Luk

Luk
Luk

Luk

L 4 Lov om børnetilskud i Grønland.

Af: Minister for Grønland Mikael Gam (UFG)
Samling: 1963-64 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 49 af 25-02-1964
I overensstemmelse med det af „Grønlandsudvalget af 1960" afgivne skitseforslag til hovedlinjer for indkomstdannelsen og erhvervspolitikken i Grønland indføres ved loven en børnetilskudsordning i Grønland. Ordningen, der trådte i kraft den 1. januar 1964, giver adgang til udbetaling af et tilskud på 200 kr. årligt til danske statsborgere, som har fast bopæl i Grønland, for hvert hjemmeværende barn fra begyndelsen af det kvartal, hvori barnet bliver født, og indtil udgangen af april kvartal i det kalenderår, hvor barnet fylder 14 år.

Ifølge lovens § 3 udredes tilskuddet i almindelighed kontant forud i kvartårlige rater. For bl. a. at skabe mulighed for en udjævning af sæsonmæssige svingninger i familiernes pengeindkomster er der samtidig åbnet adgang til, at kommunalbestyrelserne for enkelte pladser kan træffe bestemmelse om andre udbetalingsterminer. Endvidere indeholder loven bestemmelse om, at tilskuddet, såfremt det lokale forsorgs- udvalg finder det påkrævet, kan udbetales i mindre rater eller i naturalier, ligesom der kan træffes bestemmelse om, at tilskuddet udbetales til den ene af to tilskudsberettigede ægtefæller eller til en anden person.

Tilskuddet udlægges af de enkelte kommuner mod senere refusion af statskassen.

Endelig skal nævnes bestemmelsen i lovens § 8, hvorefter ministeren for Grønland, såfremt internationale aftaler gør det ønskeligt, kan bestemme, at også personer med fast bopæl i Grønland, men uden dansk statsborgerret, skal være berettigede til at modtage børnetilskud. Af de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved dettes fremsættelse, fremgik, at denne bestemmelse bl. a. fandtes praktisk under hensyn til en eventuel indtræden i Det europæiske økonomiske Fællesskab.

Lovforslaget mødte i folketinget principiel tilslutning fra samtlige partier. Under 1. behandlingen rejste Clara Munck (KF) dog spørgsmål om indsættelse af en revisionsbestemmelse i lovforslaget. Vivike (SF) fandt, at § 8 i lovforslaget burde udgå af dette under hensyn til, at det efter hans partis opfattelse ville være til skade for grønlænderne, såfremt Grønland blev inddraget under fællesmarkedet, hvorfor man ikke burde forberede et sådant medlemskab i lovgivningen for Grønland. På de uafhængiges vegne henstillede Birthe Wetlesen til nærmere overvejelse at indføre en ordning, hvorefter f. eks. halvdelen af tilskuddet hvert år udbetales i tøjmærker, inden vinteren sætter ind. Endelig gav Rosing (Grønl) udtryk for det håb, at der — uanset lovforslagets sene fremsættelsestidspunkt — kunne opnås enighed om at give loven virkning fra den 1. januar 1964. Han henviste i denne forbindelse til, at det grønlandske torskefiskeri i 1963 var slået alvorligt fejl, og at børnetilskuddet derfor ville blive en kærkommen håndsrækning til mange af de grønlandske erhververe, som ellers ikke havde mulighed for at forbedre deres økonomiske stilling i vinteren 1963-64.

Lovforslaget undergik under udvalgsbehandlingen kun en mindre ændring af redaktionel karakter, idet et ændringsforslag, der var stillet af socialistisk folkepartis medlem af udvalget, og som gik ud på, at § 8 udgik af lovforslaget, ved 2. behandling blev forkastet med 143 stemmer mod 10.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget énstemmigt.
Partiernes ordførere
Edvin Boye Hansen (S), Holger Hansen (V), Clara Munck (KF), Holger Vivike (SF), Jacob Kirkegaard (RV) og Birthe Wetlesen (U)