Luk

Luk
Luk

Luk

L 79 Forslag til lov om ændring af lov om forsikringsvirksomhed m.v.

(Overførsel af beføjelser til Finanstilsynet og Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Anke).

Af: Industriminister Nils Wilhjelm (KF)
Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 852 af 23-12-1987
Beh sammen med L 78 og L 80-L 85.

Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. behandling.

Ved loven gennemføres Industriministeriets strukturprojekt på forsikringsområdet, hvorved der administrativt er foretaget en sammenlægning af Forsikringstilsynet og Tilsynet med Banker og Sparekasser i Finanstilsynet, der fremtidig påser overholdelsen af lov om forsikringsvirksomhed.

Ved loven overføres endvidere de registreringer af forsikringsselskaber, der hidtil har fundet sted i Forsikringsregistret, til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, således at registret fremover placeres i denne styrelse og føres dér, ligesom styrelsen i medfør af loven udsteder og påser overholdelsen af registreringsmæssige forskrifter.

Loven indeholder endvidere en række konsekvensændringer som følge af den ændrede rekurs- og ankesagsbehandling inden for ministeriets område, jf. herved bl.a. oprettelsen af et Erhvervsankenævn.

Der henvises i øvrigt i det hele til det nedenfor anførte.

Lovforslaget blev behandlet sammen med L 78 og L 80-L 85.

Om baggrunden for denne lovpakke henvises til omtalen heraf under L 78.

Nærværende lovforslag skal herudover specielt ses i sammenhæng med L 80, der ligesom nærværende lovforslag skaber mulighed for sammenlægningen af Tilsynet med Banker og Sparekasser og Forsikringstilsynet i Finanstilsynet. Om baggrunden for denne sammenlægning var der i bemærkningerne henvist til, at der er sket en betydelig udvidelse af aktiviteterne på kapitalmarkedet på tværs af den hidtidige traditionelle områderafgrænsning, jf. i øvrigt betænkning nr. 1108/87 om brancheglidning i den finansielle sektor.

Lovforslaget vedtaget med 114 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD, KRF og FK) mod 8 (FP).
Partiernes ordførere
Erling Olsen (S), Christian Overdal Aagaard (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Birthe Hansen (SF), Svend Heiselberg (V), Hans Larsen-Ledet (RV), Poul Emmert Andersen (CD), Pia Dahl (FP), Preben Møller Hansen (FK) og Kristian R. Kristensen (KrF)