Ved loven ændres reglerne om værgemål for mindreårigt ægtebarn. Mens værgemålet hidtil er tilkommet faderen alene, tillægges det nu forældrene i forening. Herudover indeholder loven nogle bestemmelser, som tilsigter at afhjælpe de ulemper, der kunne tænkes at opstå ved gennemførelsen af princippet om ægtefællernes ligeberettigelse.

Loven har følgende ordlyd:

§ 1.

I lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighed og værgemål sker følgende ændringer:

Til § 6.

§ 6 affattes således:

„Stk. 1. For mindreårigt ægtebarn er forældrene i forening født værge. Dersom den ene af forældrene dør eller i henhold til § 12 ikke kan være værge eller bliver frataget værgemålet, er den anden alene født værge.

Stk. 2. Er forældremyndigheden tillagt den ene af forældrene, er denne alene født værge.

Stk. 3. Efter forældremyndighedens ophør kan det i tilfælde af forældrenes ophævelse af samlivet, deres separation eller skilsmisse bestemmes, at den ene af dem indtil videre skal være værge alene. Det samme gælder, når en af forældrene ved fraværelse, sygdom eller af anden grund er forhindret i at deltage i værgemålets udøvelse. Sådan bestemmelse bliver på ny at ophæve, når de omstændigheder, der begrundede afgørelsen, ikke længere foreligger."

Til § 17.

§ 17, stk. 3, affattes således:

„Bestemmelse om fratagelse af værgemål samt om, at værgemål for mindreårigt ægtebarn skal tilkomme den ene af forældrene, og om ophævelse af sådan bestemmelse træffes af skifteretten på det sted, hvor værgemålstilsynet føres, i København af magistraten."

Som ny § 50 a indføjes efter § 50:

"Stk. 1. Når forældrene i forening er værge for mindreårigt ægtebarn, kan enhver af dem give den anden fuldmagt til i almindelighed eller med hensyn til nærmere bestemte anliggender at udøve værgemålet alene.

Stk. 2. Enhver af forældrene kan med virkning over for tredjemand modtage og kvittere for ydelser, der lovligt kan erlægges til en værge, medmindre den anden til vedkommende tredjemand har anmeldt, at han ønsker at medvirke.

Stk. 3. Er den ene af forældrene ved fraværelse, sygdom eller af anden grund midlertidigt forhindret i at deltage i en under værgemålet hørende afgørelse, som ikke uden ulempe kan opsættes, udøves bestemmelsesretten af den anden."

Til § 51.

§ 51, stk. 2, affattes således:

„Udøves værgemål for mindreårigt ægtebarn af forældrene i forening, og er de uenige om en afgørelse, træffes denne af pupilautoriteterne."

§ 2.

Denne lov træder i kraft den 1. januar 1958.

Lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighed og værgemål som ændret ved nærværende lov kan ved kgl. anordning sættes i kraft i Grønland med de ændringer og tilføjelser, som måtte findes hensigtsmæssige under hensyn til de særlige forhold i denne landsdel.

Efter forhandling med det færøske hjemmestyre kan nærværende lov ved kgl. anordning sættes i kraft på Færøerne med de ændringer, som måtte findes hensigtsmæssige under hensyn til de særlige forhold på øerne.

Som begrundelse for den ved loven gennemførte nyordning anførte justitsministeren ved lovforslagets fremsættelse:

„Allerede under forarbejderne til myndighedsloven af 1922 var man inde på den tanke, at ægtefællerne burde være ligeberettigede med hensyn til udøvelse af værgemål for deres børn.

Flertallet i folketing og landsting mente imidlertid på linje med familieretskommissionen, der havde udarbejdet udkastet til loven, at man ikke kunne finde frem til en ordning, som juridisk og administrativt kunne anses for praktisk gennemførlig, og vi fik derfor den nugældende regel om, at faderen er født værge for mindreårigt ægtebarn.

Bestemmelserne om værgemål for mindreårigt ægtebarn danner således i dag en undtagelse fra dansk rets almindelige princip om ægtefællers ligeberettigelse. Kravet om også på dette punkt at give den gifte kvinde samme retsstilling som manden melder sig imidlertid i dag med endnu større styrke end i 1922 i kraft af den position, kvinden i dag har opnået i samfundslivet, og jeg mener derfor, at tiden nu er inde til at gennemføre ægtefællernes ligestilling også på dette punkt.

Jeg kan nævne, at spørgsmålet har været optaget til overvejelse på foranledning af drøftelser i udvalget for nordisk lovsamarbejde. I Sverige gennemførte man i 1949 en lov, hvorefter forældrene i forening skulle være værge for mindreårigt ægtebarn, og under de fortsatte drøftelser i udvalget er det oplyst, at det norske justitsdepartement har udarbejdet et udkast til indførelse af tilsvarende regler i Norge.

Jeg må lægge vægt på, at der fortsat så vidt muligt opretholdes ensartede regler på familierettens område i de nordiske lande."

I de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget, hedder det bl. a.:

,,Myndighedslovens bestemmelser om værgemål for mindreårigt ægtebarn danner en undtagelse fra det i dansk ret nu almindeligt gældende princip om ægtefællers ligeberettigelse. Ønskeligheden af også på dette punkt at ligestille den gifte kvinde med manden gør sig i dag i kraft af samfundsudviklingen gældende med endnu større styrke end ved myndighedslovens ikrafttræden.

Med hensyn til forældremyndighed har myndighedsloven allerede gennemført en sådan ligestilling. De spørgsmål, der opstår ved udøvelse af værgemål og forældremyndighed, vil imidlertid jævnlig praktisk stå i nær forbindelse med hinanden. Mange af de beslutninger, der træffes af forældremyndighedens indehaver, ligger nær op ad de beslutninger, det tilkommer værgen at træffe, og ofte — navnlig hvor den mindreårige ikke ejer formue — er de af lige så stor betydning for den mindreåriges økonomi. Det er således normalt forældremyndighedens indehaver, der indtil den mindreåriges 18. år på dennes vegne indgår aftaler om tjeneste eller andet personligt arbejde. Det er endvidere forældremyndighedens indehaver, der kan fratage en mindreårig under 18 år rådigheden over selverhverv, hvis det skønnes, at hans tarv kræver det. På den anden side vil de beslutninger, der træffes af forældremyndighedens indehaver, ofte ikke kunne føres ud i livet uden værgens medvirken. Dette gælder bl. a. beslutninger med hensyn til barnets opdragelse og uddannelse, der hyppigt vil forudsætte, at der er midler til rådighed hidrørende fra barnets formue. Hvor det er tilfældet, vil faderen som følge af de gældende regler om værgemål reelt få en langt stærkere stilling ved udøvelsen af forældremyndigheden end moderen.

Særlig stødende vil moderens udelukkelse fra værgemålet føles i de tilfælde, hvor barnets formue hidrører fra hendes slægt.

Det fremhævede hensyn til ægtefællernes principielle ligestilling kunne dog ikke begrunde en ændring, hvis denne gennemsnitligt eller blot i et ikke uvæsentligt udsnit af værgemålstilfældene måtte erkendes at komme i strid med børnenes interesser. Det kan imidlertid ikke antages, at en sådan strid vil opstå. Hensynet til børnenes tarv kan tværtimod anføres til støtte for en ændring af de omhandlede regler. Ofte vil moderen være lige så eller mere egnet end faderen til at varetage barnets økonomiske interesser. Hendes deltagelse i værgemålet vil netop kunne medføre, at de opståede spørgsmål bliver bedre belyst, og hun vil tillige herved få indblik i barnets økonomiske forhold, hvilket vil være af betydning, såfremt hun senere måtte blive indehaver af værgemålet ved faderens død eller af andre grunde.

Når man i 1922 veg tilbage for at gennemføre en regel om, at forældrene i forening skulle være værge for mindreårigt ægtebarn, var årsagen hovedsagelig de indvendinger af praktisk art, der fremførtes. Disse indvendinger tager bl. a. sigte på den situation, at ægtefæller, som i forening udøver værgemål for deres børn, ikke kan nå til enighed om en afgørelse. Da det ikke altid vil være muligt her, hvor der er tale om afgørelser på formuerettens område, at lade spørgsmålene henstå uafgjort, må der i sådanne tilfælde skabes mulighed for, at andre end forældrene kan træffe afgørelsen, og denne afgørelsesret må naturligt henlægges til de myndigheder, som i øvrigt beskæftiger sig med umyndiges og disses værgers forhold. Navnlig i debatten forud for indførelsen af dobbeltværgemål i Sverige er det anført, at denne mulighed for, at ægtefællerne kan indbringe deres tvistigheder for myndighederne, kan betyde en fare for ægteskabet. Dette argument kan dog næppe tillægges stor betydning. I de tilfælde, hvor tvistigheder om værgemålets udøvelse indbringes for myndighederne, vil forholdet i ægteskabet oftest i forvejen være dårligt, og at der er mulighed for at forelægge tvistigheder for myndighederne, vil næppe gøre forholdene værre. I øvrigt vil der vel ligge en lige så stor fare for ægteskabet i, at den ene ægtefælle har en afvigende opfattelse med hensyn til bestyrelsen af barnets formue uden at have nogen ret til at fremføre sin mening.

Selv om forældrene kan enes om værgemålsafgørelserne, vil der kunne opstå praktiske vanskeligheder ved værgemålets udøvelse. Den omstændighed, at sagen, forinden en afgørelse træffes, må drøftes af forældrene, og at disse i princippet begge skal deltage ved alle retshandler, vil kunne medføre ulemper og tidsspilde. For tredjemand betyder indførelse af dobbeltværgemål en yderligere usikkerhed med hensyn til, hvem der som værge er berettiget til at repræsentere barnet og træffe aftaler på dets vegne i formueretlige forhold. For overformynderiet og for andre pengeinstitutter, der har midler indestående tilhørende mindreårige, vil det medføre ulempe og forøget korrespondance, at man fremtidig må kræve underskrift af begge forældrene, hvor man før kunne nøjes med faderens underskrift. Det vil i vidt omfang blive nødvendigt at søge oplysning om, hvem værgemålet tilkommer efter ordningens gennemførelse, og dette vil navnlig i de første år betyde en forøget arbejdsbyrde for de respektive institutioner, navnlig for overformynderiet.

De her anførte indvendinger mod forslagets gennemførelse kan dog ikke tillægges afgørende betydning. Det hører til sjældenhederne, at et barn ejer formue af nogen betydning, sålænge begge forældrene lever, og en del af vanskelighederne vil kunne undgås, såfremt den ene af forældrene meddeler den anden fuldmagt til at udøve værgemålet. Endelig vil den i § 50 a, stk. 2, foreslåede regel i væsentlig grad formindske de vanskeligheder, dobbeltværgemålet vil medføre for forældrene og for overformynderiet og de øvrige pengeinstitutter."

De vanskeligheder, som dobbeltværgemålet ville kunne medføre ved behandlingen af retssager, havde man samtidig søgt afværget ved fremsættelse af et forslag til lov om ændring af retsplejeloven (jfr. nærmest efterfølgende sag).

Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse fra alle sider, idet dog Aksel Larsen (DK) gav udtryk for visse betænkeligheder af praktisk art ved at gennemføre „denne i øvrigt i princippet rigtige lovændring".

Det udvalg, der fik lovforslaget til behandling, indstillede det enstemmigt til vedtagelse med et par ændringer vedrørende ikrafttrædelsestidspunktet og lovens gyldighedsområde. Efter det oprindelige lovforslag skulle loven ikke gælde for Grønland, men man enedes i udvalget om at foreslå, at den skulle kunne sættes i kraft i Grønland med de fornødne ændringer og tilføjelser.

Efter at ændringsforslag herom var vedtaget ved 2. behandling, vedtoges lovforslaget ved 3. behandling enstemmigt i den ændrede affattelse.