Luk

Luk
Luk

Luk

L 41 Lov om ændring af lov om elektriske stærkstrømsanlæg.

Af: Minister for offentlige arbejder Niels Matthiasen (S)
Samling: 1975-76
Status: Stadfæstet
Lov nr. 56 af 25-02-1976
Efter 1. behandling henvist til det energipolitiske udvalg.

Loven tilpasser bestemmelserne i stærkstrømsloven dels til lov nr. 54 af 25. februar 1976 om elforsyning, dels til nyere lovregler på ekspropriationsområdet.

Således ophæves stærkstrømsloven § 2, idet der efter vedtagelsen af lov om elforsyning ikke længere er behov for reglerne om elektricitetsrådets samordnende virksomhed og øvrige beføjelser (lovens § 1, nr. 1) og 2)).

Lovens § 1, nr. 3), 4), 5), 6) og 7), vedrører ekspropriationsbestemmelserne.

Efter den gældende ordning er det således, at bestemmelserne i den såkaldte almindelige ekspropriationsproceslov fra 1964 skal følges, hvis man skal erhverve arealer til kraftværker m. v., og disse regler skal også følges, hvis fremførelse af stærkstrømsledninger kræver fjernelse af bygninger, skov eller andre hindringer. I øvrigt foretages ekspropriation til ledningsfremføring efter de detaljerede bestemmelser i stærkstrømslovens §§ 10-14.

Loven foreskriver nu, at reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom skal anvendes også ved ekspropriation til ledningsfremføring, selv om fremføringen ikke kræver fjernelse af skov, bygninger eller lignende. Dog kan ministeren for offentlige arbejder lade et andragende om ekspropriation til ledningsanlæg for spændinger under 50 kV behandle efter de hidtidige regler i stærkstrømsloven. Det er tanken, at disse regler som hovedregel følges ved gennemførelse af de nævnte mindre anlæg, medens bestemmelserne i loven om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom kun undtagelsesvis bringes i anvendelse ved disse anlæg. § 15 har imidlertid fået en sådan affattelse, at denne paragraf omfatter alle stærkstrømsanlæg, også sådanne, som omhandles i § 10, stk. 1.

For at bringe forholdet mellem bestemmelserne i loven om by- og landzoner og stærkstrømslovens ekspropriationsbestemmelser på det rene bestemmer § 10, stk. 6, udtrykkelig, at ministeren, før ekspropriationsbeslutning i henhold til de særlige regler i §§ 10-14 træffes, skal have tilslutning fra vedkommende amtsråd, for så vidt angår arealer i landzone, og tilslutning fra vedkommende kommunalbestyrelse, for så vidt angår andre områder. (Se § 1, nr. 4).

Reglerne i § 3 i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom gøres anvendelig også i de tilfælde, hvori ekspropriation sker efter reglerne i §§ 10-14 til de i § 10, stk. 1, nævnte mindre anlæg. Nævnte lovregel bestemmer, at der kan foretages nødvendige forberedende opmålinger, nivellementer og andre tekniske forarbejder og undersøgelser. Der er behov for en sådan regel også med henblik på gennemførelse af de i § 10, stk. 1, nævnte mindre anlæg.

Den hidtidige bestemmelse i lovens § 18, der bestemmer, at lovens ekspropriationsbestemmelser ikke gælder for anlæg, der kræver koncession, ophæves, idet lov om elforsyning indeholder regler om koncession til visse elforsyningsvirksomheder.

Loven træder i kraft den 1. januar 1977.

Lovforslaget var en uændret fremsættelse af det forslag, som ministeren for offentlige arbejder fremsatte 19. marts 1975, omtalt i folketingsårbog 1974-75, side 527.

Det blev ved 1. behandling behandlet sammen med det af handelsministeren samtidig fremsatte forslag til lov om elforsyning, omtalt under A.I. nr. 42.

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 124 stemmer mod 24 (KF, RV, KrP).
Partiernes ordførere
Erik Holst (S), Svend Karlskov Jensen (V), Steffen Kjærulff-Schmidt (FP), Lone Dybkjær (RV) og Ib Nørlund (DKP)