Loven har følgende ordlyd:

„§ 1. Virksomheder inden for industri, håndværk og handel, som for salg af varer her i landet fastsætter eller tilkendegiver priser eller avancer for videresalg i efterfølgende omsætningsled, skal til monopoltilsynet anmelde disse og ændringer i disse, medmindre dette er sket i henhold til § 1 i lov nr. 29 af 15. februar 1968 om vejledende priser og prisstop for tjenesteydelser.

Stk. 2. Anmeldelse efter stk. 1, der ikke indebærer godkendelse af de anmeldte priser eller avancer, skal ske snarest muligt og senest samtidig med, at priserne meddeles de efterfølgende omsætningsled. Ved meddelelsen af vejledende priser eller avancer skal det tilkendegives, at benyttelse af de meddelte priser eller avancer ikke fritager de efterfølgende omsætningsled for ansvar efter avancestoploven.

Stk. 3. Monopoltilsynet kan undtage fra bestemmelserne i stk. 1.

§ 2. Hvor særlige forhold gør det påkrævet, kan monopoltilsynet for nærmere angivne tjenesteydelser fastsætte, at de den 31. oktober 1968 lovligt gældende priser, takster eller honorarer ikke må overskrides.

Stk. 2. Løn- og arbejdsforhold omfattes ikke af bestemmelsen i stk. 1.

§ 3. Med hensyn til monopoltilsynets beføjelser til at kræve oplysninger m. v. og med hensyn til klage over tilsynets afgørelser finder reglerne i § 15, jfr. § 20, og § 18 i lov om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger tilsvarende anvendelse.

§ 4. Overtrædelse af § 1, stk. 1, jfr. stk. 2, samt overtrædelse af bestemmelser fastsat af monopoltilsynet i medfør af § 2 straffes med bøde eller hæfte.

Stk. 2. På samme måde straffes den, der undlader at meddele oplysninger, som afkræves ham i henhold til § 3, jfr. monopollovens § 15.

Stk. 3. Den, som i forhold, der er omfattet af loven, meddeler monopoltilsynet eller det i monopollovens § 18 omhandlede nævn urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier forhold af betydning for den pågældende sags afgørelse, straffes med bøde eller hæfte, medmindre strengere straf er forskyldt efter borgerlig straffelov.

Stk. 4. Er overtrædelse begået af et aktieselskab, andelsselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges virksomheden som sådan.

Stk. 5. Ved behandlingen af sager i henhold til denne bestemmelse finder de i lov om rettens pleje, kapitel 69, indeholdte regler anvendelse i samme omfang som i sager, der påtales af statsadvokaten.

§ 5. Denne lov træder i kraft den 1. november 1968.

§ 6. Denne lov bortfalder fra det tidspunkt, der fastsættes af handelsministeren, dog senest den 1. juli 1969.

§ 7. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland."

Den anførte bestemmelse i § 1, stk. 2, blev først endeligt udformet under behandlingen i folketinget, idet lovforslagets oprindelige bestemmelse blot fastsatte, at anmeldelse efter § 1, stk. 1, skulle ske snarest muligt og senest samtidig med, at priserne meddeltes de efterfølgende omsætningsled.

Begrundelsen for denne ændring, som ønskedes af det folketingsudvalg, der fik sagen til behandling, var, at efter den gældende midlertidige prislovgivning havde den enkelte forhandler i senere omsætningsled et selvstændigt ansvar for, at hans prisberegning var i overensstemmelse med avancestoplovens bestemmelser. Forhandleren kunne ikke frigøre sig for ansvar ved at henvise til de af leverandøren angivne vejledende udsalgspriser. Ændringen af lovgivningen om vejledende priser ville imidlertid betyde, at forhandlerne i flere tilfælde ville kunne komme i den situation, at de overtrådte avancestoppet ved at følge de vejledende priser.

Under disse forhold fandt man, at den bestående retstilstand måtte tydeliggøres således, at forhandlerne ikke kunne være i tvivl om, at de fortsat havde det nævnte ansvar.

Det blev samtidig i bemærkningerne til ændringsforslaget understreget, at lovens straffesanktioner i overtrædelsessager af denne karakter skulle anvendes med den største forsigtighed, således at man fra monopoltilsynets side lægger hovedvægten på vejledning af forhandlerne og kun oversender sagen til politiet i sådanne tilfælde, hvor der utvivlsomt er tale om grov overtrædelse.

Ligesom det foran omtalte forslag til lov om ændring af lov om avancestop havde lovforslaget sigte på den situation, der ville foreligge, når den hidtidige midlertidige prislovgivning udløb pr. 1. november 1968. Denne prislovgivning havde sammen med den stedfundne stramning af finanspolitikken skabt forudsætningerne for, at udviklingen i pris- og omkostningsniveauet var blevet bragt under kontrol. Det var på denne baggrund, regeringen som en overgangsforanstaltning havde fundet det nødvendigt at fremsætte forslag om en delvis videreførelse af den ekstraordinære prislovgivning. Om den bredere baggrund for begge pris- og avancestoplove henvises i øvrigt til omtalen under den foregående sag.

Specielt om baggrunden for den her omtalte lov udtalte handelsministeren ved fremsættelsen bl. a.:

„Denne lov viderefører nogle bestemmelser fra den gældende lov om vejledende priser og prisstop for tjenesteydelser.

Ved den gældende lov er der som bekendt fastsat anmeldelsespligt for vejledende videresalgspriser samt pligt til at indhente monopoltilsynets tilladelse, hvis sådanne priser ønskes forhøjet. Endvidere indeholder loven forbud mod forhøjelser af priser, takster eller honorarer for tjenesteydelser.

Denne lov bortfalder den 1. november 1968, og i det nu forelagte lovforslag videreføres alene bestemmelserne om anmeldelse af vejledende priser, idet der dog samtidig gives tilsynet mulighed for at kunne genindføre prisstop for nærmere angivne tjenesteydelser. Lovens gyldighedsperiode er foreslået fastsat i overensstemmelse med avancestoplovens.

Indførelsen af midlertidigt prisstop for tjenesteydelser havde sin begrundelse i det forhold, at udenlandsk konkurrence på dette område kun i meget begrænset omfang eller slet ikke øver tryk på prisfastsættelsen. Over en længere periode vil det imidlertid hverken være muligt eller rimeligt at afskære denne sektor af erhvervslivet fra at få dækning for sådanne omkostningsstigninger, som avancestoploven tillader andre erhvervsdrivende at indregne i priserne. Da tjenesteydelser under alle omstændigheder er underkastet lov om avancestop, er et bortfald af prisstoppet for tjenesteydelser således ikke ensbetydende med, at virksomheder inden for denne sektor efter 1. november 1968 frit kan fastsætte deres priser.

Ved bortfaldet af prisstoppet for tjenesteydelser kan man dog ikke se bort fra, at der kan foreligge risiko for, at hidtil opdæmmede prisstigninger sætter ind, selv på områder, hvor indtjeningen relativt set hidtil har været god. Dette ville i givet fald kunne søges imødegået ved anvendelse af bestemmelserne i lov om indseende med priser, hvorefter prisstop dog kun kan iværksættes samtidig med en prisundersøgelse. For at sætte monopoltilsynet i stand til hurtigere og mere effektivt at gribe ind foreslås det i en overgangsperiode at give monopoltilsynet hjemmel til, hvor særlige forhold gør det påkrævet, at fastsætte, at de den 31. oktober lovligt gældende priser ikke må overskrides.

Monopoltilsynet forudsættes at ville overvåge prisudviklingen på tjenesteydelsesområdet for i givet fald at kunne genindføre prisstop på sådanne områder, hvor prisforhøjelser gør sig alment gældende, uanset at det pågældende erhverv erfaringsmæssigt har en betydelig indtjening, eller hvor der opstår begrundet formodning om, at forhøjelserne overstiger den i henhold til avancestoploven tilladte dækning af udgiftsstigninger.

For at bevare monopoltilsynets mulighed for at have nøje indseende med udviklingen i vejledende priser er anmeldelsespligten for sådanne foreslået opretholdt. En sammenligning af ændringer i vejledende priser inden for samme vareområde vil endvidere kunne tjene til at give monopoltilsynet indtryk af, om de vejledende priser ligger på et niveau, der svarer til avancestoplovens krav."

Handelsministeren udtalte endvidere:

„Lovforslaget indebærer, at pligten til at indhente monopoltilsynets tilladelse til forhøjelse af vejledende priser bortfalder.

Virksomheder, der fastsætter vejledende priser, kan under den gældende lovgivning forhøje egne salgspriser i overensstemmelse med avancestoplovens regler, men kan kun med særlig tilladelse forhøje den vejledende pris for følgende omsætningsled. Opnås der ikke dispensation, må dette led med andre ord se sin avance beskåret svarende til leverandørens prisforhøjelse, da det sjældent er muligt at sælge til højere pris end den vejledende. Loven giver kun monopoltilsynet adgang til dispensation, hvis fastholdelse af lovens hovedregel vil give det senere omsætningsled en avance, som er urimelig lav.

Bestemmelsen har lagt et særdeles effektivt tryk på de vejledende priser med det resultat, at mange er blevet ophævet, men reglen lader sig kun anvende en kortere tid, hvis avancestrukturen skal undgå en uhensigtsmæssig forvridning.

En fortsat nedpresning af avanceniveauet for mærkevarer, der sælges til vejledende pris, vil medføre, at distributionsleddene opgiver forhandlingen og i stedet foretrækker andre, ofte dyrere varer, hvorpå der individuelt kan fastsættes priser inden for avancestoplovens rammer.

Regeringen er klar over, at selv med de nu foreslåede lempelser indebærer de foreliggende lovforslag indgreb i erhvervslivets forhold, der for en lang række virksomheder må føles særdeles byrdefulde; men jeg tror, at alle vil forstå, at baggrunden for denne lovgivning er den tvingende nødvendighed af at bevare ro på prisområdet.

I de senere år er prisniveauet i Danmark steget væsentligt stærkere end i de lande, vi samhandler med, hvilket er resulteret i en i det lange løb helt uholdbar forringelse af vor betalingsbalancesituation. De ekstraordinære prisbestemmelser har medvirket til stabilisering af priserne og derigennem ydet et væsentligt bidrag til tilvejebringelse af ligevægt i økonomien. Det er af afgørende betydning for en videreførelse af denne politik, at pris- og omkostningsniveauet ikke på ny løber fra os. Det er derfor nødvendigt i en overgangsperiode at bevare en skærpet kontrol med priser og avancer.

Samtidig må det ikke glemmes, at konkurrence såvel under de nuværende forhold som på længere sigt er en afgørende faktor, når det gælder om at forhindre urimelige priser og avancer. I denne forbindelse vil jeg gerne nævne den betydning, som forbrugernes prisbevidsthed har for en effektivisering af konkurrencen, og give udtryk for, at jeg anser fremme af forbrugeroplysningen for et væsentligt led i en politik, der tilstræber en sund prisudvikling.

Kun ved at være konkurrencedygtig over for udlandet — såvel på hjemmemarkedet som i eksporten — kan vi opnå den balance i vor økonomi, der er forudsætningen for en høj og stabil beskæftigelse her i landet.

Regeringen må i den foreliggende situation anse den foreslåede forlængelse og ændring af den midlertidige prislovgivning som et hensigtsmæssigt og nødvendigt led i den almindelige økonomiske stabiliseringspolitik."

Ved 1. behandlingen gav Lis Groes (S) udtryk for bekymring ved den foreslåede afsvækkelse af lovgivningen. For de vejledende prisers vedkommende ville alene anmeldelsespligten blive bevaret, medens bemyndigelsen for prismyndighederne til at nedsætte urimelige vejledende priser samt det generelle påbud om at afvente prisforhøjelser, til de var godkendt, ville bortfalde. Dette var ensbetydende med, at det reelle indhold i den hidtidige lov nu var fjernet. Efter hendes opfattelse ville loven herefter kun være en skueret, der belastede erhvervslivet og monopoltilsynet med betydelige administrationsbyrder, uden at den samtidig gav forbrugerne tilstrækkelig tryghed mod selve systemet med vejledende priser.

På det konservative folkepartis vegne gav Jørgen Jensen tilslutning til lovforslaget, selvom det måtte erkendes, at loven ville betyde et offer for erhvervslivet, som ikke ville få andel i den almindelige realindkomstforbedring, som andre befolkningsgrupper fik eller ville kunne opnå. Gennemførelse af forslaget ville imidlertid sikre en vis prisro og dermed medvirke til, at konkurrenceevnen kunne opretholdes og beskæftigelsen sikres og forbedres.

Også Jens Peter Jensen (Sorø amt) (V) og Niels Helveg Petersen (RV) kunne give tilslutning til lovforslaget.

Derimod fandt Poul Dam (SF), at lovforslaget indeholdt bestemmelser, som man måtte se mindre begejstret på. Han fremhævede dog, at handelsministeren havde fremsat bedre lovforslag, end han på forhånd havde ventet.

Heller ikke Sigsgaard (VS) kunne tilslutte sig lovforslaget. Når det ikke i fremtiden ville være nødvendigt for virksomhederne at indhente monopoltilsynets tilladelse til forhøjelse af de vejledende priser, ville loven stort set blive illusorisk og virkningsløs. I stedet for at ophæve bestemmelsen burde man have skærpet den.

Sammen med den foregående sag henvistes lovforslaget til behandling i et folketingsudvalg.

I sin betænkning udtalte udvalget, at man havde drøftet bestemmelsen i lovforslagets § 1, stk. 3, og at handelsministeren i forbindelse dermed havde påpeget, at der ville være grundlag for at søge dispensation, når omsætningen af den pågældende vare gennem fremmede forhandlere har et ringe omfang i forhold til omsætningen gennem egne omsætningsled.

I udvalget havde der endvidere fra enkelte sider været fremsat ønske om at opretholde den gældende lovs § 2, stk. 1, hvorefter monopoltilsynet kunne kræve vejledende priser nedsat, såfremt de fandtes urimelige. Ministeren havde heroverfor oplyst, at bestemmelsen ikke havde været anvendt i praksis, og at et værn mod urimelige vejledende priser i øvrigt fandtes i prisindseendeloven.

I betænkningen stilledes i øvrigt det ændringsforslag vedrørende § 1, stk. 2, der er omtalt foran.

Et flertal i udvalget (det konservative folkepartis, venstres og det radikale venstres medlemmer) indstillede lovforslaget til vedtagelse med den foreslåede ændring.

Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer) kunne derimod ikke medvirke til lovforslagets gennemførelse under hensyn til, at den hidtidige bestemmelse om adgangen til at kræve urimelige vejledende priser nedsat ikke var opretholdt i lovforslaget.

Efter en forholdsvis langvarig debat ved 2. behandlingen henvistes lovforslaget til fornyet udvalgsbehandling, som — uden at der stilledes yderligere ændringsforslag — resulterede i, at hele udvalget indstillede forslaget til vedtagelse.

Et mindretal (socialdemokratiets og socialistisk folkepartis medlemmer af udvalget) fremhævede dog følgende udtalelse fremsat af handelsministeren under 2. behandlingen:

„Der findes allerede i monopolloven — suppleret med lov om indseende med priser — tilstrækkelige bestemmelser til at undersøge og gøre indgreb over for urimelige vejledende priser."

Lovforslaget vedtoges derefter enstemmigt ved 3. behandling med 124 stemmer; 3 medlemmer (VS samt Hanne Reintoft) tilkendegav dog, at de hverken stemte for eller imod.