Luk

Luk
Luk

Luk

F 11 Vil regeringen oplyse, hvordan den vil sikre, at forskning i og forsøg med xenotransplantation — overførsel af organer fra dyr til mennesker — kun sker under hensyntagen til, at den fornødne sikkerhed er til stede, at eventuelle forsøg udelukkende sker i kontrollerede og begrænsede tilfælde, samt at donor- og forsøgsdyrenes velfærd overvåges nøje?

Til: Forskningsminister Birte Weiss (S) Justitsminister , Frank Jensen (S) Sundhedsminister og Sonja Mikkelsen (S)
Samling: 2000-01
Status: Foretaget
Under forhandlingen fremsattes følgende:

Forslag til vedtagelse:

V 46. Af Niels Bloch Jespersen (S), Tove Fergo (V), Henriette Kjær (KF), Margrete Auken (SF), Susanne Clemensen (CD) og Elisabeth Arnold (RV).

Fremsat ............... FF 3855
Vedtaget ............... FF 3871

V 47. Af Tove Videbæk (KRF) og Birthe Skaarup (DF).

Fremsat ............... FF 3854
Bortfaldet .............. FF 3871

V 48. Af Søren Kolstrup (EL).

Fremsat ............... FF 3868
Bortfaldet ............. FF 3871

Fuld tekst:

V 46. Af Niels Bloch Jespersen (S), Tove Fergo (V), Henriette Kjær (KF), Margrete Auken (SF), Susanne Clemensen (CD) og Elisabeth Arnold (RV):

»Xenotransplantation fra dyr til mennesker er en del af det samlede biotekområde, og dansk regulering af området bør forholde sig til den internationale udvikling, herunder Europarådets forslag til retningslinjer, der ventes at foreligge om 2 år.

— Forsøg og behandling med xenotransplantation fra dyr til mennesker må ikke tages i anvendelse, uden at der åbnes adgang hertil fra de centrale sundhedsmyndigheder, herunder Den Centrale Videnskabsetiske Komité, og før der er taget stilling til de faglige og etiske problemer, der rejser sig i forbindelse med disse teknikker.

— En anvendelse bør bygge på, at der foreligger tilstrækkelig sikring mod de risici, der er forbundet med transplantation fra dyr til mennesker, samt at der er foretaget en grundig analyse af kendte og mulige aspekter.

— Det bør tillige sikres, at xenotransplantation ikke indebærer udtalt smerte, anden intens lidelse eller voldsom angst for de involverede dyr.

— IT- og forskningsministeren nedsætter i samråd med de øvrige ministre en arbejdsgruppe, der skal afdække muligheder og risici inden for de nye bio- og genteknologier, her tænkes på bl.a. gendiagnostik, genterapi, terapeutisk kloning og xenotransplantation.

— Forsøg og behandling skal finde sted i offentligt regi.

— Det bør tillige sikres, at forsøg med xenotransplantation offentliggøres inklusive løbende opdatering vedrørende eventuelle bivirkninger.«

V 47. Af Tove Videbæk (KRF) og Birthe Skaarup (DF):

»— Forsøg og behandling med xenotransplantation fra dyr til mennesker må ikke tages i anvendelse, uden at der er taget stilling til det fra Folketinget, uden at der åbnes adgang hertil fra de centrale sundhedsmyndigheder, og før der er taget stilling til de faglige og etiske problemer, der rejser sig i forbindelse med disse teknikker.

— En tilladelse bør bygge på, at der foreligger tilstrækkelig sikring mod de risici, der er forbundet med transplantation fra dyr til mennesker, samt at der er foretaget en grundig analyse af kendte og mulige forudselige aspekter.

— Det bør tillige sikres, at xenotransplantation ikke indebærer lidelse for de involverede dyr.

Dansk regulering af området bør forholde sig til den internationale udvikling, herunder Europarådets forslag til retningslinjer, der ventes at foreligge om 2 år.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til inden 1. november 2001 lovgivningsmæssigt at sikre, at forsøg eller behandling med xenotransplantation fra dyr til mennesker ikke finder sted, før der foreligger en folketingsbeslutning herom.«

V 48. Af Søren Kolstrup (EL):

»— Forsøg og behandling med xenotransplantation fra dyr til mennesker må ikke tages i anvendelse, uden at der er taget stilling til det fra Folketinget, uden at der åbnes adgang hertil fra de centrale sundhedsmyndigheder, og før der er taget stilling til de faglige og etiske problemer, der rejser sig i forbindelse med disse teknikker.

— En tilladelse bør bygge på, at der foreligger tilstrækkelig sikring mod de risici, der er forbundet med transplantation fra dyr til mennesker, samt at der er foretaget en grundig analyse af kendte og mulige forudselige aspekter.

— Det bør tillige sikres, at xenotransplantation ikke indebærer lidelse for de involverede dyr.

— Forsøg og behandling skal finde sted i offentligt regi med fuld aktindsigt for offentligheden.

— IT- og forskningsministeren bør derfor i samråd med de øvrige ministre nedsætte en arbejdsgruppe, der skal afdække muligheder og risici inden for de nye bio- og genteknologier, herunder overveje, om man overhovedet finder de nye teknologier relevante ud fra ressourcemæssige og etiske betragtninger.

Dansk regulering af området bør forholde sig til den internationale udvikling, herunder Europarådets forslag til retningslinjer, der ventes at foreligge om 2 år.

Folketinget opfordrer derfor regeringen til inden den 1. november 2001 lovgivningsmæssigt at sikre, at forsøg eller behandling med xenotransplantation fra dyr til mennesker ikke finder sted, før der foreligger en folketingsbeslutning herom.«

Afstemning:

V 46 vedtaget med 89 stemmer (S, V, KF, SF, CD, RV, FRI og Mogens Andreasen (UP)); 12 (DF, EL, KRF og Frank Dahlgaard (UP)) stemte hverken for eller imod.

V 47 og V 48 var dermed bortfaldet.
Partiernes ordførere
Niels Bloch Jespersen (S), Tove Fergo (V), Henriette Kjær (KF), Margrete Auken (SF), Elisabeth Arnold (RV), Birthe Skaarup (DF), Susanne Clemensen (CD), Søren Kolstrup (EL), Tove Videbæk (KrF) og Tom Behnke (FRI)