Luk

Luk
Luk

Luk

L 93 Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsretten.

Samling: 1984-85
Status: 3. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til arbejdsmarkedsudvalget.

Lovforslaget indeholdt bestemmelse om, at arbejdsretten kun kan pålægge en organisation som sådan retligt ansvar, såfremt den direkte har beordret sine medlemmer til overenskomsstridige handlinger.

Om baggrunden for lovforslaget oplystes bl.a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Lovens nuværende bestemmelse i § 9, stk. 1, nr. 2, lyder således: »For arbejdsretten indbringes sager om overtrædelse af kollektive overenskomster om løn- og arbejdsvilkår«, medens bestemmelsen i § 12, stk. 1, 3. punktum, lyder således: »Når ikke andet forud er vedtaget, kan der kun pålægges en organisation som sådan retligt ansvar, når den har gjort sig delagtig i det påklagede forhold.«

Hovedaftalen har følgende tekst i § 2, stk. 4: »Såvel hovedorganisationerne som de under dem hørende organisationer samt øvrige af hovedaftalen bundne organisationer er forpligtet til ikke at understøtte, men med alle rimelige midler at hindre overenskomststridige arbejdsstandsninger og, hvis overenskomststridig arbejdsstandsning finder sted, at søge at få den bragt til ophør.«

Lovforslaget tager sigte på at ændre den retspraksis, som i de senere år har udviklet sig i arbejdsrettens domme, og hvorefter flere og flere faglige organisationer på et tvivlsomt grundlag bliver idømt større og større bøder for påstået organisationsansvar.«

Ved 3. behandling blev lovforslaget forkastet, idet 17 (SF og VS) stemte for, medens 106 (S, KF, V, RV, CD, KrF og FP) stemte imod.
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Bo Kristensen (KF), Jens Peter Jensen (V), Ole Henriksen (SF), Lone Dybkjær (RV), Elisabeth Bruun Olesen (VS) og Helge Dohrmann (FP)