L 14 Forslag til lov om ændring af lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der er fordrevet fra Ukraine.

(Begrænsninger i adgangen til ophold for personer omfattet af regler for mobilisering i Ukraine).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S)
Samling: 2025-26 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Forslaget begrænser adgangen til midlertidig opholdstilladelse for personer omfattet af reglerne for den ukrainske mobilisering. Forslaget indebærer, at reglerne for at opnå opholdstilladelse i Danmark efter Ukrainesærloven skærpes for personer i alderen 23-60 år, som efter ukrainsk lovgivning er omfattet af reglerne om mobilisering og ikke er fritaget for militærtjeneste. Derudover gives udlændinge- og integrationsministeren bemyndigelse til fremover at fastsætte yderligere betingelser for opholdstilladelse, hvis EU beslutter at begrænse adgangen til ordningen yderligere.
Forslaget er vedtaget. For stemte 98 (S, SF, V, DF, LA, M, KF, DD, RV, BP, Emilie Schytte (UFG) og Nadja Natalie Isaksen (UFG)), imod stemte 11 (EL, ALT og Jacob Harris (UFG)), hverken for eller imod stemte 0. Grundet en fejl er der ikke registreret en stemme fra Rune Kristensen, KF.
Partiernes ordførere
Katrine Evelyn Jensen (S), Lise Müller (SF), Amanda Heitmann (V), Mikkel Bjørn (DF), Mohammad Rona (M), Pernille Vermund (LA), Christian Vigilius (KF), Peder Hvelplund (EL), Magnus Georg Jensen (RV), Dennis Flydtkjær (DD) og Elise Sydendal (ALT)