Lovforslaget havde følgende indhold:

„I lov nr. 235 af 8. juni 1966 om uddannelse af lærere til folkeskolen foretages følgende ændring:

I § 8, stk. 1, affattes 1. punktum således: „Uddannelsen efter § 6, stk. 1, nr. 2, i fagene dansk, skrivning og regning skal afsluttes med en prøve ved udgangen af uddannelsens første år.""

Ifølge den gældende lov om uddannelse af lærere til folkeskolen, lov nr. 235 af 8. juni 1966, § 8, stk. 1, 1. punktum, skal bl. a. uddannelsen i kristendomskundskab afsluttes med en prøve ved udgangen af uddannelsens første år.

Som det bl. a. fremgår af forslagsstillernes fremsættelse indeholdt forslaget til den nævnte lov bestemmelser om faget kristendomskundskabs stilling i seminarieundervisningen, hvoraf fulgte, at undervisningen skulle fortsætte ud over det første år og afsluttes med en prøve, formentlig efter det andet studieår. Lovforslaget ændredes imidlertid under behandlingen i folketinget, så bestemmelserne fik det nævnte indhold.

Dette måtte efter forslagsstillernes opfattelse betegnes som en betænkelig forringelse af fagets stilling, ikke mindst når hensås til de studerendes meget forskelligartede faglige standpunkter ved undervisningens begyndelse og folkeskolens betydelige krav til lærernes kundskaber og indsigt.

Ved lovforslaget søgtes faget kristendomskundskab gengivet en pædagogisk forsvarlig placering ved at gøre undervisningen 2-årig, dog således at forprøven efter det første år skulle falde bort, og der kun skulle være en afsluttende prøve i faget.

Lovforslaget gav ved 1. behandling i folketinget anledning til en vis debat.

Undervisningsministeren kunne ikke anerkende, at der ved den udformning, læreruddannelsesloven havde fået, var tale om en diskriminering af faget kristendomskundskab. Tværtimod var der gennemført en række forbedringer af fagets placering i den samlede læreruddannelse, og faget havde opnået den ligestilling, som dets tilhængere ofte havde udtrykt ønske om.

Lovforslaget angik ikke blot en detalje i loven, men selve det princip og den idé bag den nye læreruddannelse, som havde fået enstemmig tilslutning i tinget. En ændring som den foreslåede ville forrykke hele balancen i den nye læreruddannelseslov, hvor der var skabt en klar opbygning af fag med begrænset uddannelse og begrænset undervisningskompetence og fag med videregående uddannelse.

Ministeren oplyste i øvrigt, at det var hensigten at tilrettelægge et særligt kursus for studenter, der ikke havde haft kristendomskundskab under forberedelsen til studentereksamen, altså kursusstudenter. Et sådant kursus måtte også tilrettelægges for lærerstuderende, der havde været fritaget for faget under deres tidligere skolegang.

Endelig kunne ministeren oplyse, at man netop var ved at nedsætte en kommission til behandling af undervisning i kristendomskundskab.

Kaj Rasmussen (S) ville ikke modsætte sig, at der blev nedsat en kommission med sigte mod en bred undersøgelse af undervisningen i kristendomskundskab. Han betonede i øvrigt den saglige og forsvarlige behandling, faget havde fået under behandlingen af lovforslaget om læreruddannelse. Ingen kunne fremtidig blive lærer i folkeskolen uden at have gennemgået en uddannelse i kristendomskundskab, og der lå et tilbud om en omfattende linjeuddannelse for de lærere, der ville arbejde med faget ud over de yngste klasser i skolen.

Poul Hartling (V) anså faget for et værdifuldt led i en læreruddannelse. Det måtte først og fremmest være rigtigt og vigtigt, at faget blev et ligeberettiget fag. Efter den nye læreruddannelseslov stod faget kristendomskundskab helt på højde med andre fag. Det kunne være linjefag som andre fag, og det var blandt klasselærerfagene og blandt disse helt ud ligestillet med de andre. Hvis denne ligestilling ikke blev opretholdt, ville man gøre faget skade, og denne skade ville ikke kunne opvejes af, at undervisningen i klasselærerfaget blev 2-årig.

Ellen Strange Petersen (KF) så meget gerne, at der blev nedsat en kommission til undersøgelse af eventuelle forbedringer med hensyn til kristendomskundskab i folkeskolen og gymnasiet. Også hun fremhævede den grundige behandling, faget havde været underkastet i udvalget angående læreruddannelsesloven.

Sigsgaard (SF) kunne ikke medvirke til den foreslåede lovændring, som ville betyde en forringelse af den nye læreruddannelseslov, der netop som noget væsentligt havde gennemført en indskrænkning af fagkredsen og nedskæring af fagenes timetal med mulighed for koncentration om så få fag som muligt. Det var i øvrigt en ubevist påstand, at udbyttet af undervisningen i et fag skulle være ligefrem proportionalt med fagets timetal.

K. Helveg Petersen (RV) understregede, at man ved en koncentration kunne opnå fordele, som man ikke havde ved en spredning over 2 år. Det var bestræbelsen for at styrke fagets stilling, der var afgørende, og ikke blot spørgsmålet om at sikre et større antal timer. I denne forbindelse pegede han på de muligheder, der var i forbindelse med videreuddannelsen.

Uden for ordførernes kreds rejste Poul Dam (SF) bl. a. spørgsmålet, om kristendommen i det danske samfund ikke var bedst tjent med, at kristendomskundskab som fag forsvandt ud af børneskolen.

I den af udvalget for undervisning og uddannelse afgivne beretning over lovforslaget siges det bl. a.:

„ .... Udvalget har endvidere fra undervisningsministeren modtaget kommissoriet for den af undervisningsministeriet nedsatte kommission vedrørende undervisning i kristendomskundskab og religion. Udvalget har herefter fundet det rigtigst at afvente resultatet af kommissionens arbejde, før der tages stilling til det foreliggende forslag om ændring i læreruddannelsesloven. Udvalget giver i denne forbindelse udtryk for det ønskelige i, at kommissionens arbejde fremmes mest muligt."