Loven indfører en offentlig autorisationsordning for personer, der har bestået eksamen ved en af de af indenrigsministeren godkendte terapiassistentskoler, herunder har gennemgået den foreskrevne praktiske uddannelse. Endvidere kan autorisation meddeles personer, der i udlandet har gennemgået en uddannelse, der kan sidestilles hermed. Der er også mulighed for at fastsætte begrænsninger i en autorisation. De hidtil af Den almindelige danske Lægeforening meddelte autorisationer til ergoterapeuter (tidligere beskæftigelsesterapeuter) og fysioterapeuter sidestilles med de offentlige autorisationer.

I lovens kapitel I indeholdes betingelserne for at opnå autorisation som ergo- eller fysioterapeut og reglerne om fratagelse af autorisation. I kapitel II findes regler om terapiassistenters rettigheder og pligter. Det bestemmes her, at kun autoriserede terapiassistenter må betegne sig som henholdsvis ergoterapeut, fysioterapeut eller terapiassistent. Tilsynsregler findes i kapitel III og straffleregler i kapitel IV.

Om baggrunden for lovforslaget anførte indenrigsministeren ved fremsættelsen følgende:

„Fysioterapeuterne og ergoterapeuterne (tidligere beskæftigelsesterapeuterne) er hidtil blevet autoriseret af et af Den almindelige danske Lægeforening nedsat udvalg. Denne ordning har eksisteret lige siden 1914 for fysioterapeuternes vedkommende og siden 1953 for ergoterapeuternes vedkommende. I ordningen lå bl. a., at lægeforeningen godkendte skolernes uddannelsesplaner, beskikkede censorer m. v.

I løbet af 1950erne begyndte staten at yde tilskud til skolernes drift, og siden 1964 har staten dækket de fulde udgifter, således at undervisningen blev helt vederlagsfri for eleverne.

Endvidere er ansvaret for uddannelse af terapiassistenter nu fuldt ud overtaget af det under indenrigsministeriet i 1966 nedsatte uddannelsesnævn for sundhedsvæsenet.

Lægeforeningen har ganske billiget, at staten overtog dette uddannelsesområde, men har samtidig tilkendegivet, at foreningen så ikke bør have ansvaret for autorisationsordningen.

Jeg er for mit vedkommende helt enig i lægeforeningens synspunkt. Den hidtidige autorisationsordning har eksisteret i så mange år, at terapiassistenterne med rimelighed må kunne forvente, at den ikke uden videre ophæves. Staten bør nu tage skridtet fuldt ud og tilvejebringe den nødvendige lovhjemmel for en offentlig autorisationsordning med de hertil knyttede retsvirkninger.

Det forelagte lovforslag følger i hovedtræk principperne i de tilsvarende love for f. eks. sygeplejersker og jordemødre."

Lovforslaget, der i folketinget fik tilslutning fra alle sider, henvistes til behandling i et udvalg, i hvis betænkning indenrigsministeren med udvalgets tilslutning stillede ændringsforslag om bortfald af den indenrigsministeren i lovforslagets § 9 tillagte bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for terapiassistenters virksomhedsudøvelse med den begrundelse, at det ikke har været hensigten „nu" at fastsætte disse regler. Endvidere stillede indenrigsministeren ændringsforlag, hvorefter loven skulle træde i kraft straks under hensyn til, at der allerede i foråret 1968 var planlagt udstedelse af autorisationsbeviser.

Ved 3. behandling blev lovforslaget som ændret ved 2. behandling enstemmigt vedtaget med 124 stemmer.