Loven indeholder som en vigtig nydannelse en bestemmelse om, at landsrådets formand — første gang efter landsrådsvalget i 1967 — vælges af landsrådet blandt dets medlemmer, således at landshøvdingen ikke længere er født formand for rådet.

I tilslutning hertil indeholder loven bestemmelse om, at der til varetagelse af sekretariatsforretningerne for landsrådet skal oprettes et selvstændigt landsråds sekretariat.

Efter henstilling fra landsrådet er der i loven endvidere optaget visse ændringer i reglerne om valg af medlemmer til landsrådet og kommunalbestyrelserne, men bortset herfra indeholder loven ikke væsentlige realitetsændringer i forhold til den tidligere retstilstand.

Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse anføres i bemærkningerne til lovforslaget bl. a. følgende:

„Den på grundlag af Grønlandskommissionens betænkning ved lov nr. 271 af 27. maj 1950 om Grønlands landsråd og kommunalbestyrelser m. v. gennemførte nyordning betød en væsentlig udvidelse af det lokale selvstyre i Grønland. De hidtidige to landsråd for henholdsvis Syd- og Nordgrønland blev afløst af ét landsråd, der i visse henseender fik tillagt besluttende myndighed i modsætning til de hidtidige landsråd, der alene havde en indstillende og rådgivende funktion. Endvidere blev de hidtidige mange små kommuneråd afløst af kommunalbestyrelser for større områder og med udvidede beføjelser. De nærmere regler om landsrådets og kommunalbestyrelsernes virksomhed, herunder om en del forhold, der i Danmark i øvrigt er indeholdt i lovgivningen, er fastsat ved henholdsvis kgl. anordning nr. 311 af 30. juli 1952 om Grønlands landsråd og kgl. anordning nr. 312 af 30. juli 1952 om styrelsen af de grønlandske kommuner. Landsråds- og kommunalordningen, der oprindelig alene havde gyldighed for Vestgrønland, blev ved anordning nr. 409 af 29. december 1962 om udvidelse af den grønlandske landsrådslov sat i kraft også i Nord- og Østgrønland.

Efter de gældende regler er landshøvdingen over Grønland født formand for landsrådet, og sekretariatsforretningerne for landsrådet udføres ved landshøvdingembedet.

Denne ordning, der svarer til den hidtidige ordning i de danske amtsråd, har siden nyordningen i 1950 flere gange givet anledning til debat i landsrådet, der dog indtil landsrådets ekstraordinære samling i 1964 hver gang er endt med tilkendegivelser om, at tiden endnu ikke ansås for moden til gennemførelse af en ændring.

Under overvejelserne i Grønlandsudvalget af 1960, der ifølge sit kommissorium bl. a. havde til opgave at gennemgå de efter Grønlandskommissionens betænkning gennemførte nyordninger, blev spørgsmålet på ny draget frem, og der udarbejdedes efter ønske fra udvalgets grønlandske medlemmer en sammenlignende redegørelse for ordningerne af formandskabet i andre tilsvarende råd i Norden og foreliggende muligheder for en ændring af det hidtidige system.

Redegørelsen stilledes til rådighed for landsrådet, og under en debat i rådets ekstraordinære samling i foråret 1964 blev det vedtaget principielt at gå ind for, at landshøvdingen fra valget i 1967 skulle afløses som landsrådets formand af en af dette blandt medlemmerne valgt formand.

Spørgsmålet udsattes til nærmere overvejelse i et nedsat udvalg, der i den ordinære samling i sommeren 1965 forelagde en betænkning, som tillige indeholdt forslag om oprettelse af et selvstændigt landsrådssekretariat.

I en herefter følgende debat bekræftede landsrådet den principielle vedtagelse fra 1964 og har herefter anmodet ministeriet om at udforme det til ordningens gennemførelse fornødne lovforslag."

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at det kan forventes, at der til gennemførelse af den af Grønlandsudvalget af 1960 foreslåede udvidelse af det kommunale selvstyre i løbet af det kommende år vil blive fremsat forslag om en række ændringer i de for kommunekasserne bestående regnskabsmæssige forhold. Indtil dette spørgsmål er nærmere afklaret, er det landsrådets ønske, at opgaverne i forbindelse med udarbejdelse og forelæggelse af budgetter og regnskaber m. v. for landskassen og kommunekasserne fortsat skal bestrides af landshøvdingen, uanset at de forvaltningsmæssige opgaver principielt er overført til landsrådets eget sekretariat. For den af staten herved ydede bistand til landsrådet forudsættes der som hidtil beregnet et vederlag, der optages på finansloven.

Ved 1. behandling modtoges lovforslaget med stor velvilje fra samtlige partiers ordførere og det grønlandske medlem Knud Hertling, men der var forskellige enkeltheder i lovforslaget, der ønskedes nærmere drøftet i et udvalg.

I betænkningen fra det udvalg, der behandlede sagen, udtales bl. a.:

„Udvalget har holdt 1 møde om lovforslaget og herunder haft samråd med ministeren for Grønland.

I samrådet har udvalget med ministeren bl. a. drøftet den i lovforslagets § 30 indeholdte bestemmelse om valgperioden for kommunalbestyrelsens formand.

Princippet i forslaget, hvorefter kommunalbestyrelsens formand vælges for et år ad gangen, bevarer den regel, der her i landet tidligere var gældende for sogneråd.

Udvalget havde af hensyn til kontinuiteten i arbejdet anset det for naturligt, såfremt kommunalbestyrelsens formand kunne vælges for hele funktionsperioden, men har under hensyntagen til, at Grønlands landsråd har tiltrådt forslaget i den foreliggende skikkelse, ikke villet stille ændringsforslag herom.

Udvalget skal imidlertid henstille, at dette spørgsmål tages under overvejelse i forbindelse med en fremtidig ændring af loven, således at der skabes lighed med reglerne om valg af formand til landsrådet."

Ministeren for Grønland havde i betænkningen stillet en række ændringsforslag, som var tiltrådt af udvalget. Disse gik ud på følgende:

Rammen for antallet af stillere til opstilling af en kandidat til landsrådet udvides med 5 for at formindske risikoen for, at kassation af stillere bringer kandidatopstillingen i fare.

Den foreslåede pligt for medlemmerne af landsrådet og kommunalbestyrelserne til at deltage i de respektive forsamlingers møder ophæves.

Loven træder i kraft den 1. januar 1967.

Efter 2. behandling henvistes lovforslaget på ny til udvalgsbehandling, og i udvalgets tillægsbetænkning stillede ministeren et ændringsforslag, som var af redaktionel karakter.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 146 stemmer.