Ved loven ændres lov nr. 109 af 7. april 1936 om kreditforeninger, jfr. lovbekendtgørelse nr. 139 af 15. april 1957, med hensyn til følgende tre områder:

I. Husmandskreditforeningernes lånegrænser.

II. Balanceforholdet mellem kreditforeningernes pantebreve og kasseobligationer.

III. Kreditforeningernes adgang til at yde forhåndslån.

Ad I. Ændringen, der vedrører husmandskreditforeningernes lånegrænser, fremtræder som en ændret affattelse af kreditforeningslovens § 1, stk. 1, nr. 11, og samme paragrafs stk. 3.

Ved den nye affattelse af § 1, stk. 1, nr. 11, forhøjes de hidtidige maksimumsbeløb, således at husmandskreditforeningerne herefter med fradrag af foranstående behæftelsers restgæld kan udlåne indtil 39 000 kr. i land-, skov- og havebrugsejendomme, indtil 28 500 kr. i enfamilieshuse og indtil 40 000 kr. i parcelhuse med mere end én lejlighed. De fastsatte lånegrænser gælder lån til en rentefod på 4% pct. og med en amortisationstid på 60 år. For lån til højere eller lavere rentefod og for lån med kortere amortisationstid reguleres lånegrænsen i overensstemmelse med kreditforeningens sædvanlige retningslinier for låneudmålingen.

Forhøjelsen af lånegrænserne medfører ikke, at foreningerne kan belåne større ejendomme end hidtil, idet de nu fastsatte lånegrænser skal svare til et almindeligt udlånsniveau for kreditforeninger på ca. 50 pct. af vurderingen. Udlånsniveauet på tidspunktet for lovens gennemførelse var ca. 40 pct., og indtil det almindelige udlånsniveau kommer op på de forudsatte 50 pct. af vurderingen, må de nu fastsatte maksimumsgrænser derfor reduceres tilsvarende. De ovennævnte lånegrænser er imidlertid fastsat under hensyntagen til, at kreditforeningerne som helhed har stillet i udsigt, at det almindelige låneniveau i løbet af kort tid kan forventes at stige til 50 pct.

Ved ændringen får boligministeren tillige bemyndigelse til at regulere lånegrænserne, såfremt ændringer i kreditforeningernes almindelige låneniveau skulle tilsige dette. Sådanne ændringer har hidtil krævet lovændring.

Endvidere indsattes en bestemmelse, hvorefter husmandskreditforeningerne fremtidig kan yde lån i en flerhed af parcel- og rækkehuse, selv om selvstændig udmatrikulering af de enkelte parceller ikke foretages, samt i erhvervslokaler, institutioner for forebyggende børneforsorg og lignende, der svarer til den pågældende bebyggelses naturlige behov og belånes sammen med denne. Lånegrænsen beregnes da som summen af de enkelte parcel- og rækkehuses ovenfor angivne lånegrænser med tillæg af indtil en fjerdedel for erhvervslokaler m. v.

Ud over de foran omhandlede bestemmelser om reguleringen af lånegrænserne under hensyntagen til ændringer i det almindelige låneniveau blev der ved den ændrede affattelse af kreditforeningslovens § 1, stk. 3, fastsat nye og forenklede regler vedrørende den regulering af lånegrænserne, der finder sted på grundlag af prisudviklingen. De ændrede regler, der vedrører den fremgangsmåde, der skal følges af det statistiske departement ved beregningen af gennemsnitsindeks for købesummerne, fører i øvrigt til praktisk talt samme resultater som de hidtil anvendte.

Ad II. Vedrørende balanceforholdet mellem kreditforeningernes pantebreve og kasseobligationer foretoges følgende to tilføjelser:

a. Til kreditforeningslovens § 19, stk. 1, føjedes: „Kontante lån, der ydes i medfør af en af boligministeren meddelt dispensation fra bestemmelserne i § 28, stk. 1, 1. og 2. punktum, skal udmåles således, at det kasseobligationsbeløb, hvormed lånet ville kunne indfries i udlånsterminen, ikke overstiger de i denne lov fastsatte lånegrænser."

b. I kreditforeningslovens § 28 indsattes som nyt stk. 3:

„Boligministeriet kan, når kursforholdene gør det ønskeligt, meddele tilladelse til, at balancen mellem pantebreve og kasseobligationer med hensyn til pålydende og forrentning fraviges på betingelse af, at det samlede beløb af kasseobligationer, der er sat i cirkulation på grundlag af sådanne lån, ingen sinde overstiger det beløb, der kan forrentes og amortiseres gennem de halvårlige ydelser af medlemspantebrevene. Disse affattes således, at hel eller delvis ekstraordinær indfrielse — også i tilfælde af tvangsauktion — alene kan ske med vedkommende series kasseobligationer til sådant pålydende og rente, at serien frigøres for den del af sine fremtidige forrentnings- og afdragsforpligtelser, som skulle have været dækket af ydelserne af den indfriede del af lånet, eller ved indbetaling af et dertil svarende kontantbeløb. Boligministeriet kan til enhver tid forlange udstedelsen af obligationer af den i dette stykke omhandlede art standset."

Ved disse tilføjelser åbnes der adgang for de kreditforeninger, som måtte ønske det, til at arbejde med pantebreve og obligationer, hvis pålydende og rentefod ikke er sammenfaldende, idet der alene stilles krav om balance mellem de ydelser, som låntagerne skal svare til foreningerne, og de løbende forpligtelser, som foreningerne har over for obligationsejerne.

Til grund for disse bestemmelser lå en flertalsindstilling fra den af boligministeriet nedsatte kommission vedrørende landbrugets kreditforhold.

Boligministeren, der ved lovforslagets fremsættelse havde fulgt denne indstilling, gav ved fremsættelsen i øvrigt på følgende måde udtryk for sin opfattelse af bestemmelsernes betydning:

„Under de for tiden herskende rentevilkår, som jo har ændret sig væsentligt, siden kommissionen afgav betænkning, er det vel tvivlsomt, om denne mulighed for anvendelse af nye lånetyper vil blive udnyttet i større udstrækning. Jeg har imidlertid fundet det rigtigst at fremme kommissionens forslag, og jeg har herved også lagt vægt på, at lignende regler er gennemført i loven om boligbyggeri for de finansieringsinstitutter, der oprettes til formidling af den sekundære långivning til boligbyggeriet."

Ad III. Med hensyn til kreditforeningernes adgang til at yde forhåndslån gjaldt det ifølge det hidtidige indhold af § 28, stk. 1, sidste punktum, at pantebreve for forhåndslån ikke måtte overstige 15 pct. af kasseobligationsgælden i den pågældende åbne serie.

Da det i forbindelse med den omlægning af boligbyggeriets finansiering, som skal finde sted i henhold til loven af 27. december 1958 om boligbyggeri, måtte forventes, at bygherrerne i højere grad end hidtil vil ønske at optage forhåndslån i kreditforeningerne for i videst muligt omfang på forhånd at skaffe sig sikkerhed for finansieringsvilkårene, var det af ministeriet blevet undersøgt, om den nævnte grænse er tilstrækkelig til at imødekomme rimelige ønsker om forhåndslån, og for enkelte kreditforeninger har dette vist sig ikke at være tilfældet. Under hensyn til de ret strenge sikkerhedskrav, der stilles ved ydelse af sådanne lån, er det derfor fundet rimeligt at forhøje procenten fra 15 til 25.

Den i samme bestemmelse hidtil fastsatte absolutte grænse på 1 200 000 kr. er samtidig forhøjet til 2 mill. kr. svarende til 25 pct. af det mindstebeløb på 8 mill. kr., en ny serie skal nå op på, forinden den ældre serie, der, indtil dette beløb er nået, hæfter for den nye serie, frigøres for medhæftelsen.

Om betydningen af de her nævnte ændringer udtalte boligministeren ved fremsættelsen følgende:

„Hvad endelig angår forslaget om at forhøje kreditforeningernes adgang til at yde forhåndslån, kan jeg oplyse, at forslaget antagelig kun vil få praktisk betydning for enkelte foreninger, hvis udlån i det væsentlige sker til boligbyggeri. De foreninger, som placerer en betydelig del af deres udlån i landbrugsejendomme, vil kunne klare sig inden for den nugældende grænse på 15 pct. af den pågældende series cirkulerende obligationsmasse. I forbindelse med den omlægning af boligbyggeriets finansiering, som nu skal finde sted ved den nye boliglovs ikrafttræden, lægger jeg imidlertid vægt på, at også de først nævnte foreninger skal have tilstrækkelige muligheder for at yde forhåndslån, således at reglerne i kreditforeningsloven ikke hindrer kreditforeningerne i at yde deres bidrag til boligbyggeriets finansiering."

Lovforslaget undergik under udvalgsbehandlingen ingen principielle ændringer og blev ved 3. behandling vedtaget enstemmigt.