L 252 Lov om gennemførelse af energibesparende foranstaltninger i statens bygninger m. v.

Af: Boligminister Helge Nielsen (S)
Samling: 1974-75 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 455 af 17-09-1975
Efter 1. behandling henvist til boligudvalget.

Loven er sålydende:

„§ 1. Boligministeren bemyndiges til i finansårene 1975-76 og 1976-77 at stille et beløb på indtil 150 mill. kr. til rådighed for statsstyrelserne til gennemførelse af energibesparende foranstaltninger i statens bygninger samt bygninger og dertil knyttede anlæg, der helt eller delvis er finansieret ved lån eller tilskud fra staten, og bygninger til brug for institutioner, hvis drift helt eller delvis betales af staten.

Stk. 2. Boligministeren fordeler det i stk. 1 nævnte beløb mellem ministerierne med særlig hensyntagen til de enkelte foranstaltningers arbejdskraftforbrug og fastsætter i øvrigt nærmere regler for beløbenes anvendelse.

§ 2. Loven træder i kraft ved bekendtgørelsen i Lovtidende. § 3. Loven gælder ikke for Grønland."

Lovforslaget blev fremsat og behandlet samtidig med forslag til lov om ændring af lov om statstilskud til forbedring m. v. af beboelsesejendomme og forslag til lov om statstilskud til nybyggeri og forbedring m. v. af erhvervsbygninger (se de nærmest foranstående sager) og var ligesom de øvrige forslag led i de foranstaltninger, som regeringen fandt påkrævet at iværksætte for at fremme beskæftigelsen inden for byggefagene.

Af bemærkningerne fremgår således, at boligministeren vil lægge vægt på at fordele de 150 mill. kr. til de energibesparende foranstaltninger, hvor arbejdslønandelen er størst.

Ved 3. behandling blev forslaget vedtaget med 134 stemmer mod 18 (FP).
Partiernes ordførere
Kjeld Olesen (S), Henning Christophersen (V), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Kirsten Jacobsen (FP), Kjeld Wamberg (FP), Mogens Glistrup (FP), Svend Andersen (FP), Ingomar Petersen (RV), Sigurd Ømann (SF), Henning Philipsen (SF), Gert Petersen (SF), Hilmar Baunsgaard (RV), Poul Schlüter (KF), Arne Bjerregaard (KrF), Jens Møller (KrF), Erhard Jakobsen (CD), Knud Jespersen (DKP), Christian Arnfast (CD), Kaj Hansen (DKP) og Preben Wilhjelm (VS)