Ved loven fastsættes regler om ophævelse eller afløsning af den visse grundejere tilkommende ret til fiskeri med ålegårde, jfr. § 7 i lov nr. 500 af 19. december 1951 om saltvandsfiskeri, såvel som de rettigheder til fiskeri på søterritoriet, der hviler på særlig adkomst.
Vedrørende lovens indhold skal følgende anføres:
I § 1 fastslås det, at ålegårdsretten og tillige de særlige rettigheder til fiskeri enkelte steder på dansk søterritorium overtages af staten mod erstatning.
Ifølge § 2 skal afløsningen forestås af en for hele landet fælles afløsnings- og taksationskommission på 4 medlemmer, hvoriblandt skal findes repræsentanter for såvel ålegårdslejere og ålegårdsejere som de frie fiskere.
Denne kommission behandler ifølge § 3 alle spørgsmål, der står i forbindelse med ophævelse eller afløsning af de af loven omfattede rettigheder, herunder spørgsmålet om rettighedernes beskaffenhed, omfang og udstrækning, og fastsætter ved kendelse, om erstatning skal ydes og i bekræftende fald dennes størrelse.
Kommissionens afgørelse er ifølge § 4 endelig. Dog kan spørgsmål om, hvorvidt og i hvilket omfang der tilkommer nogen en ret, for hvis afløsning der tilkommer ham erstatning, om den af kommissionen trufne afgørelse har hjemmel i loven, samt om størrelsen af den af kommissionen udmålte erstatning indbringes for domstolene, ved at sag anlægges af eller mod fiskeriministeriet.
I §§ 5-11 er fastsat regler for kommissionens forhandlinger, dens adgang til at indkalde rettighedshavere og andre til personligt møde samt til at fordre meddelt oplysninger, indkaldelse og anmeldelse af krav og rettigheder samt bestemmelser om frister m. v.
For afløsning gælder iøvrigt ifølge §12 følgende regler: „Den, der den 1. januar 1955 ikke har udnyttet sin ålegårdsret eller sin særlige fiskerirettighed i de nærmest foregående 10 år enten ved eget brug eller ved overladelse af retten til een eller flere andre bestemte personer, er i almindelighed ikke berettiget til erstatning for rettighedernes afløsning.
Såfremt en ålegårdsret har været udlejet mod vederlag, fastsættes erstatningen i almindelighed til et beløb af 12½ gang den gennemsnitlige årlige leje for årene 1950-54. Oplyses det, at ålegårdsretten udelukkende eller dog væsentligst er udnyttet med sådanne mindre redskaber, der i hidtidig praksis er anerkendt som ålegårde, forhøjes erstatningen indtil 14 gange den årlige leje. Ved afløsning af udlejet fiskeri, der hviler på særlig adkomst, fastsættes erstatningen i almindelighed til 14 gange den årlige leje.
Såfremt den samlede grundskyldpromille i en sognekommune, hvor der findes ålegårdsrettigheder eller særlige fiskerirettigheder, afviger fra den gennemsnitlige grundskyldpromille i landkommunerne, forhøjes, henholdsvis nedsættes, de i stk. 2 omhandlede kapitalisationsfaktorer 12½ og 14 med 0,6 for hver afvigelse på 5 ‰, dog således, at kapitalisationsfaktoren altid afrundes til det nærmeste hele tal.
Forsåvidt den samlede grundskyldpromille i en kommune ligger under 30 ‰ eller over 70 ‰, foretages ikke regulering af kapitalisationsfaktoren for den del af afvigelsen fra gennemsnitspromillen, som ligger udover nævnte promille. Er de til en ejendom hørende ålegårdsrettigheder eller særlige fiskerirettigheder beliggende i flere kommuner, udregnes kapitalisationsfaktoren på grundlag af gennemsnittet af grundskyldpromillen i de pågældende kommuner.
Hvis rettigheden er overladt til andre uden vederlag eller for nedsat vederlag og rettighedens indehaver kan antageliggøre særlige forhold som årsag til vederlagsfriheden eller det nedsatte vederlag, anslås fiskeriets værdi ved sammenligning med andet tilsvarende, udlejet fiskeri.
Oplyses der iøvrigt særlige omstændigheder, der øver indflydelse på rettighedens værdi i handel og vandel, kan erstatningen forhøjes eller nedsættes under hensyn hertil.
Såfremt ålegårdsrettigheder eller særlige fiskerirettigheder ved nærværende lovs ikrafttræden udnyttes af den fiskeriberettigede selv, anslås fiskeriets værdi under hensyn til andet tilsvarende, udlejet fiskeri.
I de tilfælde, hvor ålegårdsrettigheder e'ler andre særlige fiskerirettigheder er udlejet mod vederlag i ål eller andre fiskearter, omsættes disse afgifter til penge ved udmåling af erstatning og ved fastsættelse af lejen for den fremtidige udnyttelse af disse rettigheder."
Om nuværende lejeres eller ejeres adgang til at fortsætte fiskeriet er der i § 13 fastsat følgende bestemmelser:
"A.
Dersom retten til fiskeri af den berettigede er overladt til en anden uden vederlag, kan kommissionen, når dette i særlige tilfælde skønnes rimeligt, tillægge brugeren ret til at udnytte fiskeriet for hans levetid eller for et kortere åremål, eventuelt mod et ved kendelse fastsat vederlag.
Såfremt fiskeriet var udlejet 1. oktober 1954, skal den nuværende lejer efter afløsningen have ret til at overtage det mod vederlag afløste ålefiskeri for 20 år, dog mindst for livstid. Afgår lejeren ved døden inden udløbet af de 20 år, kan hans arvinger overtage fiskeriet for det resterende åremål.
Såfremt lejeren ikke ønsker at overtage fiskeriet eller senere frasiger sig det med tre måneders varsel til den 1. september, udlejes fiskeriet for den resterende del af perioden ved fiskeriministeriets foranstaltning, dog ikke udover 20 år fra afløsningen at regne.
I tilfælde, hvor den nuværende lejer selv ønsker at fortsætte fiskeriet, fastsættes lejen til et beløb svarende til 90 pct. af det årlige gennemsnit af den i tiden 1950-54 betalte leje.
B.
Ved afløsningen af fiskerirettigheder, der udnyttes af den berettigede selv, har den nuværende ejer ret til fortsat at udnytte rettigheden i 20 år, dog mindst for livstid. I tilfælde af hans død bevarer den med ham samlevende ægtefælle adgangen til at udnytte rettigheden indtil udløbet af fornævnte periode af 20 år, dog mindst for den efterlevende ægtefælles livstid. Endvidere kan kommissionen, når særlige forhold taler herfor, tillade, at eventuelle børn, som gennem længere tid har deltaget i fiskeriet, får ret til at fortsætte dette i deres levetid. I disse tilfælde udbetales erstatningen ved afløsningen med en nedsættelse, der svarer til 5 pct. rente og rentes rente indtil det tidspunkt, da retten kan påregnes at ophøre."
I § 14 er fastsat retningslinier for fastsættelsen af indholdet af den ret, der tillægges indehaveren eller brugeren af fiskeriretten i henhold til § 13.
Når kommissionen har afsluttet sin gennemgang af de i et amt inden proklamaets udløb anmeldte rettigheder til ålegårdsfiskeri eller anden særlig ret til fiskeri på søterritoriet, udarbejder den en fortegnelse indeholdende en beregning over de tilkendte erstatninger samt over de rettigheder til fortsat fiskeri, som måtte være anerkendt. De nærmere regler herom er fastsat i §§ 15-17 og § 18.
I § 19 er der givet fiskeriministeren en bemyndigelse til under visse forudsætninger at foretage regulering af de i § 13 omhandlede lejeafgifter, der iøvrigt ifølge 8 20 i mangel af rettidig betaling kan inddrives ved udpantning.
I § 21 er endelig fastsat bestemmelserne om udbetaling af erstatninger, bortfald af rettighedernes beskatning samt om nedsættelse af ejendomsskyld og grundskyld for de ejendomme, hvortil rettighederne har været knyttet.
Lovforslaget blev ved 1. behandling anbefalet af samtlige ordførere for de politiske partier.
K. Axel Nielsen (S) betvivlede dog rigtigheden af at regulere kapitalisationsfaktoren under hensyntagen til, hvorvidt grundskyldpromillen i den pågældende kommune ligger over eller under gennemsnittet af den for hele landet gældende grundskyldpromille.
Damsgaard (V) fandt, at kredsen af erstatningsberettigede ålegårdsejere var indsnævret for meget, og mente, at selv om en ålegårdsejer ikke havde benyttet sin ålegårdsret i 10 år eller mere, repræsenterede denne dog et formuegode, for hvilken han havde krav på erstatning.
Baagø-Hansen (KF) kunne ikke uden videre anerkende, at anvendelsen af redskaber, som ikke nøje svarer til dem, ålegårdsnævnene eller ålegårdsovernævnet har kunnet godkende som ålegårde, skulle kunne medføre en nedsættelse af erstatningen fra 14 gange lejen til 11 gange lejen som foreslået i det fremsatte lovforslag, ligesom han tog forbehold med hensyn til spørgsmålet om den leje, der skulle betales af dem, der ønskede at fortsætte fiskeriet.
Også A. C. Normann (RV) var betænkelig ved at nedsætte kapitalisationsfaktoren så stærkt som i lovforslaget foreslået, hvor der var tale om de såkaldte „ulovlige" redskabstyper.
Fuglsang (DK) udtalte, at selv om han kunne have tænkt sig en mere konsekvent og fremfor alt en hurtigere afløsning, kunne han dog støtte forslaget udfra det princip, at havet bør være åbent for alle dem, der har deres levebrød der.
Søren Olesen (DR), der ligeledes anbefalede lovforslaget, advarede mod de fremsatte tanker om at udvide de områder for erstatning, som var nævnt i forslaget.
Udenfor ordførernes kreds talte Helga Pedersen (V), der foruden at kritisere lovforslaget i enkeltheder hævdede, at man ved at gennemføre det ville begå en uret mod den lille kreds af borgere, der fisker i kraft af ålegårdsrettigheder.
Efter at have afsluttet sit arbejde med lovforslaget afgav udvalget en betænkning, hvori et flertal (udvalget undtagen Helga Pedersen) indstillede forslaget til vedtagelse med en række ændringsforslag, hvoraf her skal nævnes, at kapitalisationsfaktoren i de tilfælde, hvor ålegårdsejerne har benyttet redskaber, der ikke er anerkendt som ålegårde, foresloges forhøjet fra 11 til 12½, ligesom der åbnedes mulighed for i sjældne undtagelsestilfælde at yde erstatning til den, der ikke i 10 år har udnyttet sine ålegårdsrettigheder. Et mindretal (Helga Pedersen) kunne derimod ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse.
Efter at ændringsforslagene ved 2. behandling var blevet vedtaget uden afstemning, afgav udvalget mellem 2. og 3. behandling en tillægsbetænkning, hvori det forannævnte flertal indstillede det således ændrede lovforslag til vedtagelse med nogle få ændringer af redaktionel karakter, hvorimod mindretallet (Helga Pedersen) opretholdt sin modstand mod lovforslaget.
Ved afstemningen efter afslutningen af 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt.