Luk

Luk
Luk

Luk

L 1 Lov om ændring af lov om kong Frederik den Niendes civilliste.

Af: Statsminister Hilmar Baunsgaard (RV)
Samling: 1969-70
Status: Stadfæstet
Lov nr. 591 af 19-12-1969
Ved den pr. 1. juli 1969 gennemførte tjenestemandsreform var en del af grundlaget for regulering af statens ydelse til civillisten bortfaldet. For at opretholde den hidtidige ordning, hvorefter statsydelsen reguleredes på tilsvarende måde som tjenestemandslønningerne, er der tillagt civillisten et årligt beløb svarende til det antal overenskomstportioner, der den 30. juni 1969 tilkom civillisten.

Da tjenestemandsreformen også ville få virkning for det af civillisten aflønnede personale og medføre en stigning i lønudgifter på ca. 740.000 kr., er der samtidig tillagt civillisten et årligt beløb af 570.000 kr., der med regulering giver dækning for denne merudgift.

Statens ydelse til civillisten andrager herefter med de den 1. juli 1969 gældende reguleringer:

[Se tabel i Folketingsårbogen 1969-70, side 56]

Endvidere er i loven indsat en bestemmelse om, at generelle ændringer af tjenestemandslønningerne medfører tilsvarende regulering af statsydelsen.

Loven trådte i kraft den 1. maj 1970. Der var herved taget hensyn til, at det under civillisten ansatte personale ligesom tjenestemændene først ville opnå fuld lønstigning den 1. oktober 1970.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om ændring af lov om årpenge til tronfølgeren, prinsesse Margrethe.

På foranledning af Morten Lange (SF), der var den eneste ordfører ved 1. behandlingen, henvistes lovforslaget til folketingets finansudvalg, som enstemmigt indstillede det til vedtagelse.

Ved 3. behandlingen udtalte Morten Lange, at han var enig med sit partis finansudvalgsrepræsentant, men en del af hans gruppe ville — tro som han selv mod deres republikanske indstilling — enten afholde sig fra at stemme eller måske endog, for særligt at understrege et sådant synspunkt, stemme imod.

Lovforslaget vedtoges herefter med 122 stemmer mod 4 (VS, u.p. og Vivike); 4 medlemmer (Krog Hansen, Gunhild Due, Arne Larsen og Gert Petersen) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.
Partiernes ordførere
Morten Lange (SF)