Luk

Luk
Luk

Luk

L 203 Forslag til lov om ændring af universitetsloven.

(Bedre rammer for ledelse).

Af: Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V)
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet
Lovforslaget skal skabe bedre rammer for ledelsen på universiteterne og er en opfølgning på en aftale af 11. april 2017 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Med lovforslaget præciseres bestyrelsens opgaver, så det bl.a. fremgår, at bestyrelsen har ansvaret for den overordnede og strategiske ledelse af universitetet, herunder løbende udvikling af forskning og uddannelse samt den strategiske dialog med ministeren. Desuden foreslås det at udvide kompetencekravene til de eksterne bestyrelsesmedlemmer.

Derudover foreslås det, at der fastsættes nye procedurer for udpegning af formanden og de øvrige eksterne medlemmer af bestyrelserne. Det foreslås også, at de gældende regler om indstillings- og udpegningsorganer videreudvikles, så der kommer klare regler for sammensætning af udpegningsorganet og indstillingsorganet, der bedre afspejler universiteternes samfundsmæssige betydning.

Herudover foreslås det, at de nuværende udviklingskontrakter erstattes af strategiske rammekontrakter, og at den løbende dialog mellem bestyrelserne og uddannelses- og forskningsministeren styrkes.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2017.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 79 (S, DF, V, LA, KF og 1 RV (ved en fejl)), imod stemte 22 (EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.
Partiernes ordførere
Mette Reissmann (S), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Jakob Engel-Schmidt (V), Bruno Jerup (EL), Henrik Dahl (LA), Sofie Carsten Nielsen (RV), Carolina Magdalene Maier (ALT), Brigitte Klintskov Jerkel (KF) og Jacob Mark (SF)