Beslutningen går ud på, „at der ikke rejses rigsretsanklage mod nogen for noget forhold vedrørende Danmarks besættelse den 9. april 1940 eller for noget forhold i besættelsestiden."

Som begrundelse for udvalgets enstemmige indstilling herom anføres i betænkningen:

„Udvalget har afholdt 8 møder og har modtaget enkelte henvendelser, hvoraf dog ingen har haft betydning for udvalgets arbejde.

Der har i udvalget været enighed om, at udvalgets opgave i henhold til beslutningen om dets nedsættelse har været begrænset til på grundlag af de parlamentariske kommissioners beretninger at give indstilling om eventuel rigsretsanklage mod ministre eller andre særligt ansvarlige for deres forhold ved Danmarks besættelse den 9. april 1940 eller i besættelsestiden. Udvalget har således ikke haft nogen beføjelse til at fremskaffe yderligere oplysninger eller til at inddrage andre forhold end de nævnte under sit arbejde.

Udvalgets medlemmer har gennemgået de parlamentariske kommissioners beretninger, og udvalget har derefter drøftet en række af de i beretningerne omtalte forhold. Et flertal og tre mindretal ønsker hertil at knytte de nedenfor anførte bemærkninger.

Hele udvalget indstiller herefter, at der ikke rejses rigsretsanklage mod nogen for noget forhold vedrørende Danmarks besættelse den 9. april 1940 eller for noget forhold i besættelsestiden.

Udvalgets flertal (Ditlevsen, Poul Hansen (Kalundborg), Urban Hansen, Per Hækkerup, Carl P. Jensen, Kolbjørn, Mørk, Edel Saunte og Skytte) er enigt i, at udvalgets opgave har været begrænset af folketingets beslutning af 9. april 1954 om udvalgets nedsættelse, idet det heri hedder, at udvalget skal overveje, „hvorvidt beretningerne fra de i årene 1945-53 virkende parlamentariske kommissioner giver grundlag for at rejse rigsretsanklage mod ministre eller andre særligt ansvarlige for deres forhold ved Danmarks besættelse den 9. april 1940 eller i besættelsestiden". Udvalget har således ikke haft nogen beføjelse til at fremskaffe yderligere oplysninger, hverken om nye emner eller om de emner, kommissionerne allerede har behandlet. Endvidere er flertallet enigt i, at udvalget efter den således foretagne gennemgang af de foreliggende oplysninger alene har til opgave at afgive indstilling om en eventuel rigsretsanklage. Herved bemærker flertallet, at strafforfølgning for rigsretten kun kan finde sted i overensstemmelse med strafferettens almindelige lovbestemmelser, altså kun for rent konkrete handlinger eller undladelser, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov. Straffehjemlen må altså søges enten i gældende straffelov eller i særlige love med straffende bestemmelser.

Man er dernæst enig i, at de bestemmelser, der i denne forbindelse vil kunne komme på tale, er straffelovens kap. 12 om landsforræderi og kap. 16 om forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv, specielt § 156 og § 157 om tjenesteforsømmelser, samt straffelovstillægget af 1. juni 1945.

Med hensyn til forholdene i forbindelse med besættelsen den 9. april 1940 kan flertallet efter at have gennemgået det i beretningerne I-III og XII foreliggende materiale ganske tilslutte sig, hvad der allerede udtaltes side 10 i den under 4. oktober 1945 afgivne betænkning fra kommissionen af 15. juni 1945, nemlig:

„Der er ikke, hvad angår de ledende ansvarliges stilling med hensyn til besættelsen af Danmark, fremkommet noget som helst, der kan begrunde, at nogen — det være sig en minister eller en ledende militær eller diplomatisk personlighed — skulle have gjort sig skyldig i forhold af landsforræderisk karakter. Det bør efter kommissionens mening her slås fast, at vel er der begået fejl og forsømmelser, men der har ikke af nogen af de pågældende været udvist utilbørlige forhold til besættelsesmagten, hverken før eller selve den 9. april."

Der foreligger således ikke — heller ikke i de senere fremkomne beretninger — noget grundlag for rigsretsanklage mod nogen for landsforræderi, ligesom der heller ikke efter flertallets opfattelse foreligger grundlag for rigsretsanklage mod nogen for embedsforsømmelse.

Om udviklingen under besættelsen ønsker flertallet at udtale: Efter regeringens beslutning den 9. april 1940 om under protest at affinde sig med den tyske besættelse enedes et stort flertal i rigsdagen om gennem et nationalt samarbejde, der gav sig udtryk i dannelsen af en samlingsregering og oprettelsen af de fem demokratiske partiers samarbejdsudvalg, at søge et dansk styre opretholdt, at undgå inddragen i krigen på tysk side og såvidt muligt undgå besættelsesmagtens indgreb i danske anliggender.

Uanset om man udfra en politisk bedømmelse er enig i de beslutninger, som regeringen eller de enkelte ministre eller de særligt ansvarlige embedsmænd traf i forhold til besættelsesmagten, fremgår det af materialet i beretningerne IV—VIII, X, XI og XIII, at rigsdagens flertal stod bag alle væsentlige beslutninger, at de ansvarlige i alle tilfælde har handlet udfra et skøn over, hvad der tjente danske interesser bedst, at man som hovedregel ved forhandlinger søgte at gøre indrømmelserne overfor besættelsesmagten så små som muligt, og at der i intet tilfælde har foreligget landsforræderi eller er udvist utilbørligt forhold overfor besættelsesmagten. Det bør herved haves for øje, at de ansvarlige i en række tilfælde stod overfor nødvendigheden af at handle eller udtale sig, hvis man ønskede at videreføre den fastlagte linie, medens en tilsvarende nødvendighed ikke var tilstede for andre borgere.

Beretning XIV om det tyske mindretals forhold til besættelsen giver ikke flertallet anledning til bemærkninger, idet retsopgøret på dette område allerede er foretaget på grundlag af den almindelige straffelovgivning.

Flertallet er herefter enigt i, at der heller ikke, forsåvidt angår forholdene under besættelsen, er grundlag for at rejse rigsretsanklage mod nogen.

Et mindretal (Henry Christensen, N. Chr. Christensen, Gideon, Kr. Juul og Lorentzen) ønsker at udtale, at der kan rettes indvendinger af forskellig art mod, at det alene var medlemmer af folketinget, der foretog undersøgelse af politikeres forhold, og at den kritik, der har været fremsat herom, ikke har været uden berettigelse. På den anden side kan det være berettiget at fremsætte tvivl om, hvorvidt de sædvanlige strafferetlige organer bedre kunne have løst den svære opgave, selvom det dog må antages, at det havde begrænset stoffet og givet det en mere præcis form.

Efter den beføjelse, der er givet udvalget vedrørende den parlamentariske kommissions beretninger, har dette udvalg kun mulighed for at afgive indstilling til folketinget på grundlag af de beretninger, den parlamentariske kommission har afgivet, og udvalget har altså ikke haft mulighed for at udtale sig om, hvorvidt kommissionens beretninger har omfattet alle de forhold, der burde være undersøgt eller suppleret. Udvalgets opgave har alene været at gennemgå de foreliggende beretninger og på grundlag af disse overveje, om de måtte give grundlag for at rejse rigsretsanklage som nærmere anført i beslutningen.

Mindretallet har herefter den opfattelse, at bestemmelser, der i denne forbindelse kunne komme på tale, er straffelovens kapitel 12 om landsforræderi og kapitel 16 om forbrydelse i offentlig tjeneste, specielt § 156 og § 157 om tjenesteforsømmelse, ligesom bestemmelser i straffelovstillægget må kunne tages i betragtning.

Forholdet omkring Danmarks besættelse af 9. april 1940 og begivenhederne, der gik forud, har været genstand for indgående drøftelse. Mindretallet har den opfattelse, at de ansvarlige ministre ikke har taget det hensyn til de alarmerende indberetninger fra det danske gesandtskab i Berlin i dagene forud for den 9. april, som situationens alvor måtte forudsætte. Selvom disse indberetninger kunne være genstand for forskellig vurdering med hensyn til, om der ville finde et angreb på Danmark sted eller ej, så burde indberetningerne i hvert fald have medført, at der var etableret et snævert samarbejde mellem de særligt ansvarlige, hvorved antagelig flere af de oplagte fejltagelser og manglende årvågenhed, der også i historiens lys vil forekomme forstemmende og nedslående, kunne være undgået. Det synes, som om de, der havde ansvaret for rigets styrelse og forsvarets beredskab, i for ringe grad har taget tilbørligt hensyn til og draget konsekvenserne af den mulighed, at de alarmerende advarsler kunne være bygget på rigtige oplysninger, hvad man dog måtte forudsætte, da de kom fra gesandtskabet i Berlin.

Det forekommer også uforståeligt, at de særligt ansvarlige ministre ikke har orienteret det udenrigspolitiske nævn og partiformændene på et tidligere tidspunkt. Denne mangel på samarbejde og orientering havde bl. a. den virkning, at der ikke på det sene tidspunkt, hvor orienteringen fandt sted, forelå nogen mulighed for at træffe effektive forsvarsforanstaltninger. Det har i denne forbindelse været genstand for indgående drøftelse, hvilken betydning man måtte tillægge folketingets udtalelse af 19. januar 1940. Denne udtalelse havde følgende ordlyd:

„Folketinget beslutter at udtale, at man fra alle sider i det danske folk er enig om, at landets neutralitet skal opretholdes, og at de midler, der rådes over, om fornødent skal anvendes for at hævde og værne rigets fred og uafhængighed, og tilsiger ministeriet sin støtte i arbejdet herfor."

Efter mindretallets opfattelse måtte denne vedtagelse og de udtalelser, der fremsattes fra ansvarlige i forbindelse hermed, opfattes som et påbud til regeringen om, at værnene — i det omfang forsvarslovene afgav mulighed herfor — måtte bringes i en sådan stand, at det blev et neutralitetsværn, der kunne og skulle modsætte sig, at overrumpling fandt sted. Det er endvidere mindretallets opfattelse, at regeringen ikke efterkom dette påbud. Det må naturligvis erkendes, at situationen på det tidspunkt, hvor de kritiske og ulykkelige begivenheder udløstes, var, at Danmark stod overfor et overmægtigt Tyskland, at Tysklands modstandere var uden mulighed for at komme Danmark til hjælp, at Danmark med god grund var opskræmt af den skæbne, der blev Polen til del, da dette land satte sig til modværge, men det eliminerer ikke de betragtninger, at der er begået fejl og forsømmelser, hvilket da også enstemmigt er fastslået i den første kommissionsbetænkning af 4. oktober 1945.

Selvom der ved vurderingen af begivenhederne omkring 9. april 1940 både kan anlægges politisk og strafferetlig bedømmelse, er mindretallet enigt i konklusionen fra den omtalte kommissionsudtalelse om, at fejlene og forsømmelserne ikke har haft landsforræderisk karakter.

Når talen i dag er om fejl og ansvar, må det tages med i bedømmelsen, at der er gået næsten 15 år, siden de ulykkelige begivenheder fandt sted, og at størsteparten af ansvarlige personligheder fra dagene omkring og under besættelsen er døde. En retsforfølgning af nulevende kan derfor få et skær af vilkårlighed over sig. Dertil kommer, at de forklaringer, der er afgivet for den parlamentariske kommission, er så indbyrdes modstridende og præget af, at de af kommissionens medlemmer stillede spørgsmål på adskillige områder synes at savne fornøden objektivitet. Forklaringerne bør derfor efter mindretallets skøn ikke danne grundlag for retsforfølgning. De senere foretagne afhøringer — derunder fremskaffelse af de tyske dokumenter — viser, at besættelsen af Danmark var led i en krigsforbrydelse.

Om udviklingen under besættelsen og skiftende ministres og senere departementschefsstyrets forhold til besættelsesmagten må fremhæves, at det nationale samarbejde politikerne imellem fandt udtryk i dannelsen af en samlingsregering og de fem demokratiske partiers samarbejdsudvalg. Målet var at søge dansk styre opretholdt og at undgå, at Danmark blev inddraget i krigen på tysk side. Dette mål blev nået både under samlingsregeringerne og under departementschefsstyret.

Uanset om man udfra en senere bedømmelse kan bifalde de beslutninger, regeringen eller de enkelte ministre eller særligt ansvarlige embedsmænd traf i forhold til besættelsesmagten, må det dog — efter mindretallets opfattelse — på grundlag af det materiale, der har været til bedømmelse, fremhæves, at de ansvarlige ministre og embedsmænd har handlet udfra et personligt skøn over, hvad der tjente Danmarks interesser bedst, og at regering og rigsdag — men især regeringen — stadig var ude for et voldsomt pres fra besættelsesmagtens side, således at de ansvarlige i en række tilfælde stod overfor nødvendigheden af at handle eller udtale sig, hvis de skulle videreføre den fastlagte linie, hvis formål var at holde Danmark udenfor endnu større ulykker. En del af disse udtalelser og handlinger har i befolkningen fremkaldt harme og er fundet anstødelige udfra en dansk tankegang. Det må i denne forbindelse erindres, at flere af de ansvarlige ministre og embedsmænd under besættelsen påtog sig hverv efter indtrængende opfordringer, og uden at de selv havde ønsket disse hverv.

Mindretallet tilslutter sig derfor, at det indstilles til det høje folketing, at der ikke rejses rigsretsanklage mod nogen, idet man ønsker at udtale, at der i det store materiale, der har været forelagt gennem den parlamentariske kommissions betænkninger, efter vort bedste skøn ikke findes bevis for, at nogen har gjort sig skyldig i forhold af landsforræderisk karakter, ligesom mindretallet også kan tiltræde, at der ikke rejses tiltale for forhold, der måtte angå tjenesteforsømmelse.

Et andet mindretal (Poul Møller og Tesdorpf) er med flertallet enigt i:

1. at udvalgets beføjelser ikke når videre end til at give indstilling om rejsning af tiltale på grundlag af det materiale, der foreligger i kommissionens beretninger,

2. at strafforfølgning for rigsretten i mangel af en egentlig ministeransvarlighedslov kun kan finde sted efter de for tjenestemænd gældende strafferetlige regler,

3. at der ikke efter det foreliggende findes grundlag for at rejse tiltale mod nogen person for landsforræderi.

Mindretallet ønsker derefter at udtale:

at mindretallet betragter det som en afgørende fejl, at folketinget udelukkende har overladt til tingets egne medlemmer at foretage de undersøgelser og afhøringer, som ifølge folketingets beslutning ligger til grund for udvalgets indstilling. De skiftende parlamentariske kommissioner har ikke kunnet give befolkningen den fornødne tillid til, at alt af interesse for landets besættelse blev uvildigt og kritisk gennemgået.

Mindretallet anser det iøvrigt ved bedømmelsen for nødvendigt at skelne skarpt imellem tiden før og efter 9. april 1940. Hvad angår tiden efter 9. april 1940, finder mindretallet, at den politik, man med befolkningens tilslutning bestemte sig til at føre fra 9. april 1940 til 29. august 1943, var så vanskeligt gennemførlig og så afvigende fra alle tidligere foreliggende forhold såvel under fred som under krig, at det ikke skønnes rimeligt eller muligt i dag at tage den op til en ny og vanskelig undersøgelse og bedømmelse.

Med hensyn til tiden før den 9. april 1940 er det efter mindretallets opfattelse ganske klart, at den daværende regering ikke handlede efter det pålæg, som folketingets beslutning af 19. januar 1940 var udtryk for. Mindretallet er derfor ikke overbevist om, at tiltale for rigsretten for overtrædelse af borgerlig straffelovs §§ 156 og 157 vedrørende embedsforsømmelse ville være udelukket. Forsvarslovene af 7. maj 1937 indeholdt de fornødne bemyndigelser for forsvarsministeren til at indkalde sikringsstyrken, foranstalte mobilisering m. v.

Da krigen brød ud i september 1939, afgav Danmark erklæring om at ville forblive neutral under stormagtsopgøret i Europa. Daværende statsminister Stauning meddelte rigsdagen dette 1. september 1939, samtidig med at han oplyste, at „der er truffet nødvendige foranstaltninger, så hær og flåde kan søge at løse de opgaver, der foreligger til sikring af landets neutralitet. Den nødvendige beredskabsstyrke vil blive tilvejebragt i løbet af i morgen og nærmest følgende dage. Flåden er i hovedsagen bemandet, og hvad der måtte mangle, bringes nu til udførelse". Disse udtalelser kunne ikke levne tvivl om Danmarks forsvars- og udenrigspolitiske stilling.

Den tvivl, som statsminister Staunings nytårstale 1. januar 1940 kunne give anledning til, medførte, at folketinget 19. januar 1940 enstemmigt udtalte: „at man fra alle sider i det danske folk er enig om, at landets neutralitet skal opretholdes, og at de midler, der rådes over, om fornødent skal anvendes for at hævde og værne rigets fred og uafhængighed". Statsministeren udtalte under forhandlingerne: „Ministeriet kan fuldt og helt tiltræde de synspunkter, som forslaget fører frem angående landets neutralitet og nationens vilje til at værne denne og vort lands uafhængighed".

Denne erklæring af et enigt folketing må efter mindretallets opfattelse være forpligtende for den daværende regering, selvom den daværende forsvarsminister ikke deler denne anskuelse. Erklæringen udelukkede selvsagt ikke, at den ansvarlige minister i en konkret situation måtte anlægge et personligt skøn over, hvilke foranstaltninger der burde bringes i anvendelse, men den måtte forpligte en parlamentarisk regering så langt, at den ikke aldeles kunne undlade at træffe de til rigets værn fornødne foranstaltninger, specielt drage omsorg for, at dette værn i hvert fald var så stærkt, at landets regering i påkommende tilfælde kunne bevare sin handlefrihed og ikke skulle træffe beslutninger 9. april om morgenen som krigsfanger.

Da mindretallet altså må mene, at erklæringen af 19. januar 1940 må forpligte en regering så vidt, må en tilsidesættelse af disse pligter anses for forsømmelse i lighed med tilsidesættelse af et af rigsdagen ved lov vedtaget pålæg.

Regeringens adfærd giver imidlertid mindretallet anledning til at mene, at en sådan tilsidesættelse forelå."

Efter nærmere at have begrundet denne opfattelse anfører mindretallet videre:

„Mindretallet mener ikke specielt at kunne drage hr. Alsing Andersen til ansvar for manglende orientering af rigsdagens partier igennem udenrigspolitisk nævn eller 8 mands udvalget, da den daværende regering må bære et kollektivt ansvar derfor; mindretallet har derfor alene begrundet sine synspunkter i forhold, hvor den daværende forsvarsminister måtte have et selvstændigt ansvar og en selvstændig pligt til at handle. At være betroet den øverste ledelse af landets forsvar under en storkrig i Vesteuropa må nødvendigvis kræve en særlig aktivitet og agtpågivenhed, specielt efter at folketinget ved sin beslutning af 19. januar 1940 klart havde tilkendegivet, at landets neutralitet og uafhængighed skulle værnes med de til rådighed værende midler.

Mindretallet må imidlertid erkende, at den lange tid, der er forløbet, siden Danmark blev besat, vil gøre det vanskeligt at føre et til domfældelse fornødent bevis, bl. a. fordi adskillige af de implicerede i mellemtiden er afgået ved døden. Det vil næppe være rimeligt alene at rejse tiltale mod folketingsmand Alsing Andersen, hvis undladelse ikke vil kunne bedømmes uden samtidig bedømmelse af de afdødes, statsminister Staunings, udenrigsminister Munchs og viceadmiral Rechnitzers, forhold. Desuden har verdensudviklingen og vort lands ændrede udenrigs- og forsvarspolitik givet svaret på bedømmelsen af Danmarks udenrigs- og forsvarspolitiske linie i perioden inden 2. verdenskrig.

Under hensyn hertil skal mindretallet anbefale folketinget at tage de parlamentariske kommissioners beretninger til efterretning og dermed overlade denne periodes politik og politiske handlinger til historiens bedømmelse".

Et tredie mindretal (Thestrup) „er med det af Poul Møller og Tesdorpf bestående mindretal enigt i at anbefale folketinget at tage de parlamentariske kommissioners beretninger til efterretning og dermed overlade denne periodes politiske handlinger og politik til historiens bedømmelse.

Jeg er enig med Poul Møller og Tesdorpf i:

1. at udvalgets beføjelser ikke når videre end til at give indstilling om rejsning af tiltale på grundlag af det materiale, der foreligger i kommissionens beretninger,

2. at der ikke efter det i disse beretninger oplyste findes grundlag for at rejse tiltale mod nogen person for landsforræderi, og

3. at der derfor alene kan være tale om at rejse tiltale mod nogen af de personer, der kan blive tale om at rejse tiltale imod for rigsretten, efter de særlige strafferetlige regler, der gælder for tjenestemænd.

Jeg er endvidere enig med Poul Møller og Tesdorpf i at betragte det som en afgørende fejl, at folketinget udelukkende har overladt til tingets egne medlemmer at foretage de undersøgelser og afhøringer, som ifølge folketingets beslutning ligger til grund for udvalgets indstilling. De skiftende parlamentariske kommissioner har ikke kunnet give befolkningen den fornødne tillid til, at alt af interesse for landets besættelse blev uvildigt og kritisk gennemgået.

Jeg er endelig enig med Poul Møller og Tesdorpf i, at det er nødvendigt at sondre skarpt mellem tiden før og efter 9. april 1940, og at den politik, man bestemte sig for at føre efter 9. april 1940, var så vanskelig gennemførlig og så afvigende fra alle tidligere foreliggende forhold såvel under fred som under krig, at det ikke skønnes rimeligt eller muligt i dag at tage den op til en ny og vanskelig undersøgelse og bedømmelse.

Med hensyn til tiden før den 9. april 1940 er det min opfattelse, at den daværende regering ikke handlede i overensstemmelse med folketingets beslutning af 19. januar 1940, men uanset denne beslutning vedblev at følge den udenrigs- og forsvarspolitiske linie, som den havde fulgt i tiden op til den 2. verdenskrig, og som kort kan karakteriseres som gående ud på, at enkeltstående neutralitetskrænkelser skulle afværges, men at et egentligt forsvar mod et angreb fra tysk side med landets erobring som mål var nytteløst og derfor ikke skulle føres.

Når jeg ikke finder det rimeligt at rejse tiltale for, at denne linie uanset erklæringen af 19. januar 1940 blev fulgt, er det af følgende grunde:

1. Der er forløbet mere end 14 år siden de pågældende begivenheder, og disse begivenheder har langt den største del af denne periode ligget lige så klart oplyst som i dag.

2. I mangel af en egentlig ministeransvarlighedslov er det ikke klart, hvor langt og i hvilken grad en erklæring fra folketinget som den nævnte af 19. januar 1940 var forpligtende i en situation som den foreliggende, eller hvilke strafferetlige følger en tilsidesættelse af den kunne medføre.

3. De to lovbestemmeler, som der herefter alene kan være tale om at rejse tiltale efter — straffelovens §§ 156 og 157 — har ikke været tænkt anvendt på forhold af den heromhandlede art, og den straf, der efter disse bestemmelser kan idømmes — hæfte eller bøder — er så ubetydelig, at det vil virke urimeligt at søge et forhold som det heromhandlede: tilsidesættelse fra regeringens side af folketingets beslutning i et spørgsmål om landets eksistens som selvstændig stat, henført herunder.

4. De personer, der har hovedansvaret for den udenrigspolitiske og forsvarspolitiske linie, der blev ført, er ikke længere i live".

Blandt de partier, der ikke var repræsenteret i udvalget, gik det kommunistiske stærkt imod indstillingen, der, efter hvad Aksel Larsen som partiets ordfører under sagens behandling i folketinget udtalte, kastede „tilgivelsens kåbe over besættelsestidens politik, over den politik, der hedder samarbejde med besættelsesmagten, medens lederne af det samme folketingsflertal forlængst har udnævnt sig selv og hinanden til lederne af den illegale, væbnede modstandskamp mod besættelsesmagten".

Taleren ville „afstå fra at sige noget til karakteristik af en optræden, der karakteriserer sig selv. Men jeg indrømmer, at der ikke handles uden konsekvens, når man først sørgede for at trække de parlamentariske undersøgelser mest muligt i langdrag og sørgede for, at mindst muligt blev belyst og mest muligt tilsløret, for derpå, når man tror at kunne bygge på folkets glemsomhed, officielt godkender såvel den politik, der førte til 9. april, som samarbejdspolitikken under besættelsen og frikender alle ansvarlige. Altsammen som indledning til godkendelse af ny tysk oprustning.

Dermed har samarbejdspolitikken sat sig selv et monument, som folket nu nok vil vide at finde en anden betegnelse for. Folket har nemlig forlængst afsagt sin dom, og den vil i modsætning til udvalgsindstillingen blive stående i historien. Den blev afsagt den 29. august 1943. Den er ikke blevet ændret, men bekræftet siden. De, der tror, at med udvalgets indstilling og med denne debat er kapitlet afsluttet, vil opdage, at de tog fejl, og at det danske folk, livskraftigt og sundt nationalt som det er, vil formå endnu en gang at gribe ind i dansk udenrigspolitik og få den ændret til Danmarks gavn og denne gang, inden dens følger har fået karakter af en katastrofe som 9. april 1940".

Viggo Starcke (DR) fandt ikke, at der var grundlag for nogen rigsretsanklage, og kunne give tilslutning til det resultat, som udvalget var kommet til.

Der var efter hans opfattelse i kommissionsberetningerne intet, „som tyder på noget landsforræderi, noget quislingeri; selvom der har været begået fejl, har været vist inkompetence og øvet urigtigt skøn, har der ikke været nogen ond handling, og i betragtning af de vanskelige forhold dengang har man lov til at anlægge en bred fejlmargin, også under selve besættelsens forløb, hvor de mænd, der stod i ansvarsfulde stillinger, ofte måtte tage hensyn til tyskerne på den ene side, til danskerne på den anden side, til grundloven, der hang på det ene hængsel, til andre love, til politiet, til hæren, til modstandsbevægelsen. Det var vanskelige forhold at handle under. Når man er spærret inde i et bur sammen med en tiger, er det et urimeligt forlangende, at man skal opføre sig med samme naturlige utvungenhed som til daglig".

Hans Schmidt (Sl.) mente ikke, det kunne være hans opgave at udtale sig om rigsretsspørgsmålet, men følte sig dog berettiget til at udtale, at der efter hans opfattelse „af de ansvarlige kredse under krigen, specielt af statsministrene Stauning, Buhl og Scavenius, er ført en realitetsbetonet politik med det formål på bedst mulig måde at varetage landets interesser og at skåne befolkningen i videst muligt omfang.

Når jeg således mener, at sagens udfald på forhånd er givet, og at det iøvrigt drejer sig om et indre dansk anliggende, som det ikke kan være min opgave at komme nærmere ind på, må det dog være mig tilladt at fremkomme med supplerende bemærkninger, idet jeg mener, at folketingets beslutning i denne sag vil kunne få direkte betydning for mindretallet og for hele udviklingen i grænselandet" - en opfattelse, som han begrundede nærmere i en udførlig redegørelse.

Efter at ordførerne for samtlige partier og mindretal havde gjort rede for deres synspunkter, fik Alsing Andersen (S) ordet for at imødegå de kritiske bemærkninger, som var fremsat angående hans og andre politisk ansvarliges stillingtagen til de foreliggende problemer i dagene omkring 9. april 1940 og i besættelsestiden.

„Tingets medlemmer vil formentlig forstå", udtalte Alsing Andersen indledningsvis, „at jeg med tilfredshed hilser, at man nu endelig er nået frem til denne forhandling, som jeg har måttet vente på i 15 år. Der er ganske vist dem, der vil sige, at de første 5 år ikke kan regnes med. Jeg erkender også fuldtud, at det, sålænge besættelsen varede, ikke var muligt at foretage den undersøgelse, som jeg naturligvis lige siden den 9. april 1940 selv har erkendt nødvendigheden af. Det er imidlertid en fejltagelse at tro, at jeg uden videre kan lade disse 5 år ude af betragtning. Det samme gælder statsminister Stauning i den tid, han oplevede af besættelsen, og udenrigsminister Munch, der oplevede hele besættelsestiden. Forholdet var jo nemlig det, at der ikke gik mange dage efter den 9. april, før vi mærkede den hviskekampagne af mistænkeliggørelse, der senere trådte så højlydt frem, uden at vi under de daværende forhold havde nogen virkelig mulighed for at tage til genmæle.

Efter at befrielsen var en kendsgerning, har jeg altså måttet vente yderligere 10 år — ti år — før sagen kan bringes til afslutning gennem en afstemning i dette høje ting. Jeg beder om, at man ikke misforstår disse bemærkninger. Jeg agter ikke at klynke. Jeg kender vilkårene, når man har været i en politisk frontstilling i en sådan situation. Mine ord rummer heller ingen bebrejdelser mod de skiftende parlamentariske kommissioner, hvis omfangsrige og vanskelige arbejde jeg fuldtud forstår. Jeg ønsker blot at minde om disse omstændigheder, som jeg naturligvis ikke har kunnet være ligegyldig overfor, selvom en del medborgere har ment at kunne tage let på denne side af sagen.

Jeg kan selvfølgelig kun være tilfreds med, at samtlige medlemmer af det folketingsudvalg, der nu har afgivet indstilling i sagen, er enige om at konstatere, at der ikke for nogen ansvarlig persons vedkommende har været tale om landsforræderisk optræden. Man vil dog måske forstå, at dette ikke kan komme som nogen overraskelse for mig personlig.

Det er imidlertid heller ingen overraskelse for mig, at udvalgets medlemmer ikke har kunnet være enige om deres bedømmelse af begivenhederne og af det daværende ministeriums handlemåde i alle forhold. Det ville have været mærkeligt, om så alvorlige begivenheder ikke skulle have fremkaldt meget forskellige stemninger og reaktioner både dengang og nu. Vi, der havde ansvaret dengang, var klar over, at både det, der blev foretaget, og det, der ikke blev foretaget i de hektiske dage før den 9. april, ville blive bedømt udfra forskellige synsvinkler og forudsætninger."

Taleren fremsatte i fortsættelse heraf en udførlig redegørelse og sluttede således:

„Den dom, der her kan blive tale om, er en politisk dom afsagt af de danske vælgere. Jeg mener, at vælgerne allerede har dømt partierne imellem i denne sag, men hvis de konservative skulle føle trang til at få dommen appelleret ved næste valgkamp, skal vi være rede til at møde dem.

Hvad mener man iøvrigt med, at den daværende regering sad folketingets beslutning overhørig? Kan man for alvor mene, at de daværende ministre havde lov til at føle deres samvittighed i orden ved uden hensyn til konsekvenser, som de anså for farlige for landet, at foretage store indkaldelser og andre militærforanstaltninger blot under henvisning til folketingets beslutning, der var truffet, 2½ måned før denne situation kunne forudses? Hvis vi havde handlet således, da kunne man med rette have beskyldt os for at dække os bag folketinget og for at have handlet uforsvarligt ved ikke at tage vort personlige ansvar. Jeg tør roligt sige, at intet medlem af den daværende regering opfattede sin stilling i de alvorlige dage så bekvemt. Jeg tør også sige, at næppe noget medlem af folketinget den 19. januar forestillede sig, at den beslutning, de stemte for, skulle være ubetinget bindende for, hvad der skulle foretages, når der blev tale om den nyere histories lumskeste overfald, foretaget af verdens stærkeste og mest hensynsløse militærmaskine.

Hvis vi havde handlet anderledes, end vi gjorde, og derved ganske hensigtsløst havde bragt Danmark og det danske folk ud i langt større ulykker end dem, vi har oplevet, ærede medlemmer, da kunne man med rette have anklaget os for fejl og ansvarsløshed, og jeg er såmænd heller ikke i ringeste tvivl om, at der nok skulle have rejst sig stærke røster herfor.

Derfor vil vi, der endnu lever, ikke stiltiende, men med god samvittighed overfor historien møde angreb fra politiske modstandere i denne sal.

Vi ved nemlig, at vi i disse tunge dage traf vore beslutninger udfra en ærlig overbevisning om, hvad der tjente Danmark og det danske folk bedst."

Der udspandt sig derpå en omfattende debat, i hvilken et stort antal talere deltog, deriblandt stats- og udenrigsministeren, som vendte sig mod at gøre Alsing Andersen til syndebuk, når man diskuterede begivenhedernes udvikling i 1940. „Det er", udtalte ministeren, „sket i udvalgets betænkning, det er sket i diskussioner rundt omkring i landet, og i dag har en del af de talere, der ikke er enige med det ærede medlem hr. Alsing Andersen, ment at kunne udlede af hans tale, at han var lidt mere ophidset, end han burde være".

I modsætning hertil mente ministeren, at Alsing Andersen havde vist megen selvbeherskelse ved dette opgør, og han henstillede, at man prøvede at forstå „de fornemmelser og følelser, som kan besjæle en mand, der som enkeltperson er blevet gjort til skydeskive for alt, hvad der er passeret". Som Christmas Møller havde sagt, var alle under anklage, og der var grund til at opfordre til besindighed. „Det ærede medlem hr. Alsing Andersen — og her taler jeg i min egenskab af gammel ven og i min egenskab af formand for mit parti — skal i dag vide, og det skal nu siges til det høje ting, at han har sit partis tillid; hans parti føler med ham og står ved hans side, og det kan nok være rigtigt at sige disse bemærkninger overfor alt det, der er fremført i denne debat."

Efter forhandlingens afslutning vedtoges udvalgets indstilling med 153 stemmer mod 8 (DK), idet 3 medlemmer tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.