Luk

Luk
Luk

Luk

L 12 Forslag til lov om ændring af lov om skibes sikkerhed m.v.

Af: Industriminister Anne Birgitte Lundholt (KF)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Ved loven bliver industriministeren bemyndiget til at oprette arbejdsmiljøråd, som har til formål at fremme de ansattes sundhed og sikkerhed om bord. Arbejdsmiljørådene sammensættes med et ligeligt antal repræsentanter for arbejdstagere om bord og deres arbejdsgiver.

Til varetagelse af sundheds- og sikkerhedsarbejdet for personer, der arbejder om bord, opretter arbejdsmiljørådene en arbejdsmiljøtjeneste under deres område.

Industriministeren fastsætter regler om arbejdsmiljørådenes og arbejdsmiljøtjenesternes opbygning, opgaver, funktioner og finansiering.

Endvidere bliver industriministeren ved loven bemyndiget til at fastsætte strafsanktionerede regler om forhold, som afsender skal iagttage ved transport af gods til søs.

Endelig bliver strafferammen i lovens § 28 om overtrædelse af lov om skibes sikkerhed udvidet.

I bemærkningerne til lovforslaget var det bl.a. anført, at opbygningen af de maritime arbejdsmiljøorganisationer var tilpasset de særlige forhold for skibe, idet der i lovforslaget i modsætning til, hvad der gælder for landbaserede erhverv, var lagt op til en enstrenget, obligatorisk opbygning, hvorefter i princippet alle arbejdsgivere, der beskæftigede personer om bord i skibe i søen, skulle være tilsluttet vedkommende arbejdsmiljøtjeneste.

For så vidt angik udvidelsen af strafferammen i lovens § 28 var der bl.a. henvist til, at det var en opfølgning af beslutningsforslag nr. B 76 om ansvar for redere for færger, handelsskibe og fiskerfartøjer fremsat af SF i folketingsåret 1991-92, se Årbog & Registre 1991-92, side 273.

Ved lovforslagets 2. behandling blev der vedtaget et ændringsforslag stillet af indenrigsministeren, hvorefter lovens ikrafttrædelse blev ændret til dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 110 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Poul Andersen (S), Svend Heiselberg (V), Kai Dige Bach (KF), Tommy Dinesen (SF), Kim Behnke (FP), Lone Dybkjær (RV), Sonja Albrink (CD) og Henning Lysholm (KrF)