Luk

Luk
Luk

Luk

F 32 Hvilke overvejelser gør regeringen sig på baggrund af redegørelsen om udnyttelse af husdyrgødning og udviklingen i landbrugets kvælstofhusholdning med henblik på at sikre, at målene i handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget kan nås?

Til: Miljø- og energiminister Svend Auken (S) Landbrugs- og fiskeriminister og Henrik Dam Kristensen (S)
Samling: 1995-96
Status: Foretaget
Under forhandlingerne fremsattes følgende:

Forslag om motiveret dagsorden:

D 49. Af Erling Christensen (S), Vibeke Peschardt (RV) og Addi Andersen (CD).

Fremsat ................ FF 4810
Vedtaget ................ FF 4842

D 50. Af Bent Hindrup Andersen (EL).

Fremsat ................ FF 4811
Bortfaldet ............... FF 4842

D 51. Af Christian Mejdahl (V), Henning Grove (KF), Aage Brusgaard (FP) og Ole Donner (DF).

Fremsat ................ FF 4819
Bortfaldet ............... FF 4842

D 52. Af Steen Gade (SF).

Fremsat ................ FF 4825
Bortfaldet ............... FF 4842

Fuld tekst:

D 49. Af Erling Christensen (S), Vibeke Peschardt (RV) og Addi Andersen (CD):

»Idet Folketinget opfordrer regeringen til som led i arbejdet med at realisere målsætningen i vandmiljøplanen for landbruget at

- indsnævre landmandens adgang til at fastlægge det forventede udbytteniveau,

- opgøre kvælstofmængden i husdyrgødningen på basis af normtal,

- stille skærpede krav om bedre udnyttelse af husdyrgødningen i takt med, hvad der er teknisk muligt, jf. beretning fra Udvalget vedrørende en Bæredygtig Landbrugsudvikling,

- udlægge administrationen til amterne af tilskud til miljøvenlige produktionsmetoder i de særligt følsomme landbrugsområder svarende til et forventet årligt bevillingsniveau på ca. 170 mio. kr. fra 1997 og

- styrke indsatsen for økologisk svineproduktion,

anmodes regeringen om årligt at give en vurdering af gødnings- og sædskifteplanernes effektivitet. I 1997 gives i forbindelse hermed en vurdering af de forskellige gødningsformers betydning for udvaskningen.

Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

D 50. Af Bent Hindrup Andersen (EL)

»Idet Folketinget konstaterer,

- at regeringen har truffet beslutning om en række foranstaltninger, hvori indgår en styrkelse af økologisk landbrug som led i arbejdet med at realisere målsætningen i vandmiljøplanen for landbruget,

- at der er brug for yderligere tiltag for at begrænse kvælstofudvaskningen, herunder omlægning til økologisk drift som en del af disse tiltag, og at der indgår en kvælstofover- skudsafgift som en finansieringskilde hertil,

- at iværksatte tiltag samordnes med tiltag til opnåelse af målsætningen om pesticidfrit grundvand,

opfordrer Folketinget regeringen til årligt at foretage en vurdering af og udarbejde en redegørelse om de anvendte styringsinstrumenters effektivitet og forslag til eventuelle ændringer heri for at sikre målsætningens opfyldelse.

Tinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

D 51. Af Christian Mejdahl (V), Henning Grove (KF), Aage Brusgaard (FP) og Ole Donner (DF):

»Idet Folketinget opfordrer regeringen til at afvente virkningen af allerede planlagte og iværksatte miljøkrav over for landbruget, før behovet for eventuelt nye krav vurderes, pålægger Folketinget regeringen at tage initiativer, der kan lette erhvervets omstilling til tidens krav, herunder omstilling til et udvidet EU og til en friere verdenshandel med færre subsidier til fødevareproduktionen ved

- at sænke erhvervets omkostninger,

- at forenkle landbrugets administrative regelsæt,

- at støtte landbrugets egne initiativer om »Godt landmandskab år 2000« og

- at redegøre for konsekvenserne af EU's nitratdirektiv.

Folketinget går herefter over til næste sag på dagsordenen.«

D 52. Af Steen Gade (SF):

»Idet Folktinget konstaterer, at de igangsatte virkemidler til at opfylde vandmiljøplanens mål ikke er tilstrækkelige, opfordrer Folketinget regeringen til

- at skærpe kravene til en bedre udnyttelse af husdyrgødningen bl.a. gennem højere udnyttelsesprocenter,

- at indføre en fast kvote på den enkelte bedrift samt en overforbrugsafgift på kvælstof,

- at styrke indsatsen for at udnytte ådale og lavtliggende områder som »naturens eget kvælstoffilter«,

- at fremme økologisk jordbrug samt årligt at udarbejde en vurdering af de anvendte styringsformers effektivitet.

Herefter går Tinget over til næste sag på dagsordenen.«

Afstemning:

D 49 vedtaget med 59 stemmer (S, SF, RV, EL og CD) mod 38 (V, KF, FP og DF).

D 50, 51 og 52 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Erling Christensen (S), Christian Mejdahl (V), Henning Grove (KF), Steen Gade (SF), Vibeke Peschardt (RV), Addi Andersen (CD), Aage Brusgaard (FP), Bent Hindrup Andersen (EL) og Ole Donner (DF)