Lovforslaget var i alt væsentligt identisk med det forslag, der blev fremsat både i 1. og 2. samling i folketingsåret 1967-68. Om baggrunden for lovforslagets fremsættelse og om lovens indhold skal derfor henvises til omtalen på side 429 ff. i folketingsårbog 1967-68, idet der her alene skal anføres nogle af de ændringsforslag, som udvalgsbehandlingen i folketinget gav anledning til.

Det er i lovens § 8 blevet fremhævet, at det medlem af vandforsyningsrådet, der skal beskikkes efter indstilling fra boligministeren, skal være sagkyndig i planlægning i videre forstand. Endvidere er rådet blevet udvidet med et medlem, der skal beskikkes efter indstilling fra de kommunale organisationer og Københavns og Frederiksberg kommunalbestyrelser i forening.

I lovens § 12 indsattes en ny bestemmelse, hvorefter indenrigsministeren efter indhentet udtalelse fra vandforsyningsrådet med virkning for nærmere angivne områder af landet kan forhøje den grænse for vandindvinding på 2.000 m3 årligt, som er fastsat i paragraffens stk. 1, nr. 3 og 4. Ministeren kan senere efter indhentet udtalelse fra vandforsyningsrådet ændre eller tilbagekalde en sådan forhøjelse.

§ 20 ændredes således, at der nu efter loven er mulighed for at pålægge den kommune, der får vandindvindingstilladelse, at levere vand ikke alene til andre offentlige vandforsyningsanlæg, men også til private fællesvandværker.

Ved en tilføjelse til § 25, stk. 2, som vedrører tvangsinddragelse under et allerede eksisterende vandværk, er det fastsat, at landvæsensretten kan bestemme, at tilslutning skal ske til et privat vandforsyningsanlæg, eventuelt på nærmere angivne vilkår, uanset at de grundejere, som tilsluttes, ikke er enige heri.

I § 26 er det fastslået, at et privat vandværks indvindingstilladelse kun kan inddrages efter nævnte paragraf, når vægtige grunde taler for det.

Det skal endelig her anføres, at der i § 40 skete den ændring, at ensilagesaft blev sidestillet med ajle i henseende til, hvilke beholdere som uden indenrigsministerens tilladelse kan være nedgravet i jorden.

Lovens ikrafttrædelsestidspunkt er fastsat til den 1. april 1970.

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse. Ordførerne henviste i det store og hele til deres bemærkninger ved den forrige 1. behandling, jfr. omtalen i folketingsårbogen 1967-68, side 487. Forslaget henvistes til behandling i et udvalg, og efter de i udvalget stedfundne forhandlinger stillede indenrigsministeren i alt 31 ændringsforslag, som blev tiltrådt af udvalget, og hvoraf de vigtigste er omtalt i det foregående.

Fra udvalgets betænkning skal følgende citeres:

„Udvalget har overvejet spørgsmålet om, til hvilke myndigheder vandforsyningssagerne bør henlægges. Udvalget er enig i, at den udvikling af kommunale planlægningsinstanser, som antagelig vil blive en følge af kommunalreformen, må føre til, at der bør gives kommunerne større afgørelsesmyndighed i vandforsyningssager — formentlig således, at der også til den tid ved siden af kommunerne skal findes en særlig instans til foretagelse af undersøgelser og afgørelse af ekspropriationsspørgsmål, erstatningsspørgsmål og spørgsmål om tekniske krav — men at det er for tidligt at stille forslag i så henseende. Udvalget har overvejet, om der specielt for vandforsyningssagernes vedkommende allerede nu bør stilles forslag om at lade landvæsenskommissionernes myndighed gå over til et mindre antal, eventuelt i alt 2-3, faste vanddomstole, hvorved bemærkes, at der for vandforsyningssager i langt højere grad end for spildevandssager kan være behov for samlet planlægning over betydelige områder, og at der allerede i lovforslagets § 5 er stillet forslag om særlige landvæsenskommissioner til behandling af vandforsyningssager i områder med betydeligt vandbehov. Udvalget har dog fundet det rigtigst at udskyde også dette spørgsmål til en senere reform, men skal henstille til regeringen, at der iværksættes en undersøgelse om muligheden for en ordning, hvorefter landvæsenskommissionerne såvel for vandforsyning som for spildevandssagers vedkommende afløses af egentlige vanddomstole...

Udvalget har overvejet, om der i lovforslaget kunne gennemføres større ligestilling mellem private vandforsyningsanlæg, der tjener til almen vandforsyning, og offentlige vandforsyningsanlæg. Udvalget har dog under hensyn til den forholdsvis løse kontrol med private vandværker fundet det overvejende betænkeligt at udvide adgangen til ekspropriation til fordel for private fællesvandværker ud over, hvad der følger af lovforslagets § 15, stk. 2, og § 42. Udvalget har derimod fundet det rimeligt at give mulighed for at inddrage grundejere under allerede eksisterende private vandværker i medfør af forslagets § 25, stk. 2, uanset om ikke alle de pågældende grundejere er enige i, at værket i denne forbindelse fortsætter som privat...

Udvalget har drøftet et forslag fra landbrugsorganisationerne om, at lovforslagets bestemmelser om erstatning for skader ved grundvandstandssænkning, jfr. § 19, stk. 1, suppleres med en regel, hvorefter vandforsyningsanlægget skal betale erstatning, medmindre det kan påvises, at der ikke foreligger den fornødne årsagsforbindelse mellem sænkning og skade. Udvalget har imidlertid ikke ment at burde optage en sådan regel i lovforslaget.

Udvalget har endvidere overvejet, om det er rimeligt at opretholde reglen i forslagets § 22, stk. 3, om differentiering af vandpriserne i områder, hvor et antal kommuner teknisk er henvist til at tage deres vand fra et større vandforsyningssystem, som tilhører en centralkommune. Indenrigsministeren har herom oplyst over for udvalget, at reglerne i § 22 ikke skal ses som udslag af et almindeligt princip for leveringsvilkår fra et fælles vandforsyningsanlæg i et udviklingsområde, og at man antagelig i en række fremtidige tilfælde, hvor der skal oprettes vandværker i sådanne områder, vil undlade at give den oprettende kommune eneret til bestemte vandmængder; man vil tværtimod forpligte kommunen til at levere vand fra værket til andre kommuner, som værket ligger naturligt for, i det ubestemte omfang kommunerne får brug for vandet. I så fald må alle kommunerne senere deltage i videreudbygning af vandforsyningen til en fælles pris for det pågældende og senere værker. En sådan ordning vil kunne bestemmes af landvæsensretterne med hjemmel i §§ 18, stk. 1, 20 og 21. Prisreglerne i § 22 har herefter kun betydning, hvor der allerede er givet eller fremtidig måtte blive givet en kommune eneret til en bestemt vandmængde. Ministeren har oplyst, at han finder det urigtigt at gribe prismæssigt ind over for en sådan eneret uden samtidig at kunne løse andre tvivlsspørgsmål mellem kommunerne på områder, der ikke vedrører vandforsyningen. Udvalget er med ministeren enig i, at spørgsmålet bør løses ved en samlet løsning af tvivlsspørgsmål mellem de pågældende kommuner, hvorved bemærkes, at der i øjeblikket forhandles om en sådan løsning for hovedstadsområdets vedkommende.

Endvidere har udvalget overvejet rækkevidden af lovforslagets § 39, herunder med henblik på bestemmelsens anvendelse på spredning af vejsalt og kunstgødning og sprøjtning med ukrudts-, skadedyrs- og svampedræbende midler. Indenrigsministeren har i denne forbindelse udtalt, at der ikke i øjeblikket er grund til at antage, at disse spredninger, der har store nyttevirkninger, ved fornuftig anvendelse vil medføre skader, som skulle nødvendiggøre indskriden efter § 39. Stoffernes virkning på vandforsyningen i fremtiden bør dog undersøges nærmere, hvilket lovforslagets § 49 giver forøget mulighed for. Endelig har udvalget overvejet, hvilke regler indenrigsministeren bør kunne give i medfør af § 39, stk. 2, navnlig om indskriden over for allerede nedgravede olie- og benzintanke. Udvalget er med ministeren enig i, at der næppe vil kunne siges noget nærmere herom, forinden det teknikerudvalg, som for tiden arbejder med spørgsmålet, har afgivet betænkning, og udvalget har derfor taget til efterretning, at indenrigsministeren til sin tid vil tilsende folketinget teknikerudvalgets betænkning."

Ved 2. behandling blev ændringsforslagene vedtaget uden afstemning, og ved 3. behandling blev lovforslaget enstemmigt vedtaget med 154 stemmer; 1 medlem (Grønl.) tilkendegav, at han hverken stemte for eller imod.