Luk

Luk
Luk

Luk

L 159 Lov om afsætning af frisk dansk fragt og danske gartneriprodukter.

Af: Landbrugsminister Peter Larsen (V)
Samling: 1968-69
Status: Stadfæstet
Lov nr. 279 af 18-06-1969
Loven afløste lov nr. 258 af 9. juni 1967 om afsætning af frisk frugt og danske gartneriprodukter og er en i princippet næsten uændret videreførelse af den hidtidige lovgivning på dette område. I modsætning til tidligere gælder loven imidlertid kun for en 1 års 'periode i stedet for en 2 års periode, idet forslag om revision af loven skal fremsættes for folketinget i folketingsåret 1969-70.

Loven indeholder frugt- og gartnerierhvervets støtteordninger samt hjemmel for den bestående hjemmemarkedsordning for frugt. I § 4 er det fastsat, at der, som hidtil, stilles midler til rådighed som ydelse af lån til oprettelse, udvidelse eller rationalisering inden for erhvervets virksomheder, men paragraffen indebærer på visse områder en udvidelse af de foranstaltninger, hvortil der kan ydes lån. Loven kan således nu også anvendes til finansiering af tekniske installationer i nye drivhuse, der opføres i bestående virksomheder, navnlig når der er tale om, at nye installationer i de bestående anlæg skal udstrækkes til eventuelle nybygninger. Derimod kan der fortsat ikke ydes lån til selve bygningen af nye drivhuse. Endvidere kan der nu også ydes lån til anskaffelse af særligt transportmateriel specielt til brug ved eksport, f. eks. containertransport.

Loven begrænser ydelsen af lån til frugtforarbejdende virksomheder, der fremstiller most, til rationalisering og ikke til oprettelse og udvidelse, under hensyn til den udbygning, der i de senere år har fundet sted i maskinernes kapacitet og den noget langsomme stigning i forbruget af most. Der kan dog fortsat i begrænset omfang ydes lån til mindre udvidelser, der er et nødvendigt led i rationaliseringen.

Ifølge lovens § 6 kan der ydes tilskud til fremme af udførslen af frugt og gartneriprodukter. Af disse tilskudsbeløb, der er forhøjet med i alt 1 mill. kr. i forhold til hidtil gældende lov, kan der anvendes 250.000 kr. til undersøgelser vedrørende frugt- og gartnerierhvervets fremtidige struktur- og afsætningsmuligheder.

Loven trådte i kraft den 1. juli 1969.

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med de foran omtalte forslag til lov om afsætning af danske landbrugsvarer m. m., forslag til lov om en kornordning og forslag til lov om ændring af lov om handel med foderstoffer. Forslaget blev gennemgående modtaget med velvilje af partiernes ordførere. Chr. Thomsen (S) gav dog udtryk for, at hans parti som for de øvrige landbrugsloves vedkommende ville undlade at stemme. Morten Lange (SF) havde heller ikke tilstrækkelig sympati til at stemme for „fordi vi synes, at landbrugsstøtten i det hele taget er løbet så løbsk, at almene støtteordninger må være betænkelige".

Ved 3. behandling blev lovforslaget vedtaget uændret med 92 stemmer mod 2 (VS); 64 medlemmer (S, SF og Færøerne) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Chr. Thomsen (S), Niels Ravn (KF), Niels Eriksen (V), Svend Haugaard (RV), Morten Lange (SF) og Svend Erik Kjær Rasmussen (VS)