Den heromhandlede lov går i hovedtræk ud på følgende:
1. Anlæg af motorveje og andre hovedlandeveje såvel som fremtidig omklassificering af eksisterende veje til hovedlandeveje skal fremtidig bestemmes ved særlig lov. 2. Såvel anlæg af motorveje som disses drift og vedligeholdelse skal betales fuldt ud af vejfonden. 3. Vejfonden betaler ligeledes fuldt ud sådanne større anlægsarbejder ved de øvrige hovedlandeveje, hvortil der hidtil normalt er ydet vejfondstilskud. Beløbene hertil bevilges ved de årlige finanslove. 4. Motorvejene undergives bestyrelse af ministeren for offentlige arbejder i overensstemmelse med reglerne i vejbestyrelsesloven. Derimod varetager de pågældende kommunale myndigheder som hidtil bestyrelsen af hovedlandeveje, der ikke udbygges som motorveje, og udgifterne ved disses almindelige drift og vedligeholdelse forbliver hos de kommunale myndigheder mod sædvanlig refusion efter vejtilskudsloven. Der foretages heller ikke ændringer med hensyn til landevejes og bivejes forhold.
Lovens ikrafttrædelsesdato var den 1. april 1964.
Begrundelsen for den ved loven foretagne supplering af den gældende vejlovgivning (lov nr. 95 af 29. marts 1957 om bestyrelsen af de offentlige veje og lov nr. 194 af 7. juni 1958 om tilskud til de offentlige veje) var i det væsentlige: 1. Ønskeligheden af lovgivningsmagtens stillingtagen til de mere omfattende anlægsarbejder. 2. De stigende vanskeligheder, som finansieringen af de større vejanlæg synes at medføre for kommunerne. 3. Ønskeligheden af, at den kommende udbygning af motor- og hovedlandevejsnettet sker på en mere rationel og økonomisk måde og under en mere hensigtsmæssig organisationsform end den hidtidige, hvorefter udbygningen har været opdelt på de inden for hver amtsrådskreds eller byområde beliggende strækninger og afhængig af hvert af de lokale vejvæseners tekniske kapacitet.
Udgifterne til anlægsarbejder for statskassen (vejfonden) ved lovens gennemførelse var i bemærkningerne til lovforslaget skønsmæssigt ansat til i alt 200 mill. kr. i den kommende 20 års periode eller gennemsnitligt 10 mill. kr. årligt. Udgifterne ville næppe fordele sig jævnt over hele perioden, men måtte antages at blive størst i de senere år af den første 10 års periode. For vedligeholdelses- og driftsudgifter, der jo kun omfatter motorveje, skønnedes, at vejfondens forøgede udgifter, efterhånden som motorvejsnettet tilvejebringes, vil nå op på en størrelsesorden af 6-8 mill. kr. om året.
Ved fremsættelsen af lovforslaget fremhævede ministeren, at statens overtagelse af ansvaret for en vis del af vejnettet kunne ses som en videreførelse af tendenser inden for lovgivningen på dette felt. En hovedtendens i udviklingen havde været, at de lokale vejmyndigheder havde fået en større og større del af deres vej udgifter dækket af staten ved hjælp af motorafgifterne, indtil de lokale vejbestyrelsers økonomiske ansvar for de store anlæg var blevet ganske underordnet i forhold til den byrde, som gennem vejfonden påhvilede staten. En anden hovedtendens havde været statens stigende indflydelse på vejbygningen m. v., således som den kom til udtryk ved vejlovene af 1957 og 1958.
Ministeren oplyste, at lovforslaget havde været forelagt Amtsrådsforeningen i Danmark, Den danske Købstadforening, De samvirkende Sognerådsforeninger i Danmark, Foreningen „Bymæssige Kommuner" samt for Københavns og Frederiksberg kommuner. De pågældende kommunale myndigheder og organisationer havde af en række nærmere angivne grunde ikke kunnet anbefale, at lovforslaget gennemføres, men det fremførte havde ikke givet ministeren anledning til at ændre lovforslaget.
Ved 1. behandling gav Horn (S), Kirkegaard (RV) og Arne Larsen (SF) tilslutning til lovforslaget. Holmberg (V) erklærede sig rede til at drøfte de foreslåede regler med hensyn til motorveje, men ville modsætte sig, at der skulle gælde samme regler for andre hovedlandeveje. Asger Jensen (KF) var tilfreds med, at alle motorveje og hovedlandeveje fremtidig skulle vedtages ved lov, og var i øvrigt villig til at se på lovforslaget. Han ønskede herunder alle muligheder for hensyntagen til de kommunale synspunkter holdt åbne, idet han dog fremhævede, at forudsætningen for kommunernes bestemmelsesret måtte være, at de selv dækkede en væsentlig del af udgifterne.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg. I betænkningen omtaltes udvalgets forhandlinger med de kommunale organisationer, som havde fundet, at den bestående ordning sikrede staten tilstrækkelig mulighed for indflydelse på og kontrol med kommunernes dispositioner. Den forestående udbygning af de store veje ville efter kommunernes opfattelse kunne rummes inden for rammerne af den bestående ordning, som også med hensyn til de store vejanlæg rummede afgørende fordele i forhold til et mere centraliseret vejstyre. Efter forhandlinger med folketingsudvalget udformede kommunerne et lovudkast, som i hovedtrækkene gik ud på, at alene motorvejsanlæg skulle bestemmes ved særlig lov, mens anlægsarbejder på og klassificering af hovedlandevejene i øvrigt skulle udføres efter de hidtil gældende regler. Endvidere foreslog kommunerne, at motorvejene efter anlægget skulle overgå til bestyrelse af de vedkommende kommunale myndigheder.
Dette forslag afvistes af ministeren og udvalgets flertal (udvalget undtagen venstres medlemmer), som indstillede lovforslaget til vedtagelse med enkelte ændringer, der ikke vedrørte lovforslagets principper.
Et mindretal udtalte:
„Et mindretal (Holmberg, Jens Chr. Christensen og Thisted Knudsen) kan tiltræde ministerens forslag om, at anlæg af nye hovedlandeveje — herunder motorveje — omklassificering af veje til hovedlandeveje og udbygning af hovedlandeveje som motorveje fremtidig skal bestemmes ved særlig lov, men finder ikke, at andre anlægsarbejder på hovedlandeveje, som hidtil har været udført af de kommunale vejbestyrelser med vejfondstilskud eller med refusion efter vejtilskudslovens kapitel I, bør udføres ved ministerens foranstaltning, således at hele udgiften afholdes af vejfonden. Mindretallet finder — således som det også af kommunerne er anført over for udvalget — at en sådan ændring af den gældende lov er upåkrævet, at den vil medføre forøgede udgifter for staten både direkte og ved en betydelig forøgelse af ministeriets administrationsarbejde, og at hensynet til den kommunale by- og egnsplanlægning gør det rimeligt at fastholde de gældende regler på dette område."
Mindretallet stillede ud fra disse synspunkter forskellige ændringsforslag og indstillede lovforslaget til vedtagelse med såvel de af ministeren som de af mindretallet foreslåede ændringer.
Et andet mindretal (Alfred Bøgh) udtalte, at det i. det væsentlige deler de af de kommunale organisationer fremførte synspunkter, „og da disse ikke har vundet tilslutning blandt de øvrige udvalgsmedlemmer, kan mindretallet ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse."
Ved 2. behandling sluttede Else Gregersen sig på de uafhængiges vegne til det af det andet mindretal indtagne standpunkt og erklærede at ville stemme imod lovforslaget. De af ministeren stillede ændringsforslag vedtoges, mens mindretalsændringsforslagene forkastedes. Efter fornyet udvalgsbehandling vedtoges lovforslaget ved 3. behandling med 92 stemmer mod 6 (Uafh), mens 19 (V) undlod at stemme.