Luk

Luk
Luk

Luk

L 232 Lov om ændring af lov om en kornordning.

Af: Landbrugsminister Ib Frederiksen (S)
Samling: 1971-72
Status: Stadfæstet
Lov nr. 293 af 07-06-1972
Efter 1. behandling henvist til udvalg på 17 medlemmer: Erik Worm, Poul Dalsager, Falk Hansen, Risgaard Knudsen [formand], Evald Kristensen, Knud Nielsen, Buchart Petersen [næstformand], Morten Lange, Frandsen, H. C. Toft, Juul-Madsen, Niels Ravn, Søren Jensen (Hasseris), Anders Andersen, Henry Christensen, Erik Hansen og Svend Haugaard.

Ved loven forhøjedes den hidtil gældende basispris for indført korn fra 50 kr. til 60 kr. pr. 100 kg.

Endvidere bestemtes det, at under forudsætning af, at der mellem De samvirkende danske Landboforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeninger på den ene side og Danske Korn- og Foderstofimportørers Fællesorganisation, Foreningen af danske Korneksportører og Landsforeningen af Grovvarehandlende på den anden side indgås en prisaftale med hensyn til korn af høst 1972, kan landbrugsministeren af statskassen yde et formalingstilskud på indtil 10 kr. pr. 100 kg dansk rug og hvede af høst 1972, der formales til mel med henblik på anvendelse til menneskeføde i tiden indtil udgangen af januar måned 1973. Herved muliggøres det at friholde forbrugerne af brød og mel for stigningen i brødkornsprisen. Det hertil nødvendige beløb, der er beregnet til 12 mill. kr. for tiden fra høst 1972 til udgangen af januar 1973, afholdes inden for de på finansloven fastsatte beløbsrammer for landbrugsstøtten.

Ved fremsættelsen af lovforslaget og det samtidigt hermed fremsatte forslag til lov om ændring af lov om afsætning af danske landbrugsvarer m. m. udtalte landbrugsministeren bl. a. følgende om de i lovforslagene indeholdte støtteforanstaltninger og deres forhold til EF:

„For begge love gælder det, at de ikke kan opretholdes ved Danmarks eventuelle indtræden i De europæiske Fællesskaber. De støtteforanstaltninger, som lovene giver hjemmel til, vil for de flestes vedkommende være i strid med Romtraktaten. Lovforslagene indeholder derfor bestemmelse om, at lovene bortfalder den 1. februar 1973 ud fra den forudsætning, at folkeafstemningen til efteråret fører til, at Danmark indtræder i De europæiske Fællesskaber. Skulle dette ikke blive tilfældet, må lovene efter folkeafstemningen optages til revision.

Den landbrugsstøtte, der ydes i henhold til de to love, foreslås opretholdt uændret i tiden indtil 1. februar 1973, men da det prisniveau, der skal danne udgangspunkt for priserne på danske landbrugsprodukter efter 1. februar 1973 er af meget stor betydning såvel for samfundet som for landbruget i hele overgangsperioden indtil fuldt medlemskab, har der under forhandlinger med landbrugsorganisationerne været enighed om at søge at sikre opretholdelse af det bedst mulige prisniveau i tiden fra høst til 1. februar 1973. Det er en forudsætning for den foreslåede forhøjelse af kornprisen og for gennemførelsen af den tilsigtede sikring af prisniveauet, at der mellem landbruget og kornhandelen indgås en kornprisaftale med en kornprisforhøjelse, der harmonerer med den i kornloven foreslåede basisprisforhøjelse for indført korn, og at landbrugets dispositionsfond skaffer eventuelt unormalt store overskudsbeholdninger af korn af vejen ved eksport."

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 130 stemmer mod 15 (SF samt Meta Ditzel, Overgaard Nielsen, Skovmand og Stinus).
Partiernes ordførere
Søren Jensen (S), Erik Worm (S), H. C. Toft (KF), Erik Hansen (RV) og Morten Lange (SF)