Luk

Luk
Luk

Luk

B 69 Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af enlige forsørgeres vilkår.

Samling: 1985-86
Status: Bortfaldet
Efter 1. behandling henvist til socialudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer regeringen til at gennemføre følgende foranstaltninger, herunder foreslå fornødne lovændringer, med det formål at forbedre de enlige forsørgeres vilkår:

1. Der fremsættes lovforslag om en ændring af bistandslovens § 42, således at det sociale udvalg får pligt til at tilbyde enlige forsørgere hjælp efter bestemmelsen senest på det tidspunkt, hvor den pågældende overgår til den nedsatte kontanthjælp efter 9 måneder (§ 37, stk. 4).

2. Det præciseres over for de sociale udvalg, at indsatsen over for enlige forsørgere, der har et særligt behov for rådgivning og vejledning, bør opprioriteres. Der afsættes herudover på forslaget til finanslov en pulje til forsøg, der særligt skal bruges til rådgivning og vejledning samt andre aktiviteter, hvor målgruppen skal være enlige forsørgere.

3. Der udarbejdes regler for, hvornår der foreligger et ægteskabslignende samliv, der udelukker fra retten til visse sociale ydelser som f.eks. forhøjet og ekstra børnetilskud.

4. Der udarbejdes retningslinjer for behandlingen af sager, hvor der opstår tvivl om, hvorvidt modtageren af en social ydelse er »reelt enlig«. Det præciseres i den forbindelse, at udbetaling af sociale ydelser ikke kan standses, før det er godtgjort, at pågældende ikke opfylder betingelserne for at modtage dem.

5. Der udarbejdes retningslinjer gældende for alle forsørgere, hvorefter daginstitutionerne er forpligtet til at tilbyde at passe børn også i lettere sygdomstilfælde, der opstår under barnets ophold i institutionen.

6. Der udarbejdes retningslinjer gældende for alle forsørgere, hvorefter daginstitutionerne er forpligtet til at give lægeordineret medicin til de børn, der opholder sig på institutionerne.

7. Der fremsættes lovforslag om ændring af lov om individuel boligstøtte, således at husstande med børn og lav indkomst, herunder ikke mindst enlige forsørgere, får bedre økonomisk mulighed for at bo i det nyere og lidt dyrere udlejningsbyggeri. Der tænkes herved ikke mindst på en nedsættelse af egenbetalingen efter § 18, stk. 3, kombineret med en forhøjelse af maksimumsbeløbet efter § 22, stk. 1, for den årlige boligsikring samt en forhøjelse af børnetillæggene efter § 21 for den højeste årlige boligudgift, hvoraf boligstøtten kan beregnes.«

Ved 1. behandling syntes der ikke umiddelbart at kunne konstateres et flertal for en gennemførelse af beslutningsforslaget.

Socialudvalget afgav ikke betænkning over beslutningsforslaget.
Partiernes ordførere
Mette Groes (S), Jytte Andersen (S), Lizzie Lichtenberg (KF), Thor Pedersen (V), Birthe Hansen (SF), Aase Olesen (RV), Steen Tinning (VS), Helge Dohrmann (FP) og Arne Bjerregaard (KrF)