Forslaget til den her omhandlede lov var et led i det kompleks af lovforslag, der fremsattes af regeringen i folketingsårets 2. samling, og som havde til formål at forbedre landets valutasituation, jfr. foran angående lov om et stabiliseringslån.

Ved loven udvides på en række områder de kontrolbeføjelser, der tilkommer de skattelignende myndigheder i henhold til lov nr. 392 af 12. juli 1946, den såkaldte kontrollov (om denne se årbog 1945-46, side 198-210). Loven tilsigter, at ligningen kan blive så ligelig og effektiv for alle befolkningsgrupper som muligt, idet der, som det anførtes i bemærkningerne til lovforslaget, har været den skævhed i de hidtidige bestemmelser, at de for visse befolkningsgrupper gav mulighed for at udøve kontrol med, at de blev beskattet af hele indkomsten — dette gælder især for lønmodtageres vedkommende — mens kontrolbeføjelserne over for andre befolkningsgrupper — navnlig de selvstændigt erhvervsdrivende — måtte betegnes som utilstrækkelige.

De af finansministeren foreslåede bestemmelser, der stort set svarede til kontrolbestemmelserne i det af finansministeren flere gange fremsatte forslag til statsskattelov, ændredes på enkelte punkter under behandlingen.

Om lovens indhold bemærkes:

Ved § 1 indsættes i kontrollovens § 2 følgende bestemmelse:

„Enhver, der omfattes af reglerne om indkomstskattepligt i henhold til lovgivningen om indkomst- og formueskat til staten, skal være pligtig at selvangive sin indkomst, hvad enten denne er positiv eller negativ. Selvangivelsen skal foruden angivelse af nettoindkomstens størrelse indeholde sådanne specifikationer af indtægter og udgifter, som måtte blive fastsat af finansministeren efter indstilling fra ligningsrådet. Skattepligtige, som ikke er regnskabspligtige, er pligtige i det omfang, hvori det fastsættes af finansministeren efter indstilling fra ligningsrådet, i forbindelse med selvangivelsen at meddele oplysninger om hovedposter inden for privatforbruget, herunder også udgifter til privat medhjælp, større anskaffelser af løsøre o. lign."

Bestemmelsen i sidste punktum om pligt til at meddele oplysning om hovedposter inden for privatforbruget omfattede i det fremsatte lovforslag „erhvervsdrivende, som ikke er regnskabspligtige", og i bemærkningerne anførtes, at man herved havde haft for øje, at ligningen af erhvervsdrivende, hvis indkomst opgøres ad indirekte vej på grundlag af formuebevægelser og et skønnet privatforbrug, er forbundet med særlig vanskelighed og usikkerhed, og at man har anset den foreslåede oplysningspligt for et egnet hjælpemiddel til at nå frem til en rigtigere ansættelse for de ikke regnskabspligtige erhvervsdrivendes vedkommende.

Ved 2. behandling ændredes ordet „erhvervsdrivende" til „skattepligtige" ifølge et af finansministeren stillet og af det nedsatte udvalg tiltrådt ændringsforslag, hvorom der i udvalgsbetænkningen bemærkedes:

„Der sker herved på den ene side en udvidelse af bestemmelsens område, men det skal på den anden side fortsat være finansministeren, som efter indhentet udtalelse fra ligningsrådet bestemmer, hvilke grupper af skattepligtige bestemmelsen skal finde anvendelse på, og finansministeren har udtalt, at bestemmelsen kun vil blive bragt til anvendelse over for sådanne grupper af skattepligtige, såvel erhvervsdrivende, lønmodtagere som andre, som det erfaringsmæssigt er vanskeligt at kontrollere."

Lovens § 2 indeholder bl. a. en bestemmelse om, at der indsættes et nyt stk. 3 i kontrollovens § 3, hvorefter en skattepligtig, der er pålagt regnskabspligt i henhold til kontrollovens § 3, stk. 1, skal være pligtig at opbevare det af ham førte regnskab med tilhørende bilag i 5 år efter udløbet af det pågældende regnskabsår.

Ved lovens § 3 gives der kontrollovens §§ 6-9 en ny affattelse.

Kontrollovens § 6 affattes således:

„Enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, er, hvad enten han ifølge lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, pligtig på begæring af de skattelignende myndigheder til disse at indsende sit regnskabsmateriale med bilag for tiden forud for det løbende regnskabsår.

Enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, er, hvad enten han ifølge lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, pligtig at give de skattelignende myndigheder adgang til på stedet at gennemgå hans regnskabsmateriale med bilag og foretage opgørelse af kassebeholdning m. v., når der ved behandlingen af hans selvangivelse er fremkommet forhold, som giver rimelig grund dertil.

Enhver erhvervsdrivende er pligtig at give de skattelignende myndigheder adgang til på stedet at foretage opgørelse og vurdering af lagerbeholdninger, besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel, når der ved behandlingen af hans selvangivelse er fremkommet forhold, som giver rimelig grund dertil.

Finansministeren kan fastsætte nærmere regler vedrørende praktiseringen af bestemmelserne i stk. 1-3."

Ifølge kontrollovens §§ 6 og 7 i den hidtidige affattelse har de skattelignende myndigheder alene haft adgang til at foretage gennemgang på stedet af en skatteyders regnskabsmateriale med bilag og opgørelse og vurdering af varebeholdning m. v. „når særlige forhold taler derfor".

Spørgsmålet om, hvornår denne betingelse er opfyldt, har i praksis givet anledning til tvivl, og i det af finansministeren fremsatte forslag var denne begrænsning derfor udeladt. Det skulle herefter være overladt til de skattelignende myndigheders skøn, hvornår kontrol på stedet skulle foretages. Det udtaltes i bemærkningerne til lovforslaget, at „det ligger i forholdets natur, at de skattelignende myndigheder kun vil gøre brug af de ved bestemmelserne hjemlede kontrolforanstaltninger, når de finder, at omstændighederne taler derfor."

Ifølge ændringsforslag, som finansministeren og det nedsatte udvalg enedes om, fik bestemmelsen imidlertid den forannævnte affattelse. I udvalgsbetænkningen udtaltes om ændringsforslagene:

„Man har ikke ment, at der bør være adgang for de skattelignende myndigheder til undersøgelse på stedet, medmindre der ved behandlingen af den pågældende selvangivelse er fremkommet forhold, som giver rimelig grund dertil, og det foreslås derfor, at lovens § 6, stk. 1 og 2, ændres i overensstemmelse hermed, hvorhos det foreslås, at der i § 6 indsættes et nyt stk. 1, hvorved der tilvejebringes en udtrykkelig hjemmel for de skattelignende myndigheder til, selv om sådanne forhold ikke foreligger, at kræve regnskabsmaterialet med bilag indsendt. Der er dog intet til hinder for, at den skattepligtige kan træffe aftale med de skattelignende myndigheder om, at disse foretager undersøgelsen af regnskabsmaterialet med bilag på stedet, hvis dette i det enkelte tilfælde måtte være den mest praktiske fremgangsmåde."

Den hidtil gældende regel om gennemgang af en skatteyders regnskabsmateriale har ved sin formulering (det regskabsmateriale m. v., „der påberåbes som grundlag for selvangivelsen") givet anledning til den opfattelse, at der kun var adgang til at gennemgå det materiale, der vedrører netop det indkomstår, som undersøgelsen angår, og ikke andre, navnlig de tilstødende år. Den nye formulering udelukker en sådan fortolkning.

Kontrollovens § 7 affattes således:

„Til brug ved skatteligningen skal der hvert år uden opfordring afgives følgende oplysninger over for de skattelignende myndigheder:

a) Enhver, der i det foregående år i sin virksomhed har foretaget udbetaling (hvormed her og i det følgende sidestilles godskrivning) af lønning, gratiale, provision o. lign., er pligtig at give oplysning om størrelsen af de udbetalte beløb samt om modtagerens navn og bopæl. Pligten omfatter også beløb, der ydes som godtgørelse for afholdte udgifter, f. eks. godtgørelse for rejser og repræsentation, medmindre beløbet falder ind under bestemmelsen i § 5 d i lov nr. 149 af 10. april 1922 (dagpenge og rejsegodtgørelse under udførelse af offentligt hverv). Oplysningen skal omfatte alle udbetalinger til den enkelte modtager; er summen af udbetalingerne under 100 kr. årlig, skal oplysning ikke afgives.

Er arbejdsgiveren i tilfælde, hvor lønnen m. v. udbetales gennem mellemmand, ude at stand til at meddele oplysning om stedfundne udbetalinger, påhviler pligten mellemmanden.

Arbejdsgiveren, eventuelt mellemmanden, er pligtig ved antagelsen af medhjælp at afkræve denne oplysning om navn og nøjagtig adresse samt at foretage notater om udbetalt løn m. v.; for oversiddelsen af denne pligt kan der af finansministeren ikendes arbejdsgiveren, henholdsvis mellemmanden, en bøde af indtil 1 000 kr.

b) Enhver, der har foretaget udbetaling af forfatter- eller komponisthonorarer, honorarer til udøvende kunstnere, honorarer for foredrag o. lign., er pligtig at give oplysning om honorarernes størrelse samt om modtagernes navn og bopæl. Samme oplysningspligt påhviler den, der har foretaget udbetaling af afgift for udnyttelse af patentrettigheder, mønster, varemærke o. lign., hvad enten afgiften erlægges som en løbende ydelse eller som en sum én gang for alle. Oplysningen skal omfatte alle udbetalinger til den enkelte modtager; er summen af udbetalingerne under 100 kr. årlig, skal oplysning ikke afgives. Reglerne ovenfor under a), 2. og 3. stk., finder tilsvarende anvendelse.

Finansministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser vedrørende afgivelsen af de i stk. 1 nævnte oplysninger."

Mens bestemmelserne i stk. 1 a) ikke indeholder væsentlige ændringer af de hidtidige regler er bestemmelserne under b) nye. 1. punktum i stk. 1 b) fik sin formulering ved 2. behandling ifølge ændringsforslag, hvorom finansministeren og det nedsatte udvalg var enedes. Samtidig indsattes grænsen på 100 kr. i stykkets næstsidste punktum.

I kontrolloven indsættes som § 8 A:

„Banker, vekselmæglere, vekselerere og andre, som driver sådan omsætning med offentlige værdipapirer, at de ifølge lovgivningen er forpligtede til at føre forretningsbøger, er pligtige efter finansministerens nærmere bestemmelse at meddele de skattelignende myndigheder de oplysninger vedrørende køb og salg af værdipapirer, der kan tjene til vejledning ved skatteansættelsen. Hvor køberen eller sælgeren repræsenteres af en sagfører eller anden befuldmægtiget, er denne pligtig at give oplysning om klientens navn og adresse."

Bestemmelsen træder i stedet for kontrollovens § 8, stk. 3, der ifølge bemærkningerne til lovforslaget har været praktiseret på den måde, at det hvert år ved cirkulære fra skattedepartementet er blevet pålagt banker, vekselmæglere og vekselerere at indsende fortegnelse over de personer, som i vedkommende kalenderår har haft en omsætning ved køb og salg af værdipapirer på mindst 50 000 kr.

I kontrolloven indsættes som § 8 B:

"Forsilcringsselslcaber er efter finansministerens nærmere bestemmelse pligtige til uden opfordring til brug ved skatteligningen at give de skattelignende myndigheder oplysning om indbetalte forsikringspræmier og indskud én gang for alle, om udbetalinger hidrørende fra forsikringer af den i lov nr. 87 af 29. marts 1957 (om beskatningen af renteforsikringer m. v. og pristalsreguleret alderdomsopsparing) § 1, stk. 1 b., omhandlede art, herunder om påbegyndelse af og ændringer i sådanne udbetalinger, om udbetalinger af tilbagekøbsværdi og bonus efter sådanne forsikringer, om dispositioner af den i nævnte lovs § 3 omhandlede karakter, for så vidt den pågældende disposition er kommet til selskabets kundskab, samt om opdelinger vedrørende den i nævnte lovs § 2, stk. 3, anførte bestemmelse. Der påhviler "pensionskasser pensionsfonds og andre, der udbetaler pensioner, samme oplysningspligt, for så vidt angår tilsvarende forhold vedrørende pensionsordninger.

Forsikringsselskaber er endvidere pligtige at give forsikringskontrakter, der går ud på en kombination af forsikringer som i nævnte lovs § 1, stk. 1 b. og c., nævnt, påtegning om, hvorledes indskud eller præmie fordeler sig på de to forsikringsarter."

Paragraffen træder i stedet for § 4 i lov nr. 87 af 29. marts 1957 om beskatningen af renteforsikringer m. v. og pristalsreguleret alderdomsopsparing. I udvalgsbetænkningen udtaltes om denne bestemmelse:

„Om den i den foreslåede § 8 B omhandlede oplysningspligt for forsikringsselskaber har finansministeren udtalt, at det er hensigten at begrænse oplysningspligten mest muligt såvel med hensyn til beløbenes størrelse som med hensyn til, hvor ofte oplysning vedrørende den enkelte forsikringstager skal afgives, og man agter ved forhandling med de oplysningspligtige at søge at nå til en ordning, der er til mindst mulig ulempe for disse."

Som § 8 C indsættes følgende bestemmelse, hvorved adgangen til at kræve oplysning om erhvervsdrivendes omsætning med andre erhvervsdrivende udvides:

"Enhver, der driver selvstændigt erhverv, herunder også mæglere og auktionsholdere, er på forlangende pligtig at give de skattelignende myndigheder oplysning om den omsætning, han — som led i eller i anledning af begge parters erhverv — har haft med eller formidlet for andre navngivne erhvervsdrivende, eller om arbejder, han — ligeledes som led i eller i anledning af begge parters erhverv — har udført for eller ladet udføre hos andre navngivne erhvervsdrivende; for produktions- og indkøbs- eller salgsforeninger og lignende erhvervsorganisationers vedkommende omfatter oplysningspligten også organisationens mellemværende af nævnte art med sine medlemmer. Oplysning kan forlanges om arten af omsætningen eller arbejdet, om omsatte varemængder, om vederlagets størrelse, om tidspunktet for omsætningen eller arbejdets udførelse samt om, hvornår og hvorledes vederlaget er erlagt. Hvor forholdene taler derfor, kan finansministeren efter indstilling fra ligningsrådet i hvert enkelt tilfælde bestemme, at der skal kunne forlanges tilsvarende oplysninger med hensyn til mellemværender med ikke navngivne erhvervsdrivende.

Banker, sparekasser, bankierer, vekselerere, sagførere og andre, der modtager midler til forvaltning, er pligtige på forlangende at give de skattelignende myndigheder oplysning om navngivne skattepligtiges hos dem indestående eller forvaltede midler og disses af kastning. For så vidt angår ikke navngivne skattepligtige, er de efter finansministerens bestemmelse pligtige at meddele tilsvarende oplysninger med angivelse af ejerens, eventuelt tillige den dispositionsberettigedes, navn og bopæl."

Paragraffens stk. 1, sidste punktum, fik sin formulering ved 2. behandling ifølge ændringsforslag, hvorom finansministeren og udvalget var enedes. Om den foreslåede bestemmelse og de foretagne ændringer udtaltes i udvalgsbetænkningen:

„Med hensyn til praktiseringen af bestemmelsen i den foreslåede § 8 C, stk. 1, sidste punktum, har finansministeren udtalt, at der ved afgørelsen af spørgsmål om begæring af oplysning på ikke navngivne altid vil blive lagt vægt på, at der herved forvoldes de erhvervsdrivende mindst mulig ulejlighed. Finansministeren har endvidere oplyst, at det ikke er hensigten at pålægge de erhvervsdrivende en almindelig oplysningspligt, men man agter kun at anvende bestemmelsen lejlighedsvis, hvor forholdene taler derfor, enten over for enkelte erhvervsdrivende eller over for enkelte brancher, således at man f. eks. begærer oplysning om omsætningen med de pågældendes kunder, eventuelt inden for en enkelt varegruppe, om ydede bonus- og rabatbeløb o. lign.

Ved ændringsforslag nr. 7 gøres det til en betingelse for, at de skattelignende myndigheder kan forlange oplysninger med hensyn til erhvervsdrivendes mellemværender med ikke navngivne erhvervsdrivende, at finansministerens bestemmelse herom træffes efter indstilling fra ligningsrådet i hvert enkelt tilfælde. Det er ikke hensigten ved den foreslåede ændrede formulering at indskrænke bestemmelsens anvendelsesområde. Den vil fortsat kunne praktiseres som foran skitseret, men man har ment, at det bør lovfæstes, at ligningsrådet skal afgive indstilling i hvert enkelt tilfælde."

Som § 8 D i kontrolloven indsættes følgende bestemmelse, der i alt væsentligt svarer til kontrollovens hidtidige § 8, stk. 1:

„Offentlige myndigheder og bestyrelser for selskaber, foreninger, stiftelser, legater og andre institutioner er — ud over hvad der følger af foranstående bestemmelser — pligtige på forlangende at meddele de skattelignende myndigheder alle de oplysninger, der kan tjene disse myndigheder til vejledning ved udførelsen af deres hverv — for så vidt angår oplysninger vedrørende ikke navngivne skattepligtige dog kun efter finansministerens bestemmelse. Hvor det drejer sig om forhold, der falder ind under bestemmelserne i § 8 C, stk. 1, kan der dog ikke afkræves bestyrelser for selskaber, foreninger, stiftelser, legater og andre institutioner oplysninger i videre omfang, end disse bestemmelser afgiver hjemmel for."

§ 9, der svarer til kontrollovens hidtidige § 9, fastsætter:

,,Vægrer nogen sig ved at efterkomme bestemmelserne i §§ 6-8 D, afgør finansministeren, hvorvidt han er pligtig dertil, og kan om fornødent fremtvinge pligtens efterkommelse ved pålæg af en daglig bøde."

Ifølge den her omhandlede lovs § 5 indsættes som ny § 11 A i kontrolloven en bestemmelse om postgirokontorets oplysningspligt, der svarer til ligningslovens § 26, men som af systematiske grunde er ønsket optaget i kontrolloven.

Ved lovens § 6 ophæves kontrollovens § 13, stk. 4, om offentliggørelse af navn m. v. i skattebesvigelsessager af alvorlig karakter. Herefter vil skattebesvigelsessager af mere alvorlig karakter finde deres afgørelse ved de almindelige domstole.

Ved lovens § 7 indsættes som ny § 15 A følgende straffebestemmelse:

„Med bøde eller hæfte straffes den, der undlader at føre regnskab som påbudt ved bestemmelse af finansministeren i henhold til § 3, stk. 1, eller som gør sig skyldig i grove uordener med hensyn til førelsen af sådant regnskab eller ved den i § 3, stk. 3, foreskrevne opbevaring af dette regnskab med tilhørende bilag."

I udvalgsbetænkningen udtales herom:

„Vedrørende den i lovforslagets § 7 foreslåede nye straffebestemmelse har finansministeren over for udvalget udtalt, at den, hvor der er tale om grove uordener med hensyn til regnskabets førelse eller med hensyn til opbevaringen af regnskabet med bilag, kun vil blive bragt i anvendelse over for skattepligtige, der har udvist særlig graverende forsømmelighed i denne henseende."

Lovens §§ 9 og 10 indeholder regler om lovens ikrafttræden og bemyndigelse for finansministeren til at lade kontrolloven bekendtgøre med de nye ændringer (se lovbekendtgørelse nr. 203 af 11. juli 1957).

Ved 1. behandling gav Hans Knudsen (S) tilslutning til lovforslaget, som han fandt i høj grad påkrævet til forbedring af skatteligningens effektivitet.

Thorkil Kristensen (V) ønskede, at der i det udvalg, som nedsattes til behandling af lovforslaget, skulle foretages en nærmere undersøgelse af virkningerne af kontrolloven af 1946 til belysning af, hvilke skærpelser af reglerne der måtte anses for påkrævede. Han fandt det ikke rigtigt som foreslået i lovforslaget at stryge den gældende lovs ord om, at undersøgelser på stedet af regnskabsmateriale,, lagerbeholdninger m. v. kun kan finde sted, „når særlige forhold taler derfor".

Poul Møller (KF) erklærede, at hans parti var villigt til at forhandle om ændringer i kontrolloven på de punkter, hvor erfaringen havde vist, at det var nødvendigt, for at man kunne få et retfærdigt ligningsgrundlag. Han ønskede ligesom Thorkil Kristensen nærmere oplysninger om de hidtil gjorte erfaringer forelagt udvalget.

Axel Sørensen (RV) tilsagde det radikale venstres medvirken til lovforslagets gennemførelse.

Tholstrup (DR) udtalte, at hans parti kunne medvirke til gennemførelse af lovforslaget, der var en følge af det dårlige system med skat på arbejdsskabte indkomster. Partiets medvirken måtte ses som led i en helhed.

Alfred Jensen (DK) fandt, at det var et spørgsmål, om de foreslåede foranstaltninger ville bøde på det misforhold, der er vedrørende kontrollen med indkomstangivelserne i de forskellige befolkningsgrupper, og han ville afvente resultatet af udvalgsbehandlingen, inden han tog endelig stilling.

Finansministeren besvarede en række af de forskellige ordførere stillede spørgsmål og tilsagde forhandlingsvilje under udvalgsarbejdet.

Det nedsatte udvalg afgav en enstemmig indstilling om vedtagelse af lovforslaget med en række ændringsforslag, stillet af finansministeren og tiltrådt af udvalget. Ændringsforslagene, der alle vedtoges enstemmigt ved 2. behandling, er omtalt under den foranstående gennemgang af lovens indhold. Ved 2. behandling stilledes fra kommunistisk side ændringsforslag om, at banker, sparekasser m. v. uden opfordring skulle give de skattelignende myndigheder oplysning om de hos dem indestående midler og deres afkastning samt om indehavernes navn og bopæl. Endvidere foresloges indsat bestemmelse om, at aktieselskaber skulle være pligtige til uden opfordring at give de skattelignende myndigheder oplysning om, hvilke udbytter der udbetales, og om modtagernes navn og bopæl. Disse ændringsforslag afvistes af finansministeren og de andre partiers ordførere og forkastedes ved 2. behandling med alle partiers stemmer mod kommunisternes.

Lovforslaget gik derefter til fornyet behandling i udvalget, men behandlingen gav ikke anledning til ændringsforslag.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 148 stemmer.