Luk

Luk
Luk

Luk

B 18 Forslag til folketingsbeslutning om opfordring til at trække aktstykke nr. 1 vedrørende dispositioner med hensyn til statens aktier i Kryolitselskabet Øresund A/S tilbage fra finansudvalget.

Samling: 1985-86
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. behandling henvist til finansudvalget.

Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

»Folketinget opfordrer ministeren for Grønland til at trække aktstykke nr. 1 tilbage fra finansudvalget, hvori ministeren søger tilslutning til, at der foretages en udligning af de præferencer, der er knyttet til statens aktier i Kryolitselskabet Øresund A/S mod udstedelse af fondsaktier til staten, samt til, at statens samlede aktiepost i Kryolitselskabet herefter udbydes til salg på børsen.«

Om baggrunden for forslaget oplystes bl.a. følgende i de ledsagende bemærkninger:

»Kryolitselskabet Øresund A/S såvel som de af dette ejede aktieselskaber har alle en økonomisk rationel og effektiv drift under merkantilt og industrielt kompetente ledelser, og det hidtil meget moderate udbytte er udtryk for, at de indtjente midler i vidt omfang investeres og således virker til gavn for beskæftigelse og eksport.

Selskabernes forretningspolitik og drift må således anses for at repræsentere et meget ønskeligt samvirke mellem statslige og private industrielle interesser.

Finansministeren har ikke kunnet give folketingets finansudvalg entydige svar på, om salget af aktierne vil indebære økonomiske fordele for staten.

Forslagsstillerne finder således, at samlede industripolitiske, beskæftigelsesmæssige og statsfinansielle hensyn tilsiger, at staten ikke afhænder aktierne, men tværtimod fortsætter den hidtidige aktive investeringspolitik.«

Ved 2. (sidste) behandling blev beslutningsforslaget forkastet, idet 53 (S, SF og VS) stemte for, mens 66 (KF, V, RV, CD, KrF, FP og FD) stemte imod.
Partiernes ordførere
Søren B. Jørgensen (S), Mogens Camre (S), Bernt Johan Collet (KF), Povl Brøndsted (V), Jes Lunde (SF), Inger Marie Bruun-Vierø (RV), Bente Juncker (CD), Keld Albrechtsen (VS), Ove Jensen (FP), Flemming Kofod-Svendsen (KrF) og Otto Steenholdt (UFG)