Luk

Luk
Luk

Luk

L 83 Lov om visse hovedlandevejsstrækninger.

Af: Minister for offentlige arbejder Ove Guldberg (V)
Samling: 1967-68 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 238 af 07-06-1968
Ifølge lovens § 1 bemyndiges ministeren for offentlige arbejder til at anlægge følgende hovedlandevejsstrækninger som motorveje:

1. En hovedlandevej i forlængelse af Helsingørvej en fra dennes endepunkt ved Brønsholm til Helsingør købstads grænse.

2. En hovedlandevej i forlængelse af Ringvej B 4 fra dennes endepunkt ved Ballerup til Roskildevej vest for Klovtofte.

3. En hovedlandevej fra Ringvej B 3 i fortsættelse af den under udbygning værende nordlige gren af Vestmotorvejen til den i nr. 2 nævnte motorvejsstrækning med tilslutning til denne nord for Roskildevej og endvidere med forbindelse syd for Roskildevej til Vestmotorvejens sydlige gren i området omkring Ishøj.

4. En hovedlandevej fra motorringvejen ved dennes skæring med Jyllingevej til Ballerup vej med tilslutning til den i nr. 2 nævnte motorvejsstrækning.

5. En hovedlandevej fra Ølby i fortsættelse af den under udbygning værende hovedlandevej sstrækning København-Ølby til et punkt nord for Ringsted.

6. En hovedlandevej fra Høsten Torp i forlængelse af den under udbygning værende hovedlandevej sstrækning Ølby-Høsten Torp vest om Rønnede til landevejen Næstved-Fakse.

Ifølge § 2 bemyndiges ministeren til at anlægge en færgehavn ved østsiden af Tårsvig og en vejforbindelse fra færgehavnen, syd om Sandby, til landevejen Nakskov-Tårs ved Branderslev samt til at lade projektere en hovedlandevej fra ovennævnte strækning nord om Sæbyholm skov, syd om Halsted og Halstedkloster til hovedlandevejen (A 7) Nykøbing F.-Nakskov.

Ifølge § 3 bemyndiges ministeren til at lade projektere en forlægning af hovedlandevej (A 15) Århus-Ringkøbing syd om Ikast og Herning fra et punkt på hovedlandevejen øst for Bording til et punkt vest for Snejbjerg. Endelig bemyndiges ministeren til at klassificere landevejen (Ringvej B 4) fra Hareskovmotorvejen til Ballerup som hovedlandevej.

Det oplyses i fremsættelsestalen, at de samlede udgifter til de omhandlede motorvejsanlæg er anslået til 493 mill. kr. og udgifterne til anlægget af færgelejet ved Tårs med den tilsluttende 5,9 km hovedlandevejsstrækning til 11,4 mill. kr.

Under 1. behandling kunne Horn (S) anbefale forslaget. Han gav udtryk for, at vi burde have et transportøkonomisk forskningsorgan, som i et nordisk samarbejde kunne tage sig af alle de transportøkonomiske vurderinger. Han gav endvidere udtryk for, at såfremt vejene skulle udbygges sådan, at de kunne tage tungere lastbiler, så måtte denne fordyrelse bæres af dem, for hvis skyld de var lavet. Juul-Madsen (KF) kunne ligeledes anbefale. Han henstillede til ministeren, at man fremskyndede anlægget af Holbækmotorvejen fra Baldersbrønde til Ringvej B 4 ved Klovtofte dels for at opnå, at den kørende trafik ville gå uden om Høje-Tåstrup, dels for at kunne bevare Roskildevejen som en lokal vej, der kunne betjene såvel det kommende storcenter som det planlagte institutionsbyggeri i området. Holmberg (V) kunne anbefale forslaget, men fandt, at Jylland tilsyneladende i nogen grad var blevet stedbarn. Skovmand (RV) kritiserede, at der var stillet forslag om bygning af en række motorvejsstrækninger, uden at det var angivet, hvilke strækninger der var de vigtigste. Det forekom ham ikke helt indlysende, at forlængelsen af Helsingørvejen skulle sættes i gang nu. Det forekom ham uheldigt, at man ikke med det samme førte Vestmotorvejens nordligste gren fra Tåstrup til Hedehusene i stedet for at nøjes med at føre vejen ned til Roskildevej vest for Tåstrup. Arne Larsen (SF) kunne tilsige sit partis velvillige medvirken. Han rejste spørgsmål i forbindelse med trafikplanlægningen i og omkring Helsingør, ligesom han udtrykte ønske om forøgede investeringer på den kollektive trafiks område. Kjær Rasmussen (VS) savnede en prioritering af trafikopgaverne. De fremsatte forslag kunne være rigtige, men han fandt, at der var et for spinkelt grundlag til at tage stilling.

Det nedsatte udvalg indstillede lovforslaget til vedtagelse uændret. Man henstillede til ministeren, at arbejdet med den storkøbenhavnske trafikprognose blev fremmet mest muligt, således at der snarest kunne foretages en samlet prioritering af motorvejsanlæggene i det storkøbenhavnske område. Det fremgår endvidere, at udvalget med ministeren har drøftet tilslutningerne af B 4 og den nordlige gren af Vestmotorvejen til Roskildevejen. Udvalget henstiller til ministeren på ny at overveje, om det ikke var muligt at undgå B 4s tilslutning til Roskildevejen vest for Tåstrup (B 4½) ved at fremme den del af Holbækmotorvejen, der ligger mellem Baldersbrønde og Klovtofte. Udvalget henleder ligeledes ministerens opmærksomhed på, at en aflastning af trafikken gennem Ringsted er et påtrængende problem. Endelig fremgår det, at det spørgsmål har været rejst, om de meromkostninger, specielt anlægsudgifter, der er forbundet med udbygning af vejnettet til at tåle trafik med de allertungeste køretøjer, efter de nugældende afgiftsregler modsvares af de på disse køretøjer og deres brug hvilende afgifter.

Ved 2. behandling fik lovforslaget tilslutning fra alle talerne, og ved 3. behandling blev det enstemmigt vedtaget med 158 stemmer, idet 3 (VS) undlod at stemme. Kjær Rasmussen (VS) anførte ved 3. behandling, at man ingen mulighed havde for at vurdere, om lovforslaget var rigtigt eller forkert, og ville derfor undlade at stemme.
Partiernes ordførere
Svend Horn (S), E. Juul-Madsen (KF), Gustav Holmberg (V), Sven Skovmand (RV), Arne Larsen (SF) og Svend Erik Kjær Rasmussen (VS)