Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at oprette en fond til finansiering af fremtidsforskning.

Fondens midler anvendes til finansiering af forskningsopgaver i forsknings- og planlægningsinstitutioner såvel inden for som uden for den offentlige sektor. Fonden afgiver beretning til folketingets udvalg angående videnskabelig forskning."

Forslaget var en genfremsættelse af et i folketingsåret 1968-69 fremsat forslag. (Se folketingsårbogen 1968-69 s. 680). I bemærkningerne til forslaget nævnes som presserende opgaver for en sådan forskningsfond: Trivsels- og miljøproblemer, samfundsplanlægning på baggrund af befolkningsudviklingen, transplantationer og forskning i problemstillingen omkring den mest effektive udnyttelse af fremtidens private og offentlige investeringer.

Under 1. behandlingen oplyste undervisningsministeren, at det udvalg, der i forrige samling havde behandlet det tilsvarende forslag, havde anmodet ham om at nedsætte en arbejdsgruppe, som nærmere kunne definere og redegøre for de opgaver, som en fremtidsforskning måtte tage sig af. I den anledning havde han anmodet Forskningens Fællesudvalg om at tage arbejdet op, og han kunne meddele, at Forskningens Fællesudvalg havde gjort dette, og at resultaterne af overvejelserne ville blive bekendtgjort i en betænkning, som måtte forventes at foreligge omkring nytår. Foruden de opgaver, der var nævnt i bemærkningerne til forslaget, nævnte ministeren som eksempler: prognoser vedrørende naturresourcer, befolkningsstudier, herunder både den totale udvikling i befolkningen og befolkningsfor- skydninger på grund af urbanisering o. lign. Et spørgsmål som udvikling af forbrugsmønster måtte vel også være en opgave for fremtidsforskningen. Med hensyn til oprettelse af en fond, så fandt ministeren, at så længe man ikke vidste noget mere bestemt om, hvilke opgaver fremtidsforskningen skulle gå i gang med, så var det et for spinkelt grundlag at oprette en fond på. Det afgørende var dog, at man for et par år siden ved at oprette Forslmingens Fællesudvalg og centraludvalget for forskningsrådene havde gennemført en koncentration. Denne koncentration burde man holde fast ved, indtil man havde overbevisende argumenter for, at det ville være nødvendigt at oprette en fond yderligere.

Bøgholm (KF) fandt, at forslaget var et prisværdigt initiativ. Man ville gå ind i forhandlingerne med ønske om at få noget ud af det, men der var mange vanskeligheder.

Johan Philipsen (V) var ligeledes positiv over for de tanker, der lå bag forslaget. Venstre mente dog ikke, at der var behov for en særlig fond.

Samuelsen (RV) var positiv over for forslaget, men ville afvente rapporten fra Forskningens Fællesudvalg. Med hensyn til dannelsen af en særlig fond tog han forbehold.

Ove Munch (SF) udtrykte ligeledes sympati for forslagets intensioner. Selve tanken om en fond forekom ham dog noget uklar.

Forslaget blev efter 1. behandling henvist til folketingets udvalg angående videnskabelig forskning. I en beretning fra dette udvalg af 22. maj siges det, at der er opnået enighed i udvalget om i en henvendelse til undervisningsministeren at anmode denne om at bede Forskningens Fællesudvalg om at foretage de fornødne undersøgelser af, hvordan fremtidsforskningen bør gribes an. Det siges endvidere, at udvalget forudsætter, at Forslmingens Fællesudvalg som et led i sine undersøgelser konsulterer de eksisterende forslmingsråd med henblik på en afgrænsning og koordinering af de foreliggende opgaver.