Luk

Luk
Luk

Luk

L 113 Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove.

(Investeringsforeninger med få medlemmer).

Af: Skatteminister Svend Erik Hovmand (V)
Samling: 2002-03
Status: Stadfæstet
Beh sammen: L 112 og L 113.

Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer, at bevisudstedende udloddende investeringsforeninger og kontoførende investeringsforeninger med ét eller meget få medlemmer beskattes efter reglerne for investeringsforeninger. Endvidere indebærer loven en præcision af den almindelige definition af en investeringsforening, således at det almindelige krav til medlemstallet i bevisudstedende udloddende investeringsforeninger og kontoførende investeringsforeninger som udgangspunkt sættes til mindst 8.

Loven gennemfører tillige en række stramninger med sigte på, at fåmandsforeninger ikke kan bruges til omgåelse af skattelovgivningen.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at forslaget var en opfølgning på den nuværende og tidligere regerings dialog med pensionsbranchen om, hvordan branchen bedst kan være med til at fremme tilførslen af kapital til mindre, innovative virksomheder (udviklingsvirksomheder).

Lovforslaget var en udmøntning af et tilsagn, som den daværende regering gav i bemærkningerne til lovforslag nr. L 71 fra folketingsåret 2000-01, om at give pensionsbranchen bedre muligheder for at forvalte investeringer i små og mellemstore virksomheder i særlige innovationsforeninger og gennem såkaldte fåmandsforeninger.

Lovforslaget var med undtagelse af en række tekniske ændringer, der allerede blev gennemført i foråret 2002, samt enkelte øvrige ændringer en genfremsættelse af L 20 fra folketingsåret 2001- 02 (1. samling), jf. omtalen i Årbog & Registre 2001-02 (1. samling) side 108. Der henvises endvidere til omtalen under L 112, som lovforslaget skulle ses i sammenhæng med.

Lovforslaget vedtaget med 106 stemmer (V, S, DF, KF, RV, KRF og Anders Møller (UFG)) mod 10 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Leif Mikkelsen (V), Sophie Hæstorp Andersen (S), Colette L. Brix (DF), Else Theill Sørensen (KF), Morten Homann (SF), Anders Samuelsen (RV), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Mogens Nørgård (KrF)