Luk

Luk
Luk

Luk

L 112 Forslag til lov om ændring af lov om kontrol med arbejder af ædle metaller m.v.

Af: Industriminister Nils Wilhjelm ()
Samling: 1986-87 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 113 af 11-03-1987
Efter 1. behandling henvist til Erhvervsudvalget.

Loven indebærer, at Danmark kan tiltræde den i Wien den 15. november 1972 undertegnede Konvention om kontrol og stempling af varer af ædle metaller, der har til formål at lette den internationale handel med varer af ædle metaller, der er gældende i de kontraherende stater, og som udgør en teknisk hindring for den frie vareudveksling.

Ved loven nedsættes endvidere mindstekravet til guldvarers holdighed fra 585 0/00 til 333 0/00.

Endelig medfører loven i øvrigt forskellige ændringer af gældende bestemmelser, som hovedsageligt er begrundet i tekniske og administrative hensyn.

Om baggrunden for Konventionens tilblivelse og lovforslaget som sådant anførtes det i bemærkningerne til lovforslaget bl.a. følgende:

»Konventionen af 15. november 1972 om kontrol og stempling af varer af ædle metaller blev underskrevet af Finland, Norge, Portugal, Storbritannien, Sverige, Schweiz og Østrig. Den er senere ratificeret af de oprindeligt kontraherende stater og af Irland.

Konventionen har til formål at lette den internationale handel med varer af ædle metaller under bevarelse af den beskyttelse af forbrugerne, der er begrundet i disse varers særlige art.

Baggrunden for Konventionens tilblivelse er de forskellige krav til kvaliteten og mærkningen af varer af ædle metaller, der er gældende i de kontraherende stater, og som udgør en teknisk hindring for den frie vareudveksling.

Ifølge Konventionen ophæves denne hindring ved, at der indføres et fælles kontrolstempel for varer af ædle metaller, som kan påføres varer af vedkommende myndighed i de kontraherende stater, når det ved en undersøgelse af varerne ved analysemetoder fastlagt i Konventionen er godtgjort, at de opfylder Konventionens krav til holdigheden.

Således undersøgte og stemplede varer skal anses for at opfylde de i de kontraherende staters lovgivning fastsatte krav til holdigheden og må ikke underkastes fornyet undersøgelse eller krav om stempling i de kontraherende stater, bortset fra at der under særlige omstændigheder kan udtages kontrolprøver.«

Konventionen er optaget som tillæg til lovforslagets bemærkninger, således at Folketingets vedtagelse af lovforslaget kunne betragtes som Folketingets stiltiende samtykke til Danmarks tiltrædelse af Konventionen.

Lovforslaget fik sin endelige udformning ved vedtagelsen af de i udvalgets betænkning af industriministeren stillede ændringsforslag.

Lovforslaget vedtaget med 107 stemmer (S, KF, V, RV, CD, KRF og FP) mod 3 (VS); 17 (SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Tove Lindbo Larsen (S), Arne Lund (KF), Jens Peter Jensen (V), Birthe Hansen (SF), Hans Larsen-Ledet (RV), Addi Andersen (CD) og Helge Dohrmann (FP)