dvs. nærværende beslutningsforslag].

Ministeren har endvidere oplyst, at han ønsker at overveje, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at inddrage andre spørgsmål vedrørende Danmarks Radios virksomhed under lovrevisionen.

Et andet mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) opfordrer ministeren til at tage sit udgangspunkt såvel i ovennævnte beslutningsforslag nr. B 60 [dvs. det af S og SF fremsatte beslutningsforslag] som i nærværende beslutningsforslag ved fremsættelse af lovforslag om ændring af Danmarks Radios styrelse m.v.

Mindretallet finder det i strid med god parlamentarisk skik, hvis regeringen fortsat på medieområdet vil søge sine flertal på det snævrest mulige grundlag.«
Partiernes ordførere
Bernhardt Tastesen (S), Flemming Jensen (KF), Helge Sander (V), Ingerlise Koefoed (SF), Jens Bilgrav-Nielsen (RV), Birgith Mogensen (CD), Steen Tinning (VS), Kristen Poulsgaard (FP) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)